Hjortø, Knud Uddrag fra Pe Svenden og hans søn

Pe Svendsen gjorde et stort begravelsesgilde, over sin kone; der var meget af al ting, både mad og mennesker, men det gik ikke så pænt af, som Per havde tænkt sig, og den, der gav anledning, var hans egen søn. Jens var hen ad morgenstunden kommet i snak om heste med Ole Nielsen. Mens Jens lavede sig en kaffeknægt, der havde et højt numer, blev han nysgerrig efter at vide, hvad Ole Nielsen havde tjent på den røde, han havde købt af Jens nu i vinter. Ole lo og vilde klinke, men det tal, Jens Svendsen lidt efter nævnte, sårede ham, og han blev selv alvorlig; han 20 blev hård i blikket og svarede, at det kom jo ingen ved, hvad han tjente på en handel; han havde jo heller aldrig spurt, hvad Jens på sin side havde tjent ved at sælge den røde til ham. — Flere mænd gav Ole ret og sae, at en handel er en handel; andre holdt med Jens Svendsen, og snakken blev højrøstet. Så sae Lars Olsen med ro og vægt, som om det skulde være det sidste ord i sagen: Ja, vi véd jo nok Ole Nielsen, at det var’n nogen sådan meget heldig handel den ... men i næste øjeblik havde han Ole Nielsen stående over sig, med en række pågående spørsmål: Hvad han mente med det? Mente han snyderi, vilde han så komme med beviserne? Og når en mand vilde sælge en hest for det og det, havde han så ikke ret til at købe den. Mente han, at Jens Svendsen ikke havde ret til at sælge hesten? Han havde dog købt den for egen regning, og hvad så? Kunde Lars Olsen nu se, at han snakkede om, hvad han ikke havde forstand på? — Lars Olsen mærkede, at han kunde ikke klare sig; han havde givet efter for sin harme over den fremmede pranger, der havde fået en god hest til en uforskammet lav pris, fordi Jens var et fjols, og nu sad han selv i klemme overfor samme mand. Han følte, at han var den lille, og det kunde den ærekære mand ikke bære; han sae blot: Ja, her er vi ellers vant til en anden slags hestehandel, end du og Jens I laver, — og dermed rejste han sig for at gå. Ole Nielsen grinte, men Jens blev vred og sae, at det var rigtigt nok; Lars snakkede om ting, han ikke forstod sig på. — Lars Olsen nøjedes med at se på ham; så sae han højtidelig godnat til Pe

        

21 Svendsen, og flere andre begyndte også at bryde op. Pe Svendsen var nær ved at græde; han sae: Nu har vi moret os så godt hele aftenen, skal vi nu til at være uvenner? — Men det hjalp ikke; kun Jens og hans venner blev tilbage; de fortsatte med knægte og kortspil til hen på morgenstunden.