Hjortø, Knud Uddrag fra Pe Svenden og hans søn

Maren Pe Svendsen var en skikkelig og pligttro kone af den gode, gamle slags, der ser op til manden og lader ham råde i alle ting. Sådan havde Maren gjort hele sit liv igennem urokkeligt og uden større begreb, først over for den mand, der satte hende i verden, siden mod den, der tog hende til kone, og til sidst mod den mand, hun selv satte i verden, og nu lå hun og skulde til at dø. Maren havde i al beskedenhed været meget dårlig det meste af vinteren. En dag, da hun havde taget af bordet for sine mænd, standsede hun et øjeblik med hånden støttet mod det nederste hjørne af bordpladen og fremkom med den bemærkning, at hun vist ikke levede vinteren over. Det vakte ingen rigtig tiltro hos mandfolkene; Pe Svendsen sae: Jo, jo, og Jens sae slet ingen ting; det 18 lod ikke til, at nogen tænkte noget videre ved det. Maren gik med sine få tanker ud til sit arbejde i køkkenet. Saa kom foråret, langt hen i marts med sol og regn og blæst, og foråret det slog Maren. En dag nåede hun lige at få lavet middagsmaden; så gik hun i seng. Til Per, der kom ind til hende, sae hun, der skulde ikke hentes doktor; siden sae hun ikke mere, og da Jens også kom ind og satte sig ved den store dobbeltseng, var der ingen tegn til, at moderen kendte ham.