↩ Den ene blev sluppet ind efter den anden, og det varede aldrig længe, før de kom ud igen; så fløj deres øjne til højre og venstre for at undgå at møde de mange blikke i venteværelset, der straks begyndte at studere deres ansigter. Det var et meget ensformigt studium. En ung fyr i sports-skjorte blev så påvirket deraf, at han med et højlydt: N—hæ tak, rejste sig og gik uden at ha været for. Hvorfor gik jeg ikke bag efter? Men nu var det min tur. En ældre pige med et gult manuskript i silkepapir, rejste sig halvt for at snappe min chance, hvis det skulde være, at jeg forsmåede den, og den var heller ikke for god til hende, men jeg gik alligevel ind.