Hjortø, Knud Grøn ungdom og grå sjæle

GRØN UNGDOM
OG GRÅ SJÆLE

II

        

III

KNUD HJORTØ

📖 GRØN UNGDOM OG GRÅ SJÆLE

GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
MDCCCCXI

IV

KJØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET

1

En morgen, da jeg med mit lille tornyster på ryggen kom ind i realskolens gård, så jeg ryggen og tornystret af en ny dreng. Jeg syntes ikke om tornystret. Spænderne var af højrødt læder, og højrødt ser tøseagtigt ud på en dreng, enten det så sidder på hans tornyster, eller han har det i halsen som sløjfe — som der var en, der havde.

Den ny dreng var vel en tolv år, altså ældre end jeg, og skulde vel i anden klasse og ta eksamen på tre år. Da han vendte sig, så jeg også hans ansigt. Det havde en stærk, rød kulør, men det underligste ved det var øjnene, der lignede en hønes; de var temmelig små, og øjenlågene ligesom visne. Når han blinkede med dem, lignede de endnu mer hønseøjne. Han gik uden at betænke sig hen til de største drenge, der var sejsten år og derover, og spurte dem om noget. De smilede og trykkede sig ved at svare, og jeg var klar over, at her havde vi en ny, der skulde gøre sig bemærket. Jeg måtte altså ind og se til: sådan noget var altid spændende.

2

Den ny dreng vendte sig mod skolebygningen, lavede kikkert af sin hånd og tog den i øjesyn. Nå, han havde altså spurt om arkitekturen. Dette ord kendte jeg næmlig, efter at jeg i oplæsning havde røbet, at jeg forstod det som et ur, der tilhører en arkitekt, og derved var læreren blevet nød til at forklare det. Den ny havde altså forstand på arkitektur.

Jeg gik hen til Peter Torsild og spurte: Hvem er han dær?

Peter svarede rask: Det er en, hans faer er spillet fallit, og han har gået i skole hos en frøken, de havde hjemme.

Den ny dreng spurte igen de store drenge om et eller andet, men fik ikke noget svar. To af dem, der stod op mod muren, stødte fra med enden, rettede sig og gik. En tredie, der blev stående, spurte brøsigt: Hvad hedder dyv? — Denne udtale af,, dus" kan være et udtryk for ringeagt.

Jeg hedder Heinrich Mølvad, og hvad hedder du så?

Ja det har jeg ikke glemt, sae den store dreng, stødte ligeledes fra og gik. Han så sig lidt forlegen om. Der blev smilet af ham, at han havde indladt sig med en, der skulde gøre sig bemærket.

Heinrich så forundret efter ham, men lavede sig en kikkert til og lod som ingenting. Lidt 3 efter var han inde i en diskussjon med en stor skikkelig dreng fra samme sogn som jeg. Han vilde gærne ha at vide, om det var sandt, hvad han havde hørt, at bestyreren var en dannet og kunstforstandig mand.

Den anden tænkte lidt over det og sae så:

Han er nu ikke slem til at klø, men det er vist mest, fordi han ikke kan.

Så havde han fået nok af bekendtskabet, han gik, idet han tog sig til panden med en altfor stor hånd.

Hans faer har selv været en ivrig kunstsamler, sae en.

Ja men det gik sig en tur på auksjonen, oplyste en anden.

Hør, min lille dreng, sae en af de store og tog et sigaretbillede op af lommen, kan du sige mig, hvad det er for en mester, der har malet dette her?

Heinrich så på ham — jeg fik senere at vide, at her var en af hans ædleste interesser blevet krænket — han så fra den ene til den anden, drejede det runde hoved på den tynde hals, blinkede, altsammen nøjagtigt som en høne.

Nu slår han, sae Peter til mig.

Det gør han ikke, forsikrede en anden, der kendte familien. — Det duer de ikke til nogen af dem, der hedder Mølvad.

4

Gå væk, sae den store med sigaretbilledet. Gå hen til de små; dær hører du til.

Heinrich vendte sig. Hans øjne faldt lige på mig, og han fik vel indtryk af, at jeg ikke havde bestilt andet end at se på ham, for han virrede med øjnene og så bort. Det samme gjorde jeg, for jeg vidste, at den dreng var dømt, og jeg vilde egenlig helst være fri for at se på ham, men hvordan skulde jeg bære mig ad med at la være?

Jeg troede, jeg var kommet mellem dannede mennesker, sae Heinrich, det er jeg vant til, men jeg synes, I opfører jer som en flok tølpere.

Det var første gang, jeg hørte det ord brugt af en dreng. Alene for det sprog han talte, vilde han ha været umulig.

Så var det Peter kom med sit indfald, der aldrig blev glemt, så længe Heinrich var på skolen. Peter var en rask dreng og dygtig, selv om han langt fra kunde måle sig med mig i sprog. Det var for eksempel ham, der gjorde en religionstime så morsom, at hr. Rasmussen måtte gi seks anmærkninger, før vi kunde komme over det. Vi havde salmen: Aldrig er jeg uden våde, og Peter, der havde siddet og set ud af vinduet — det var en dejlig sommerdag — rettede sine øjne på læreren og sae: Jeg kan da ikke forstå at der kan stå: Aldrig er jeg uden våde, for nu er det da længe siden, vi har haft regnvær. — Jeg havde også haft min 5 undren over det våde, men det kunde dog aldrig falde mig ind sådan at røbe mig.

Hr. Rasmussen blev derved nødt til at forklare ordet, og Peter var genstand for megen hyldest i frikvarteret.

Nu i dette øjeblik, da Heinrich stod midt i kresen af os drenge og så sig om som en gammel skabagtig høne, sae Peter pludselig meget højt:

Han må jo ha tre rækker patter ham dær.

Jeg syntes det var morsomt sagt, men jeg kom ikke til at le med, for det gav et gys i mig ved den latter, der blev. Der er nok også blevet leet af mig, men jeg har aldrig været midtpunktet for en hel skolegårds latter; derimod følte jeg i dette øjeblik hvordan det må være at stå i midten og blive grint ad og skulle gøre en hel rejse for at komme et sted hen og gemme sig. Heinrich og jeg var de eneste, der ikke lo, og mærkeligt nok mødtes vore øjne igen. Jeg kan ikke huske, om jeg ikke havde ham mistænkt for at ville finde medfølelse hos mig, i hvert fald forsvandt sådan en mistanke ved det blik, han sendte mig. Det udtrykte et ubehag over mig særligt, som jeg aldrig har kunnet glemme. Hvorfor så han ikke på Peter, som var den, der for lange tider havde gjort ham umulig i skolen?

Peters morsomhed blev gentaget og varieret og forlænget ud over al morsomheds grænse, som 6 det er drenges skik, men latteren var nu oppe, og hvad som helst kunde holde den vedlige.

Heinrich tog det med en mærkelig ro. Han blinkede nok noget, men han græd ikke. Han så sig omkring og tog tingene i øjesyn, men han lavede ikke flere kikkerter af sin hånd. Jeg hørte i næste frikvarter, at han havde været meget fremtrædende i timen med hvad han havde læst, og hvad han særlig var inde i. Læreren var blevet interesseret og havde smilet. Heinrich havde også smilet og set sig om. Mellem denne lærer og Heinrich opstod der et venskab, der holdt sig skoletiden igennem. Manden hed Andersen. Jeg husker, at jeg ikke brød mig om ham, og at han ikke kunde styre os. Han var meget højtidelig, når han indpræntede os vore pligter, og meget arrig, når nogen lavede spetakler. Det var altid de fineste nuancer af god skoleopførsel, han indpræntede os, og altid de groveste løjer, der blev drevet med ham. Han gjorde på en måde Heinrichs stilling mere vanskelig, i alt fald i begyndelsen. I det store frikvarter så vi ham stå sammen med de andre lærere og genta med stor vægt, idet han lae højre pegefinger vinkelret over venstre: Jo ham har jeg straks lagt mærke til. — Han havde en ævne til at virke morsomt, jo mere højtidelig han blev. Dette med pegefingrene over kors og „lægge mærke til" kunde alle drenge straks gøre ham efter.

7

Fra denne mærkelige skoledag husker jeg endnu en ting: Jeg blev grebet i at tegne et dødningehoved i margen af min geografi og fik anmærkning for det. Dødningehovedet havde Heinrichs smaa, kantede hønseøjne. Men den lighed kunde hr. Olsen ikke se; den var også kun beregnet på mig selv. Det var det første, men ikke det sidste dødningehoved jeg tegnede. Jeg lærte dog at undgå flere anmærkninger.

Heinrich blev en eksemplarisk elev og var vel lidt af lærerne. Han antoges at sladre, og skønt jeg ikke ved af noget bevis for det, blev han aldrig fri for den beskyldning. Han var blandt de flinkeste og kunde ikke la være at se sig om, naar han havde klaret sig. Han brugte også at smile til læreren i privat forståelse. Hr. Andersen gengældte altid det smil, blev der sagt. Han og hr. Andersen gik tur sammen, og det modne smil med tilhørende nik, hvormed han da hilste på en kammerat, kunde ingen nok så spottende mine få til at forsvinde. Han følte sig usårlig når han spaserede sammen med sin ældre ven. Sådan tænker jeg mig, at han vilde udtrykke sig.

Vi hørte efterhånden en del om hans hjem. Det var et meget dannet hjem, men altså fattigt nu, og Heinrich var en dannet dreng. Han havde lært hjemme fra, og han fik det også sagt en dag, mens vi alle hørte på det, at med sand dannelse 8 kan man altid komme frem i verden. Det var jo vanskeligt for drenge at finde et svar på det, men den med de tre rækker patter var altid god, og grint blev der da. Mellem os kunde han ikke klare sig, men det var jo vor skyld og ikke hans — som man ser det af hans barndomserindringer, der vil være alle vel bekendt. Han har heri givet et meget mørkt billede af kammeraternes drillerier, og han lar skinne igennem, at årsagen var plebejernes sædvanlige had til åndspatricieren. „Sådan var det altid skik her i Danmark". Alle kender denne skildring så vel som den diskussjon den gav anledning til. Lad også den anden part blive hørt.

Heinrich Mølvad spillede klaver, og han spillede godt; der var ikke noget i vejen for det. Skolen havde et gammelt klaver, som han fik lov at spille på. Han havde i forvejen sørget for, at der gik ry af hans klaverspil, og da han en dag gik op i festsalen, så bemærket som muligt, var der en del drenge, som ikke kunde la være at følge efter, især af de mindre. Klaverspil var jo ikke noget, vi hørte hver dag, og jeg synes, jeg havde en forestilling om, at vi var parate til at finde os lidt bedre i ham, hvis han kunde spille noget morsomt. Jeg kom i alt fald ikke for mulige løjers skyld, skønt jeg var en af dem, der dårligst kunde tåle ham.

Han spillede godt. Vi drenge så på hinanden og 9 indrømmede det i stilhed, men Heinrich mærkede denne stemning, og han kunde ikke tåle det, og så gik det igen galt. For hvad skal drenge gøre, når en dreng sidder ved et klaver og lægger hodet på skrå og kæler med forelskede øjne for en fjerde og femte finger, der laver en trille højt oppe på klaviaturet, og derefter sætter næsen ned i bassen efter en anden trille med tredie og fjerde finger? Voksne kan holde sådan noget ud, drenge kan ikke. Altså stillede en af os sig op ved Heinrichs bagdel, hvor han fingerede at dreje på lirekasse, og nu var stillingen til at holde ud, vi havde ved en kammerats lykkelige indfald hævet os over hans latterlighed. Den sejrende humor er sunde børns privilegium, de lar ingen latterlighed passere upåtalt.

Det varede ikke længe, før Heinrich opdagede forandringen; han vendte sig om, og det var signalet til almindelig latter. Han blev som sædvanlig ikke hidsig, men sae, sådan som kun han kunde sige det:

Man skal ikke le ad Chopin.

Man skal ikke le ad Heinrich, var der en der sae i samme tone.

Heinrich så på os med sine højtidligste høneøjne og sae: Ja I er rå, men det er værst for jer selv.

Hvad skal Drenge svare på sådan noget? En tog 10 ham i armen og svingede ham rundt til han faldt, siden blev han fulgt ned i skolegården under stort spetakkel.

Heinrich lod sig ikke forandre, skønt der fra kammeraternes side blev gjort hvad der kunde gøres. Jeg husker, hvor tit jeg ærgrede mig på hans vegne: hvorfor sae han altid netop det, han ikke skulde sige? Hvorfor vilde han ikke snakke ligesom vi andre? Hvorfor kunde han ikke så meget som gå over skolegården på samme måde som en almindelig dreng? Det varede længe, før jeg vilde tro, at han virkelig ikke kunde.

Især det første år var de andre drenge hårde ved ham, og det lykkedes dem nogenlunde at holde ham nede; han tog ikke vyer gennem den hule hånd (men han havde dog fået lejlighed til at fortælle, at det hed at tage et vy), han spillede ikke klaver på skolen eller talte om kunst og dannelse, men i timerne tog han oprejsning. Der kunde ingen af kammeraterne nå ham og få ham ned, fordi han havde lærerne på sin side, og på skoleballerne voksede han fuldstændig oven ud. Han var balkavaller, og jeg lae med ubehag mærke til, at han var meget ivrig efter at gøre indtryk på pigerne, især de mest voksne, og de tog imod det. De lod sig ogsaa traktere af ham; han bød dem armen og førte dem ud i restaurasjonen: der var vel nok nogen der så det! Han 11 var alvorlig og lo ikke som vi andre, mens han konverserede. (Glosen „konversere" fik jeg endelig lært ved at høre ham bruge den; før den tid havde jeg svært ved at holde „konversere" og „konservere" ude fra hinanden).

En gang havde han sin moer med. Hun kom ind i salen ved sin søns arm. Men det kan ikke beskrives. Hun så sig om med de samme høneøjne og det samme røde ansigt for at indsamle de blikke, der så dem. De hjalp hinanden med at se ud.

Når et stykke bøf har rørt ved papirsrosetten på en hængelampe, så smager hele fadet af petrolium. Latterlighed er som petrolium; det smager igennem alting.

I anledning af samme bal havde Heinrich fået ideen til en kotillon, som han forelae den af lærerne, der sammen med eleverne var balkomiteen, og han fik sin ide antaget, det kunde ikke forhindres. Ideen var også god nok, det var en sne¬bold på en slæde, der blev trukket af to grønlandske hunde og ledsaget af to små eskimoer i pelsværk. Kotillonen gjorde lykke, og Heinrich optrådte dirigerende, så ingen kunde være i tvivl om, at den var hans ide. Hans moer sad og nød ham, han nød hende og sig selv. Det ligefrem lugtede.

Dagen efter kunde Heinrich ikke helt la være at gøre sig til af sin kotillon, han lod sig forstå 12 med betydningen af fordums herlighed og gammel kultur, og da var der en, der sae, ligesom for sig selv: Han skulde egenlig ha en bænketur. Et minut efter blev dette indfald virkelig udført, han blev lagt over en bænk og fik tærsk. Da var der for resten nogen, der sae, at det var råt, og den, der havde foreslået og forestået det, men ikke rigtig kunde motivere det, blev vred og sae, at bænketur havde vi vel nok alle sammen fået. Det havde vi ganske vist, det hørte med.

Heinrich hentyder også i sine erindringer til dette optrin og tilføjer den bemærkning, at der er ikke meget at vente sig af en nasjon, der som den danske altid har mødt dem med forfølgelse og misundelse, der rager op over middelmådigheden.

Sådan havde vi ham da under os på bænken, men det varede ikke længe, før han slap fra os og kom op igen, rejste sig og voksede os over hodet. En dag kaldte han til generalforsamling i skolegården; nogen samlede der sig jo altid, og inden det kunde hindres, stod han oppe på en tom kasse og holdt tale. En af drengene havde været meget syg, men var nu i bedring. Heinrich skildrede, hvilken betydning det vilde ha for ham, om han kunde tilbringe sommeren og det milde efterår ved et badested, men forældrene var fattige, og derfor vilde Heinrich foreslå, at 13 vi samlede penge sammen til ham. Selv vilde han tegne sig for fem kroner, og så vilde han sige en ting til: han vidste godt, at han ikke var afholdt, men han håbede dog ikke, at vor personlige uvilje mod ham skulde gå ud over den kammerat, hvis sag han talte. Han stolede på, at vi for et øjeblik vilde glemme alt personlig fjendskab og forene os med ham om at hjælpe en trængende kammerat og sætte vort navn på en liste, som han allerede havde gjort istand.

Der var ikke noget at gøre; han var ved en overrumpling blevet vor fører, og vi måtte følge ham. En anden kunde lige så godt ha gjort det, men det var nu for sent. Der var to af de ældre, der sae at de havde tænkt på det samme, og Heinrich sae, at det glædede ham at finde tilslutning, og dermed var de bragt til tavshed. Listen gik rundt. For oven stod ganske rigtigt: Heinrich Mølvad — —fem kroner. De større drenge tegnede sig med det samme, de mindre skulde, på Heinrichs forslag, først spørge deres forældre. (Han sae allerede den gang „forældre" og aldrig „faer og moer").

Resten af frikvarteret gik Heinrich omkring, ene, men selvfølende. Han gik op og ned i gården ligesom han kunde være en af lærerne. Jeg ved ikke, hvad nogen måske havde lyst til at gøre; der var i alt fald ingen, der gjorde ham noget. I 14 det hele taget grundlae han den dag en stilling i skolen, som han nogenlunde havde held til at hævde. Han blev jo også ældre, passerede konfirmasjonen og nåede op i overgangsalderen, hvor det ejendommelige undertiden værdsættes højere end det almindelige, og det var vel grunden til, at han alligevel fik enkelte venner til sidst. Jeg forstod ikke, at nogen kunde holde ham ud, men jeg var jo også kun dreng endnu.

Det var meningen, at Heinrich skulde være præst, men der kunde ikke skaffes penge til det, og så forsøgte han sig ved forskellige ting, jeg ved ikke hvad, indtil vi nogle år efter ganske uventet mødtes til optagelse på et seminarium.

Ingen af os var henrykt over gensynet. Heinrich Mølvad fik det stive smil, som jeg kendte så godt, og som altid mindede mig om børns mislykkede forsøg på at tegne et smilende ansigt, men som den verdensmand han var, kom han hen til mig og forhørte sig meget indgående om, hvad der var hændet mig i de forløbne år, nikkede og smilede med alvor og undlod at fortælle om sig selv. Jeg spurte ham da heller ikke ud, men bag efter opdagede jeg, at vor samtales længde var blevet afmålt af ham. Han havde begyndt, og han havde afbrudt den, da han fandt, den havde varet længe nok. Han kaldte mig også ved mit fornavn, hvad vi unge mennesker ikke plejede at gøre.

15

Så skulde jeg altså ha ham at gå og se på i tre år til. Det var mig dog en slags trøst, at en anden skolekammerat, Peter Torsild, også var blevet optaget.

16

Det sker ikke sjældent, når jeg tar ren flip på, at jeg mindes min seminarietid og Peter Torsild. Der var det ved ham, at han skiftede flip to gange om ugen, den var høj, og den klædte hans lyse nakke så godt. Han gik også med manchetter, det raslede altid så fint ud af hans ærme, og det gjorde så godt at spasere med ham op og ned ad gulvet og høre ham rasle — og knage med kravebrystet — mens han stærkt gestikulerende udviklede et eller andet. Torsild barberede sig to Gange om ugen, skønt hans skæg var næsten hvidt. Hans hår var altid halvlangt og strittede smukt til værs. Mens man på mange andre om morgenen kunde se, at de vandkæmmede sig med aabne kamme, så deres hår til at begynde med sad i tykke pensler, der først skiltes ad senere på dagen, så var hans hår lige fra morgensangen inde ved det store orgel fint teset som hør.

Han var klassens gentleman. Hos mig havde han allerede som stor dreng vakt et brændende ønske om at kunne gå med manchetter til 17 daglig — et ønske, der først langt senere kunde tilfredsstilles — og i seminarietiden beundrede jeg ham. Det var der mange andre, der gjorde; derfor skjulte jeg min beundring så godt jeg kunde, og forlangte ikke for meget af ham. Vi var meget gode venner hele seminarietiden. I begyndelsen holdt vi os meget til hinanden; senere fik han også andre venner.

Peter Torsild var veltalende og en udmærket fortæller. Der var ingen af os, der ikke gærne hørte til, når han gav sine erfaringer til bedste. Vi var rene konfirmander i sammenligning med ham. Men han bar sin overlegenhed med stor elskværdighed, og jeg ved ikke af, at han nogen sinde forledte de naive til at delta i sine små private oplevelser. Han sae en gang rent ud til en flok af os: Børn ved ikke, hvor de skal holde op — hø hø hø, så lo han, så vi kunde ta det som en spøg, hvis det var os imod, at tage det som alvor.

Heinrich Mølvad holdt sig i kølig afstand fra os begge to. Min eksistens var for ham noget, han så bort fra så godt det lod sig gøre. Torsild talte han undertiden med, men altid meget formelt. — Han kan ikke glemme dine tre rækker patter, sae jeg engang. — Å hvad, sae Torsild godmodig, vi var jo drenge den gang. — Og jeg gjorde med forundring den opdagelse, at hans eneste følelse for Mølvad var ligegyldighed. Mellem ham og mig 18 var det noget andet. Barndomsbekendtskab kan undertiden være en underlig ting. Vi nævnte aldrig skoletiden for hinanden, og dog tænkte vi på den så at sige hver dag, især det første år, da det gik Mølvad på lignende måde som i skolen, så han havde svært ved at klare sig mellem de store drenge, som vi var. Jeg havde et mærkeligt held til at blive vidne til hans små nederlag og ydmygelser, når han gjorde sig for fremtrædende. Nå — dær har vi en, der gærne vil regere, hed det, og så fik han sig en dukkert. Den var sjælden vittig, men altid hård. — Jeg holdt mig for mig selv, når det var ham, det gik ud over; jeg var tilskuer, tav til det jeg så, og gik. Men vore øjne mødtes altid i sådan et tilfælde, vi huskede bægge vor fælles barndom, så gentagelsen i det, hver fra sit synspunkt. Ellers havde han et stort held til at lade, som om jeg ikke var til, men i sine ydmygelsers øjeblikke så han mig unægtelig og formåede ikke at skjule det. Men det at tænke bestandig på det samme og aldrig tale om det, kan sætte en uovervindelig antipati mellem to mennesker, og her var den sikkert lige stor på bægge sider. Jeg har ikke i min ungdom hadet noget menneske, men der var enkelte, som det var mig en pine at være i stue sammen med. Til dem hørte Mølvad, og jeg forstod ikke, at ikke Torsild følte det samme, ligesom den gang da han stemplede

        

19 den ny drengs latterlighed få minutter efter, at han var kommet ind i skolegården. Der måtte være en meget væsenlig forskel imellem os. Det var en opdagelse, jeg følte mig stærkt skuffet over.

Da det første år var gået, stod Mølvad dog i det hele ganske godt iblandt kammeraterne. Da var drengen jo nogenlunde gået af de fleste af os, og vi havde fået ungdommens særegne art af højtidelighed i stedet, og mange kunde bedre „forstå" Mølvad, som han sae. Ganske vist havde han forholdsvis få venner, men det var til gengæld nogen med indhold i. „Indhold" sa vi meget i min ungdom; det betød ikke forstand, heller ikke just følelse, men noget dybere og mere ubestemmeligt. Kunde man sidde ved et vindu og se ud på solnedgangen og nynne: „Sig mig, lille Karen" eller: „Der står et slot i vesterled", så var der sandsynlighed for, at man havde indhold. Vi havde tre eller fire — men den fjerde var tvivlsom — med indhold i foruden Mølvad. Ved lampe og pibe udmærkede de sig ved deres dygtighed i at fortælle uartige historier. Om Mølvad også gjorde det, ved jeg ikke. Han havde i alt fald stor interesse for erotiske spørsmål, og det hang vel noget sammen med den interesse, at han fik den komiske historie med Ellinor, der blandt mange af kammeraterne skadede hans anseelse mere end den havde godt af.

20

Tæt ved seminariet boede en familie, som man vilde ha kaldt husmandsfolk, hvis det skulde ha gået efter hartkornet, men som selv regnede sig for „uden for bondestanden". Dette begreb var for resten lige ved at holde op med at være fint den gang, men tilfredsstillede dog sikkert familiens fine fornæmmelser, skønt de havde den sorg at hedde Pedersen med „d", men de skrev sig med „t", i hvert fald de unge. Nu må det også indrømmes, at Pedersen næsten var et skældsord for en menneskealder siden. Pedersen hed i en komedie en sædelighedsbetjent eller en anden lummer personlighed. Om tyve år skal vi opleve, at Pedersen blir fint.

Uden for bondestanden — ja så var der jo det ved manden, at han stod op klokken otte og spiste frokost klokken ni, samt at han handlede med heste, uden at han tjente noget større ved det. Egnens bønder var ikke ivrige efter at regne ham for en af deres. Tilmed spillede datteren klaver og havde en medfødt ævne til at ta folk fra oven. Hun sae også altid „bondepige" og aldrig „gårdmandsdatter", en sprogbrug, der straks hævede hende over egnens andre unge piger.

I min tid var hun fem og tyve år, altså fem seks år ældre end gennemsnittet af os seminarieelever, og hun kom til alle vore baller. Det hed sig, at en gårdmandssøn en gang havde friet til hende. 21 men hun vilde ikke være bondekone, hun sae bare: Gør Dem ingen illusjoner! med en værdighed, som ingen komtesse i en dilettantkomedie kunde ha gjort bedre. — Den unge mand blev ganske imponeret over dette fremmedord, som han ikke en gang kendte, men han forstod det da så vidt, at han ikke kom igen.

Nej Ellinor skulde ikke til landvæsnet, hun havde finere fornemmelser, hun vilde ha en seminarist. Ellinor — det var også fint. Ellinor hed ingen i så mange miles omkres, som jeg vidste af. Ellinor gjorde et dybt indtryk på mig — navnet, ikke pigen. (Jeg husker også tydeligt den første Eva, jeg nogen sinde traf, men det kommer ikke denne her historie ved.)

Ellinor begyndte at komme til vore baller, da hun var sejsten år, og siden havde hun danset sig gennem den ene årgang af os efter den anden, hun var en trofast abonnent, og hun vidste en del mer om os, end vi egenlig vidste selv, i hvert fald i een henseende: Hun vidste, hvordan det stod til med vore hjærter — ikke med hensyn til hende naturligvis — længe før vi selv anede noget. Det kom vel af, at hun var så meget tilskuer, det gør klarsynet, men ikke god. Før min tid skal hun ha værret en del omsværmet og haft ganske gode chancer, men senere blev det mere sådan, at hun snarere så til, hun var uden for aktiv tjeneste, men 22 viste også i reserven stor tapperhed til at holde ud. Da jeg så hende første gang havde hun begyndt at blive fyldig, hun havde aflagt eller måske tabt sin tidligere livlighed og førte sig med stor værdighed. Det var ikke langt fra, at den følte sig forurettet, der fik det hverv at invitere hende til bal.

Jeg husker, at jeg en aften kom til at sidde og se på et selskab, hvor Ellinor var med. Mændene var på hendes alder eller ældre; det var ikke seminarieelever. Det var efter et bal og på den fremrykkede tid af natten, da alt hvad der siges eller gøres synes morsomt. En mand, der sad lige over for Ellinor, rakte en lang og kroget pegefinger ud og spurte, hvad der var i den dær medaljon, der hang på hendes blottede hals, og samtidig dinglede han med den. Jeg sad ved et andet bord og hørte slet ikke til det selskab. — Ellinor fjærnede blidt den spørgende pegefinger og svarede, at i den skulde der en gang gemmes en lok af hendes førstefødte. — Det sae hun meget alvorligt, men selvfølgelig blev der leet, og det endnu mere, da mennesket med pegefingeren trak sin lange arm til sig som en passer, der lukkes, og sae: Værsgo og spis! Selv Ellinor lod sig den vittighed byde og lo med. — Jeg rejste mig og gik; jeg var atten år.

Sådan var Ellinor den gang, og så skete alligevel det mærkelige, at der var en, der følte sig lykkelig ved det, der ellers blev betragtet som hoveri: at få 23 hende til baldame, og denne mærkelige mand var altså Mølvad, men han var som han selv sae, jo heller ikke som andre mennesker, og ved denne lejlighed leverede han beviset.

Mølvad, vor klasses alvors- og videnskabsmand, der omsider havde skabt sig en vis posisjon, som han udtrykte det, havde efterhånden lagt sig efter at spille vel meget på sin betydelighed. Han havde aflagt noget af den forekommende verdensmand og var blevet lidt vanskelig i omgang. Sae man et eller andet til ham, så overvejede han først i tavshed, om det var værd at svare på; var det ikke det, så svarede han slet ikke, men slog for eksempel asken af sin pibe, eller han så på sit ur, eller han betragtede himlen, om der var udsigt til forandring i været, men han svarede som sagt ikke. Han gjorde bestemt forskel på de betydelige iblandt os og de ubetydelige. De sidste havde ikke store chancer for at få et svar af hans alvorlige mund. Han var også religiøs på sin ejendommelige gemytløse måde, og han var en fin dogmatiker. Forstanderen, der var religionslærer, havde lagt mærke til ham og havde undertiden private samtaler med ham, hvad der regnedes for at være en stor udmærkelse. Forstanderen var selv en gammel og meget fin dogmatiker. Når da Mølvad kom ned fra en af disse private tankeudvekslinger, mindede han om Moses, da han kom ned fra

        

24 Sinai, men medens Moses ansigt strålede, så folket ikke kunde tåle at se det, så var Mølvads ansigt koldere end sædvanligt, af værdighed.

Så vidt man på lang afstand kunde skønne, når Mølvad betroede sig til en af de betydelige i klassen, drejede hans og forstanderens samtaler sig ikke så meget om dogmatik som om religiøse spørsmål i almindelighed, særlig om det standpunkt, et alvorligt menneske måtte indta til de ny ideer — det var i begyndelsen af firserne — og hvilke forholdsregler der burde tages imod dem. Forstanderen fulgte godt med i den ny bevægelse, som en interesseret modstander, og jeg kan nogenlunde tænke mig hans opfattelse, skønt han aldrig talte til os om den slags ting. Det vilde ha været uden for timeplanen, om vi havde fået noget at vide om vor egen tid. Mens forstanderen altså tav, så talte Mølvad om sine anskuelser og forsøgte at samle os til diskussjon om tidens spørsmål. Han indledede selv med et langt foredrag, hvori han stillede sig ret fjendtligt både til realismen og den fri tanke, politik var der ikke tale om, og det var første gang jeg fik samlet besked om den ny åndsretning. Jeg havde nok læst en del bøger og lejlighedsvis fået fat i et forvildet nummer af et tidsskrift, men her fik jeg et historisk overblik, der irriterede mig så meget, at jeg måtte op og gøre

        

25 indsigelse. Det var en uheldig aften for mig, og mit nag til Mølvad blev ikke mindre derefter.

Da Mølvad således havde rejst en bevægelse på selve seminariet — det var hans egne ord — besluttede han at vække den omliggende egn, men da kom tilfældet Ellinor ham på tværs og stansede ham pludselig i hans udvikling mod ideerne. Hun tog hans krop fangen ved sin yppighed og ved sin gennem mange års træning opøvede koketteri, og det var mærkeligt at se den alvor, hvormed Mølvad gik op i dette som i alt andet. Så vidt jeg kunde se — og det samme mente Peter Torsild — var han rent sanselig betaget af hende, men han tog kødet med samme alvor som ånden, hvad der er tegn på en sand alvorsmand. Men jeg havde unægtelig ikke ventet mig det af Mølvad. Vi ubetydelige slog os sammen og hoverede. Vi sae føj for en ulykke! til sådan en smag. Yppighed er ikke noget for den tyveårige. Senere hen kan det blive farligt nok, men det vidste man jo ikke den gang.

Når vi elever efter et bal sad sammen og drøftede damerne, hvad vi gjorde med megen iver og grundighed, så kom Ellinor også på tale, og der blev sagt drøje ting. Vi var unægtelig rå, men det kom vist af, at vi så så ideelt på kvinden. Vi kunde ikke finde os i, at der var en, der ikke passede til vor ideelle smag. — Det var altså saftige 26 bemærkninger, Mølvad fik at høre, men var det underligt, at det ikke påvirkede en mand som ham? Mølvad så jo dybere, må det erindres. Tilmed var han nærsynet, så det var rimeligt, at han så meget, som vi andre ikke havde øje for. Ingen kunde rose sig af at ha indflydelse på Mølvads syn på nogen ting. Kom ikke til en fire og tyveårig alvorsmand og rok ved hans meninger. Han vil smile alvorligt, trykke din hånd og takke for udvekslingen af meninger; den er så befrugtende, og dermed vil han beholde sine egne.

Jeg må anta han bildte sig ind at finde noget betydeligt ved Ellinor. (Er det ikke mærkeligt for resten, hvor ordet „betydelig" er blevet sjældnere i de sidste fem og tyve år? Da jeg var tyve, brugte hveranden af de unge dette ord, eller nok så meget ordet „ubetydelig" om hinanden. Nu høres det ikke nær så tit. Skulde de ubetydelige være bleven sjældnere?)

Også Ellinor havde med alderen begyndt at få sans for livets alvor. Det så jo også temmelig alvorligt ud for hende. Den, der lige har kastet sin snøre ud, kan more sig med mange ting, han har råd til at ta øjnene fra sit flod, men når han har set på en ubevægelig prop i to timer, blir han stiv i ansigtet. Ellinor var meget for en interessant samtale mellem to danse, og dær var Mølvad den rette mand på rette sted. Det var en fornøjelse at 27 se på de to. De mere tarvelige blandt os lo, og når vi sae til hinanden, som sandt var, at Ellinor trængte til en mand, så følte vi os så sært ukysk berørt, og mange havde ondt af Mølvad. Jeg ikke. Det var desuden altfor spændende.

Da det altså blev klart, at Mølvad aspirerede til at blive ophav til den lok, der skulde fylde Ellinors medaljon, så skete det, at en kammerat en dag inde i spisesalen gav den almindelige undren udtryk ved at sige, at han havde aldrig tænkt sig, Mølvad var en så stor humorist, at han kunde gøre kur til Ellinor. Mølvad rejste sig øjeblikkelig og spurte, om den anden vilde gå en tur med ham i skoven. De gik. Jeg så spændt efter dem og var glad ved, at det ikke var mig, der havde slumpet til at gøre den så nærliggende bemærkning, så havde han jo været nød til at tage notits af mig, og hvordan var det løbet af? Jeg gik i stor spænding, til de kom igen.

Hvad der var blevet sagt, lurede jeg mig til gennem en åben dør, da Mølvad betroede sig til en ven. Han havde hentydet til det gode kammeratskab, der altid havde bestået i den klasse, og udtalt det håb, at der ikke nu skulde komme noget, der kunde forstyrre det, og efter således i velvalgte ord at ha anvist kammeraterne deres stilling til hans privatliv, havde han sagt farvel og var gået hjem.

28

Jeg listede mig bort så stille som jeg kunde i mine tunge støvler. Jeg var imponeret. Mølvad var for alvor ved at vokse os over hodet. Som han forstod at hævde sin værdighed, hvem gjorde ham det efter? Jeg allermindst. Måske var han virkelig betydelig, muligvis blev der en stor mand af ham. Hvem ved? Store mænd er tit latterlige, det havde jeg læst i mer end een bog. Om få år vilde han være overlærer, og hvad vilde han ende med? Og Ellinor? Hun var repræsentativ, men omgivelserne, der ikke passede til hende, gjorde, at hun tog sig komisk ud. Som dreng har jeg hjemme i landsbyen set en oberstinde; jeg syntes også hun tog sig komisk ud, men i København var hun en stor dame. Og Ellinor var på modrende side af fin familie; hvem vidste hvad forbindelser det kunde være, som var af betydning for Mølvads karriere? Hvad begreb havde man idet hele taget om nogen ting?

Jeg var fuldstændig rundtosset, og jeg gik lige til Peter Torsild med mine spekulasjoner. Han maatte smile og kunde altså ikke bakke på piben sålænge, og da jeg var færdig, foldede han hænderne over det vel tilrøgede pibehoved og sae: Ja du er en sød dreng, men hvad det er, der har gjort ham tosset, det ser man da straks, når de to er sammen. De trænger såmænd lige hårdt til hinanden.

29

Det var jo ikke synderlig dybsindigt, men det var meget jordisk, og det er rart at blive sat ned på jorden af en fast hånd. Man tørrer sveden af sig og har det godt igen. På grundlag af Torsilds bedre viden kom vi i en diskussjon, der snart førte os bort fra Ellinor. Den skal derfor ikke refereres.

Ellinors øjne, der var to pålidelige forposter, havde snart opdaget Mølvad, og de vinkede til ham, at han kunde komme nærmere. Og det gjorde han. Det skulde altså være Mølvad. Vel, Ellinor indrettede sig på, at det skulde være Mølvad. Hun tog meget alvorligt imod ham, og alvoren faldt hende så meget lettere, som hun var begyndt at blive træt. Også Mølvad var noget træt og tillige tung af væsen, hvad der til dels kom af, at han læste og røg så meget. Og så længtes han, som han betroede en ven, efter kærlighed. Det blir man også tung af.

Mølvad gik metodisk til værks, han erhværvede sig først forældrenes agtelse, siden gik han lange ture med Ellinor. De talte sammen om alle de ting, der har betydning for to mennesker, der tænker på at leve et helt liv sammen. (Det har han ikke betroet mig, men sådan måtte han ha udtrykt det, hvis han havde betroet mig noget). Mølvads opførsel var lige fra først af en erklæring, der ikke var til at ta fejl af, og Ellinor var lykkelig en hel balvinter igennem. Vi mærkede en tydelig 30 forandring i hendes væsen; hun blev så moderlig over for os, og der kom noget overbærende i den måde, hvorpå hun hørte os udvikle vore ungdommelige formeninger, og når vi var færdige, henviste hun os til den tid, da vi blev lige så gamle som hun og fik bedre forstand. Hun indrømmede altså officielt, at hun hørte til de ældre, hvilket ældre piger kun gør af desperation, eller når de har udsigt til at blive gift.

Mølvads værdighed udviklede sig smukt i den tid. Man behøvede bare at møde ham på en af hans spasereture med Ellinor: det fremmede blik og det „Da", hvormed han hilste på en kammerat, var sandelig noget, der kom fra oven. Men ved kaffebordet på vore baller kunde det ske, at Ellinor beredte ham visse ydmygelser. Hun var næmlig ikke aldeles sikker i brugen af fremmedord, og en sådan sikkerhed var i min ungdom et pålideligt kendetegn på dannelse. Jeg har hørt en ung pige prale af, at hun lige fra sit trettende år kendte forskellen på „differens" og „difference", og jeg har fra en ung pige modtaget et triumferende blik i anledning af en anden ung pige, der blottede sig med udtalen af ordet „debut".

Ved et af de omtalte kaffeborde sae Ellinor „senerade" to gange efter hinanden, og vi var mange der lo, men Mølvad blev ked af det og forklarede det som en forsnakkelse. Det var jo dygtig 31 dumt af ham. „Senerade" lyder udmærket og har ganske anderledes klang end „serenade". Den, der kan begå sådan en fejl, må dog ha sans for sproglig velklang, men Mølvad var en dannelsesfilister — som man da begyndte at sige.

Jeg blev så indtaget i „senerade", at jeg en gang i alvor kom til at sige det på klassen, og der blev vældig latter. Bag efter blev jeg af kammerater klappet på skulderen med den sædvanlige trøst: Du blir nok gift. Men Mølvad lo ikke, erindringen var ham for pinlig. Jeg ved knap, om han kunde le, men når der ellers skete noget morsomt, havde han nogle trækninger, ligesom der blæste en kold vind hen over hans ansigt. Det var hans form for smil.

På den anden side kunde Ellinor også berede Mølvad store glæder ved udslag af dannelse. Var det ikke smukt for eksempel, at hun midt i et svedende stykke bondeland udgjorde en lille ø af dannelse, der transpirerede? Men det regner jeg endda ikke for noget imod et, muligvis af hende selv skabt ord, der en aften faldt i en balkonversasjon, hvor der var tale om at danse altfor meget. Ellinor sagde da: Det ser virkelig heller ikke godt ud på en balkavaller, når varmen sådan ligefrem triller ned ad panden på ham. Mølvad og jeg så på hende, vi var bægge glade over det nye ord, han på dannelsens, jeg på sprogets vegne.

32

I anledning af ordet „varmen". — Vi havde en dansklærer, der var en meget dannet mand, både i sin overlegenhed over for os og i det sprog han lærte os at skrive og tale. En troskyldig fyr, der sad ved siden af mig, benyttede en gang i en fortælling ordet „bondemand" — hans faer var gårdmand ligesom min faer — men det syntes han vel var dannelse, at han på den måde kunde hæve sig over den stand, han nylig havde forladt, og vor lærer lod ordet passere. Havde jeg ikke hørt Ellinor til stadighed benytte ordet bondemand, kan det jo godt være, det ikke havde stødt mig. En anden gang var den samme kammerat ikke så heldig; han lavede følgende eksempel på en bindeordsbisætning: Jo mere man arbejder, des mere svedt blir man. — Den dannede mand på katedret satte et ansigt op, som om eksemplet lugtede, og da han var kommet sig og kunde tale, sae han: Hvis De endelig skal bruge det ord, højstærede, vil De så ikke i det mindste sige svedig. — Jeg havde siddet og tegnet et dødningehoved i margen af min gramatik og skulde lige til at anbringe en sveddråbe på panden af det, men ved det sidste ord gav det et sæt i mig, jeg blev selv flov og svedig, for jeg kunde godt ha sagt „svedt", havde det været mig. Og skønt jeg ikke af den grund kom til at holde mer af mennesket på katedret, så virkede belæringen godt nok, og i de

        

33 næste syv år benyttede jeg ikke ordet „svedt", for ciannelsens magt er stor. Men hvad forslår ett ord? Til eksamen kom jeg alligevel galt af sted. Da jeg var oppe i gymnastikteori, benyttede jeg det udtryk „at vende tæerne ud ad". Eksaminator satte det samme ansigt op som vor dansklærer over „svedt", han kunde altså også lugte noget, og han bad mig i en meget brøsig tone om at sige fodspidserne. Jeg rettede det gale ord og fremstammede en undskyldning, svedig af flovhed over mig selv. Nu havde jeg altså to ord at undgå. Men også det sidste har jeg taget til nåde igen, og nu er der på den måde slet ingenting igen af det danske, jeg lærte på seminariet.

Historien med Mølvad og Ellinor, der forlængst var blevet kedelig at se på, begyndte et skønne forår pludselig at blive morsom igen. Pigebarnet fik nykker. Hun mente vel, at da hun så nemt havde fået een tilbeder, som vi sae på vort bogsprog, så kunde hun lige så næmt få een til; hun vilde ikke binde sig. Hun begyndte vel også at få øje for, at Mølvad var en uanselig mand. Nogle kvinder forlanger ånd, andre foretrækker krop; Ellinor talte mest om ånd og mente altid krop. Også Mølvad var jo meget en åndens mand, men han led i sit kød. Hvorfor kunde de to så ikke finde hinanden? Men Ellinor drillede ham ligefrem for at se ham blive vred og lo så ad ham. Hun satte al

        

34 moderlighed til side og svang sig paa vore baller som en syttenårig. Det var som at se en gammel skuespillerinde optræde i sin ungdoms glansrolle. Hun var i denne periode meget ærlig og morsom, og hun kom i vælten igen, hun koketterede til alle fire verdenshjørner, og vi havde kraftkarle på op mod halvfjerds tommer, der kunde male hende rundt, som hun skulde. Der stod morskab om hende, men for mig varede det sådan noget som ti år, inden jeg kunde se det morsomme deri. Den gang var jeg kun forarget.

Virkningen på Mølvad var udmærket: han blev endnu mere forelsket. For ham var det, tænker jeg mig, „en ynde mere". Når man mødte dem på deres spasereture, kunde man se, at de havde skændtes, og hans hilsen havde mistet noget af sin værdighed.

Så var det, at Peter Torsild optrådte på scenen, og den mislykkede idyl blev til et drama. Han var pigernes mand. Navnet Torsild lyder ikke af meget, men når han kom ind i en kres af en halv snes piger, og det lød fra alle sider:,, Hr. Torsild," så fik det både melodi og modulasjon. Han ødslede med kvinder; det har han altid gjort, og jeg kan ikke vide, om ikke kvinder elsker ødselhed, også når det er dem selv der omsættes. Noget, der lignede Torsild udmærket, det var, en hel aften at 35 gøre kur til husets datter og bag efter at ha stævnemøde med pigen.

Torsild havde aldrig vist Ellinor synderlig opmærksomhed, men nu begyndte han at komme der i huset, hvor han især af Ellinor blev modtaget med stor forekommenhed. Denne tilstrømning lod ikke til at forbavse hende; nu havde hun altså to, og der kom noget af samlerens hensynsløshed over hende. Mølvads spekulasjoner og tobaksrygning tog til i en betænkelig grad. Ellinor undgik at tale til ham om Torsilds besøg, der efterhånden blev til hemmelige stævnemøder.

Jeg husker fra denne periode en balaften, hvor den dramatiske trekant Mølvad—Ellinor—Torsild udfoldede sig smukt og tydeligt. Torsild viste meget fyrighed over for Ellinor og måtte nu og da vises tilbage med en værdig håndbevægelse; jeg så ham da gemme sig stærkt smilende ind i en krog, hvor en eller anden klappede ham på skulderen med vort stående slagord: „Ja ja, Torsild, du blir nok gift" — Mølvad søgte at bære sin skinsyge med værdighed, og Ellinor delte sig upartisk mellem dem. Hun tilstod ikke Mølvad dette mere, som han krævede, men gav hver sit, som det sømmer sig en dame. Her i vor balsal havde hendes ånd udviklet sig, her viste hun, hvad hun havde lært, ved at kokettere med alle og ikke begunstige den ene frem for den anden, hvad der vel må være den 36 højeste balsalkultur. Mølvad beklagede sig, så jeg, i et hjørne, hvor belysningen ikke var stærk; til svar fik han en dames korrekte smil og gik mismodig tilbage over gulvet, hvor han blev mødt af Torsild, der gik i modsat retning med den hvide flip skinnende højt op i nakken.

Lidt efter så jeg Mølvad stå henne ved musiktribunen med en hånd inde på brystet og vise sin sindsro. — Jeg har senere set ham indta samme stilling på en talerstol; han må allerede da ha haft en fornæmmelse af, at det gav hans lille person noget vist plastisk. Men værdigheden kan ikke opretholdes en hel balaften igennem. Man vinder ikke en pige ved at stå med hånden inde på brystet, når andre løber om kap om hende; også Mølvad måtte ud i konkurrencen. Jeg så ham ta tilløb, når en dans begyndte, men Torsild kom ham i forkøbet, eller han satte en anden op til det, og Mølvad kom for sent. Men så kunde det ske, at Ellinor gav ham et nik, og han kom lydig og hentede sin dans. Han var altså under dressur. Ja så kunde man jo slutte, at der var et stykke igen. Når en mand går ind på at la sig dressere, må han ha meget håb, men ingen vished.

Jeg blev umådelig klog af at se til. Når man harset så meget, tænkte jeg, så kan der ikke hænde en selv noget.

Sådan stod sagerne — i en trekantet ligevægt, 37 en hel vinter igennem med alle dens farlige baller, og jeg fulgte udvikling med samme spænding, som da jeg i mine drengeår fulgte romanen i „Folkets Avis" og fik min spænding stemmet op ved det stadigt tilbagevendende „Fortsættes". Også denne roman fortsattes, men den måtte læses på afstand, mellem linjerne og i usammenhængende stykker. Det var meget pirrende læsning, og små lumskerier måtte begås, når hullerne i romanen blev for store og gjorde forståelsen vanskelig.

Torsild nåede efterhånden så vidt, at han kunde tillade sig en del, men når Ellinor deraf vilde drage visse slutninger, der ligger nær for en ældre pige, der er rustet til ægteskabet, så lo han af fuld hals, til hun lo med, skønt hun ikke rigtig vidste hvad hun skulde tro. Der var ikke et ærligt svar at få af ham, knap nok et fornuftigt ord, men man havde indtryk af, at Ellinor var godt tilfreds med det, som det gik. Jo mere tåbeligt en forelsket mand opfører sig, des mere sikker føler kvinden sig som regel. Men Torsild — den laban — var ikke forelsket.

Foråret kom igen. For Mølvad var det en vanskelig tid: nær forestående eksamen, intensiv tobaksrygning, tvivl, spekulasjon, forelskelse, og grønne blade. Mølvad sparkede dynen af sig om natten, men hvad forslog det? En dag gik han så hen og friede. Han købte sig ikke en ny stråhat 38 eller tog en blomst i knaphullet. Han listede skulende ud af knejpen — sådan kaldte vi vore værelser — og de, der så ham, sae: Hvor mon han skal hen?

Han var, som han betroede en ven, kommet i tvivl om Ellinors indre værd, men i hendes afslag hentede han vel så kraft til at elske hende på ny, for han viste snart, at han ikke havde opgivet hende. Han havde også bedt hende modta hans venskab. Det tog hun imod, men meget koldt.

Da Torsild kom næste dag, fortalte hun ham om Mølvads frieri. Han syntes det var vældig sjov og lod sig alle enkeltheder fortælle, men det opmuntrede ham ikke til selv at gøre noget lignende, skønt alting var lagt sådan til rette, at han bare behøvede at sige et ord eller ta hende på skødet, men da han så fælden stillet an med Ellinor hængende derinde på en krog som flæsket, da gik han som en klog rotte uden om, men leende, og hun lo som sædvanligt og mente, at hun havde så godt som fanget ham. Jeg måtte beundre det humør, Torsild kom hjem med. Hvordan kan man drive det så vidt med en pige uden at blive led ved hende?

Maj måned kom, og vi fik efterhånden vor eksamen og gik ud for at sige farvel til vore bekendte. Se her et eksempel på skæbnens underlige spil: Mølvad begynder med M og Torsild med T, 39 Mølvad blev først færdig og kom ud for at sige farvel til Ellinor og forny sit frieri. Men Ellinor sad med sit T i baghånden, og der var ikke noget at gøre for den, der begyndte med M. Fire dage efter blev bogstavet T demitterei, og Torsild kom for at sige farvel.

Ellinor ventede ham så vel som hans erklæring. Han kom, men erklæringen udeblev. Hun fulgte ham til stasjonen, sae tre gange farvel, men der var ikke andet at presse ud af ham end farvel, og så gik toget. Torsild var borte, og Mølvad havde, på hendes egen opfordring højtideligt givet afkald på hende. Han vilde glemme, havde han sagt.

Torsild var i glimrende humør som altid, da jeg kom hen til kupedøren og sae farvel. Til gengæld følte jeg al den selvbebrejdelse og al den lede, han måtte ha følt, hvis han ikke havde været den han var. Det hele var efterhånden blevet mig for råt, og jeg følte formelig livslede, da toget rullede bort. Jeg havde tabt lysten til at besøge Torsild i ferien, som jeg dog havde lovet.

Ellinor kom hen til mig og foreslog følgeskab. Hvad var nu det for en sympati? Jeg undskyldte mig med, at jeg skulde en anden vej.

A det er såmænd ingen nytte til at hænge med hodet, sae hun desperat lystig, og da jeg ikke kunde finde et passende svar, gik hun knejsende.

Ja, ja du blir nok gift, hviskede jeg efter hende 40 og følte en ubehagelig lyst til at le. — Hun havde altså i sinde at fortsætte. Å disse seminariets stabile baldamer. De er lige så forældede som vore lærere! Hvor det skulde være en forfriskelse at komme væk fra det altsammen! Om en uge havde jeg eksamen, og plads havde jeg også, næmlig som timelærer i en lille by.

Men jeg slap ikke så let fra det. I løbet af ferien hørte jeg, at Mølvad havde fået ansættelse ved samme skole.

41

Udrustet med andres erfaringer, som jeg har forstået bedre end vedkommende selv, beriget med oplevelser, som andre har haft, for at jeg skulde slippe næmmere til dem, drager jeg nu ud i verden, sae jeg til mig selv, da jeg sad i kupeen på vej til den lille by Stenkøbing, overbevist om, at min dansklærer, den smukke mand, vilde billige denne smukke periode. — Så skal man altså ud i verden; hvor det ord lyder fornemt, når man har lært at udtale det med langt e og ikke som „værten". Og fra nu af skal man klare sig selv, tænkte jeg vemodig og skitserede et dødninghoved på det sløvede kupevindu. Men så har man også sit eget værelse, sin egen fritid, hvor man kan læse, hvad man vil. — Det sidste var næsten det bedste. Jeg var under mit seminarieophold efterhånden blevet led ved bøger, men efter to måneders sommerferie var lysten til dem kommet igen.

Stenkøbing var ikke stor, dog altid en halv snes gange så stor som min landsby. Jeg vilde ikke haft den større. Det, der overraskede mig mest ved 42 det første bekendtskab, var byens lugt, der var ens over det hele. Jeg kom efterhånden til at forstå den. Når en række huse længe nok har stået op ad hinanden, blir de efter lange underhandlinger og ved gensidig påvirkning enige om at lugte ens allesammen, idet hvert enkelt hus opgir noget af sin ejendommelighed og lar den gå op i den store fælleslugt. I min landsby var der ikke nogen bestemt lugt. Der var ganske vist stegt flæsk om middagen, sirener om foråret, og smedien med sit sod midt i, men hver holdt på sit, det skiftede med dagens og årets tider. I løbet af fem og tyve år er Stenkøbing imidlertid vokset, og nu lugter den næsten ikke mer. Men jeg har genfundet den samme lugt i mangfoldige afsides gader i Paris. Og med lugten mælder sig den første sætning, jeg husker fra Stenkøbing. Dette her er meget bedre som det andet, sae en kone til en anden. Jeg gik i stå og måtte se på hende. Hun blinkede og flyttede øjnene hen på mig og blinkede dem væk igen. — Snakker folk sådan her? tænkte jeg. Jeg gik ind hos boghandleren og købte mig en notebog med tilhørende blyant. Jeg har den endnu. Dens tittel var først: Interessante sprogfejl, men ordet „fejl" blev snart overstreget og erstattet med „iagttagelser". Med denne lille ændring begyndte jeg at løsrive mig fra min dansklærers indflydelse.

Et andet stød i samme retning fik jeg i den aller

        

43 første tid af en af drengene på skolen. Jeg skulde gennemgå fremtid med en klasse og gav da følgende spørsmål: Hvad hedder „jeg fryser" i fremtid? — Jeg vil eller skal fryse, svarede drengen uden at betænke sig; det stemmede også med, hvad jeg havde gennemgået. — Det lyder da forbandet, tænkte jeg og kom i uvished. — Drengen, der var en af de flinkeste i klassen, var derimod sikker nok i sin sag; han ventede anerkendelse af sit svar, og da den ikke kom, så han først på mig og så på de andre. Jeg så godt hele klassen begyndte at smile, jeg mærkede at grunden skred under mig og vidste hvor farligt det er, men jeg kunde ikke bekvemme mig til at gi det ventede nik. Min dansklærer vilde ha nikket, det vidste jeg, og jeg rystede på hodet. — Jo det hedder skam „jeg vil eller skal fryse" gentog drengen. Dette lille „skam" var begyndelsen til næsvished, men hvad skulde jeg gøre? Det lød ikke bedre af at blive gentaget. — Lad os gå videre, sae jeg med mat stemme.

I frikvarteret var der ganske vist en pige, der udtalte, et jeg vist var meget lærd, men hun var selv af de dummeste, og den almindelige udlægning af min tavshed var mig ikke så gunstig. Allerede i næste time var en anden knægt næsvis nok til at bemærke, at han forstod ikke, hvordan Jonas kunde komme igennem hvalfiskens hals, da

        

44 den som bekendt var meget snæver, men her kunde jeg klare mig. Jeg svarede med myndighed, at ordet hvalfisk ikke må tages bogstaveligt. Det ord, der stod i den hebraiske tekst, betød et eller andet søuhyre, men man var blevet enig om at oversætte det ved hvalfisk, og desuden, hvad det så er for et dyr, så ved vi jo, at for gud er ingenting umuligt. — Min myndighed og min henvisning til den hebraiske tekst gjorde indtryk og reddede noget af, hvad jeg før havde mistet. I religionen var jeg sikker nok, men i dansk var jeg blevet en tvivler.

Det varede da heller ikke længe, før en anden dreng satte mig til vægs, i stil. Jeg havde rettet en vending i en genfortælling, og drengen tillod sig da den bemærkning, at sådan sae man, og de andre stemte i, hvad de jo ikke havde lov til i følge skolens ordensbestemmelser. — Ja, men man kan ikke skrive noget, bare fordi man siger det, frem stammede jeg. Det var min gamle dansklærer, der talte igennem mig, og ligesom jeg havde sagt det, mærkede jeg, at jeg ikke mente det, og det gjorde heller ingen indtryk.

Det var første gang jeg rigtig hørte mig selv genta, hvad der var blevet mig indpræntet tre år igennem, og det blev ikke sidste gang, men jeg følte altid lede ved sådan at høre en andens røst lyde gennem min hals, og jeg indså 45 nødvendigheden af at blive det kvit. Det var værst i dansk, senere angreb det også min religionsundervisning.

En dag blev der på mit kateder fundet et dødningehoved, jeg i et modløst øjeblik havde tegnet og siden glemt. Jeg fandt drengene samlede om det, og den, der havde fundet det, tilbød at gi mig det tilbage, men spurte med det samme, om han ikke måtte ha det; det var så udmærket. Det mente også alle de andre, og da jeg så, at deres beundring var oprigtig, lod jeg den lykkelige finder beholde hodet, og siden var en eller anden fantastisk tegning en attrået udmærkelse, som jeg naturligvis var meget kostbar med. Det var et for mig uventet og tillige ufortjent resultat, men det gælder om at være praktisk og benytte sig af ethvert tilladeligt middel til at holde stillingen, endskønt det morede mig jo ikke at gi en så intim bekendelse fra mig, som det førstnævnte hoved var. Dog, det intime forstod ingen.

Jeg gik en dag til overlæreren og spurte, om det var nogen, der gav undervisning i dansk. Han lo ad mig og svarede, at jeg jo havde mg. i dansk, men han gjorde mig med det samme med stor myndighed opmærksom på, at jeg manglede myndighed. Ja det var sandt. Jeg havde mistet min selvtillid, og så havde jeg Mølvad at se på, som gik omkring og var stor og kom til overlæreren og til andre af byens spidser og var regnet for 46 næKsten lige så meget, som han regnede sig selv for, og det var stadig i tiltagende. Kun drengene foragtede ham, og han måtte bruge hårdhed for at styre dem. Drenge er drenge, og jeg måtte vel ikke være blevet voksen endnu; jeg så på ham med samme øjne, som da jeg var tolv år.

Jeg gav mig til at læse videre i tysk og engelsk og tog timer i fransk. Fra fire til seks og fra otte til ti var det mindste jeg læste hver dag. Jeg havde vistnok en uklar forestilling om, at jeg måtte lære dansk ad en omvej, når jeg ikke kunde lære det direkte, og selve omvejen interesserede mig stærkt. Jeg gjorde store fremskridt.

I skolen lønnede dette arbejde sig; jeg kunde gi besked om fremmedord og deres sammenhæng, og den dumme pige fik medhold: jeg var alligevel på et vist område en lærd mand. Jeg kom efterhånden ganske godt ud af det med børnene, jeg var venlig mod dem, og de var venlige mod mig, men de regnede mig vist ikke for meget. Også jeg selv havde tit en trykkende følelse af egen ubetydelighed, som jeg bedst kunde fordrive ved at læse. Den lethed og sikkerhed, hvormed jeg tilegnede mig fremmede sprog, var det, der mest bidrog til at holde min selvagtelse oppe.

Tiden fra sommerferien til jul er den mest stille periode i mit liv. En bog, som en lampe skinner hen over, er dog et af de fredeligste landskaber, 47 man kan tænke sig, indtil man en dag kommer til at sidde over for en bog, der griber dybere end i ens filologiske interesse. En sådan bog var for mig La Rochefoucaulds tanker, som jeg begyndte at læse for sprogets skyld, men hvis indhold snart satte mig i den største sindsbevægelse. At verden skulde være så egenkærlig og fuld af farlige lidenskaber, så fordærvet, det tiltrak og frastødte mig på en gang. Jeg fik lyst til at være med og var glad ved, at jeg var uden for. Hvad skulde der blive af et menneske som mig i den verden? Jeg måtte nok hellere beskæftige mine tanker med andre ting: jeg begyndte at læse islandsk, det kølede, ja selve sproget var ligesom mere svalt.

Da uroen over kvindens mulige skæbnesvangre farlighed havde sat sig lidt, lae jeg for resten mærke til, at der var kønne piger i byen Stenkøbing. — Men jeg studerer, sae jeg, og ingenting med kønne piger i har noget med mig at gøre.

Det forhindrede mig dog ikke i kort efter nytår at gå med til håndværkerballet, hvorfra jeg særlig husker en ung pige fra landet, som jeg dansede noget med. Tre uger senere mødte jeg hende på gaden. Hun kom mig i møde med et smil, der umulig kunde gælde andre end mig, men det forsvandt, efterhånden som hun kom ud for mig og fik set på mig, og dog er jeg mig ikke bevidst, at jeg med overlæg har set særlig ligegyldig ud. — 48 Ja men, lille pige, tænkte jeg, sådan ser en mand ud, der studerer.

Der var også en anden, jeg lae mærke til, og som hørte hjemme i byen, men jeg dansede ikke med hende. Jeg holdt mig langt væk fra alle, der havde dette smeltende blik, der drejer sig ligesom en klat smør på en varm pande. Hun gjorde megen lykke, og på gaden så jeg hende mest i herreselskab. Hun havde klumpnæse og livlige øjne, der også kunde se meget trætte ud; håret var også livligt at se til, og så havde hun en altfor bred mund. Hendes stemme var lidt hæs, og hun var meget højrøstet; hun forbrugte en mængde vokaler: a—a og Å—å og u—u og i—i, allesammen meget lange. Jeg gad vide, hvordan æ—æ vilde gøre sig i en balsal.

Hun hed Elvira. Forældrene var altså affekterede og hun selv rimeligvis med, for affektasjon nedarves gerne. Elvira lyder godt, når det råbes ud igennem en pludselig opsmækket dør af en tiårig tøsestemme. Elvira er et godt skrigenavn. På den måde hørte jeg først det navn, da jeg fra Februar kom til at bo i hus med hende.

Fra den tid så jeg hende jævnlig og blev altså nød til at hilse, når jeg mødte hende på trapperne. I det daglige så hun tit melankolsk ud, når hun sådan færdedes ud og ind ad dørene i et eller andet arbejde. En klud i hånden plejer ellers i den alder at gi et vist humør.

49

Hvad slags pige var hun? Var hun som en tallerken gammel grød i en hønsegård, som alle hakker i, og ingen vil æde. Ligesom Ellinor altså? Mange venner, men ingen kæreste. Hendes sprog var formodenlig affekteret; jeg hørte hende en dag sige om en ung mand, at hun satte megen pris på ham. Altså over fem og tyve år.

En dag da jeg stod på trappen og var faldet sådan i tanker, at jeg ikke kunde komme længere for det første, kom Elvira løbende ned forbi mig med overtøj på. Ligesom hun var ud for mig, kom jeg også i bevægelse og begyndte at gå. Det vilde jeg også ha gjort, hvis det havde været en hund. Og da vi nu gik ved siden af hinanden, spurte hun, om vi skulde gå en tur sammen. — Ja sae jeg og stod stille for at gøre mig klart, at det ikke var påtrængenhed af hende, men en fin måde at klare en vanskelig situasjon, som jeg havde skabt ved at gå ved siden af hende.

Ja men så ta Deres overfrakke på, sae hun; ellers kommer De til at fryse.

Kommer til at fryse, tænkte jeg, sådan hedder jo fremtid af „jeg fryser", og det kunde jeg ikke finde på selv.

Jeg smilede og jeg tror også jeg rødmede; hun smilede også, men blev ikke rød, og sådan stod vi lidt og så på hinanden og ligesom forpligtede os til fortsat bekendtskab.

50

Vi gik en lang tur og havde det helt morsomt. Hun var let at tale med og åbenhjærtig. Hun fortalte mig, at første gang hun havde set mig, syntes hun jeg så så interessant ud. Jeg tænkte over det, da jeg kom hjem. Hvordan skal man afgøre, om sådan noget er alvorligt ment, eller om det er et kneb, især første gang man hører det? Man skal vist også være meget over tredve år for at være uimodtagelig for at se interessant ud i en ung piges øjne. Sådan en kompliment kunde Ellinor ha sagt til Mølvad. — Glem ikke tilfældet Ellinor, når du vil bedømme en kvinde, formanede jeg mig selv. Og for hver uheldig egenskab hun røber, vær overbevist om, at der er ti hun skjuler.

Det er let nok i ensomhed at tænke kynisk om kvinder, når man har oplevet Ellinor og læst La Rochefoucauld, men når man selv står over for det levende pigeproblem, så risikerer man alligevel at blive åbenhjærtig og uagtsom og ganske glemme sig selv. Tilmed var Elviras sprog ikke så affekteret, som jeg havde tænkt mig; hun gav mig under vor samtale mange eksempler på det levende og ugrammatikalske sprog, ja det var egenlig hende, der rigtig lærte mig at høre det talte sprog.

En dag kom jeg ind til hende med en bog, hun havde bedt om at låne. Jeg traf ikke hende selv, men på bordet lå hendes krøllesaks, som jeg tog 51 op og undersøgte. Jeg kunde akkurat lægge min lillefinger ned i bøjlerne, altså kunde min lillefinger sidde inde i en nylavet krølle. I det samme kom hun farende og snappede jærnet uden et ord. Men jeg skulde jo ha min bog afleveret, jeg blev stående, til hun kom igen. Det varede ikke længe. Hun var så sikker på, at jeg var gået, at hun ligesom snappede efter været ved at se mig der endnu. Jeg kunde ikke la være at smile, men det kunde hun.

De skulde jo ha denne her bog, sae jeg.

Tak, sae hun, tog den ud af min hånd og lod den ligge lige foran mig. Det havde været mere høfligt, om hun havde lagt den et andet sted hen, syntes jeg, og så uvilkårlig op på hendes pande, der hang fuld af friske krøller. Jærnet havde også været lunkent. Krøller kan jo egenlig være lige kønne, tænkte jeg, fordi man har set det jærn, de blir laved med. Det havde jeg også lyst til at sige hende, men hun så så alvorlig ud, at jeg ikke kunde få det frem. Hun så næsten barsk ud. Endelig gik jeg da.

Inde på mit værelse tænkte jeg: Kvinden er et teater, hvor adgang bag kulisserne ikke er tilladt. — Ja det skulde jeg ha sagt til hende, det havde været raskere gjort end at blive flov og stum, så at sige på hendes kommando.

52

Det er en mærkelig oplevelse at se en pige komme een i møde med et strålende smil, der er tiltænkt det mandfolk, der går lige foran en. Man blir forundret, glad, flov og sgu fuldstændig lige glad, men man kan ikke glemme det, selv om pigen hedder Elvira, og mandfolket kalder sig Mølvad.

Elvira røbede en ny side af sin karakter ved at interessere sig for Mølvad. Hvordan det forholdt sig med gensidigheden, fik jeg at se en aften på hotellet under en konsert. Midt på en bænk sad Mølvad; nogle pladser til venstre en ung pige; yderst til venstre Elvira. Jeg havde en ståplads ved et vindu. Mellem disse tre udviklede der sig en øjenkomedie i fem akter. Den begyndte med, at Mølvad og den mig ubekendte pige så på hinanden. Det gjorde de langt og tit og venligt. Det var en idyllisk akt uden stor afveksling, og da de første blikke var lige så varme som de næste, så kunde der ikke være tale om fremadskridende handling. — I anden akt kom Elviras øjne ind på scenen. Ved en fejltagelse kom hun på den 53 tro, at Mølvads blik gjaldt hende; vinklen mellem de to sigtelinjer fra ham til de to piger kunde da heller ikke være mere end fem grader. Elvira tog altså mod Mølvads blik og gengældte dem langt og tit og venligt. Det samme gjorde den mellemste pige, hun anede i begyndelsen ingenting. Men for Mølvad indtraadte altså en konflikt: han måtte levere to slags øjne og to slags smil, en til mellempigen og en til Elvira, den ene slags kærlig, den anden høflig men kold. Nu at sigte rigtigt og skifte rigtigt var ikke let. Tilsidst opsnappede Elvira, der heller ikke anede noget, de blikke, der ikke var hende tiltænkt, og det medførte sådanne forstyrrelser i Mølvads afsendelser, at den mellemste blev opmærksom og anede tilstedeværelsen af en forstyrrende trediemand. — I begyndelsen af tre-die akt så den mellemste sig om og opdagede uden vanskelighed Elvira, der sad og gav sig hen i det. Elvira fik midt i sit smilende, forsvarsløse ansigt et blik så ondt, at det gav et spjæt i hende; hendes mund blev stående på halv, og hendes øjne rykkedes med en næsten umærkelig bevægelse de fem grader hen på mellempigens ansigt. Da hun ikke straks forstod, fik hun et stik til, det hjalp, hun bøjede hodet, og akten var forbi. — Fjerde akt begyndte med, at Mølvad, der havde set den enes nakke og den andens ansigt, også fik et stik, som han søgte at afbøde ved smil og ydmyghed;

        

54 den mellemste så til venstre, om det måske var til Elvira, der for resten ikke så det, og fremviste derefter en hånlig profil og vendte blikket lige frem ad, til fornøden efteretning for Mølvad. — Femte akt var egenlig ingen akt, men bare en epilog med spredte antydninger til handling, Mølvads øjne flyttede sig til og fra den ubevægelige profil, der med frygtelig ironi trak sig tilbage, for at de to andre uforstyrret skulde ha lov til at blikkes så meget de vilde. Elviras øjne vovede sig nu og da i retning til højre, og så måtte Mølvad trække sine hjem. Mellempigen var altså ikke nogen god pige eller også var hun på krigsstien efter en mand og derfor farlig, når hun blev tirret. Hun holdt standhaftig sin stilling, men rystede sig af og til for at tilkendegi Mølvad, at hans blik ikke var hende til behag. Helt uden for akten var det, at Elvira så hen på mig og undersøgte retningen af mit blik. Jeg lod hende undersøge, så fra den ene til den anden for at vise hende, at jeg var med, og rømmede mig til yderligere bekræftelse i en pavse. Mellemdamen så op, slog mig lige i ansigtet med sine øjne, og Mølvad rettede sig, men der faldt ikke noget af til ham.

Ved udgangen fra salen havde dramaet sin anden afdeling. Elvira var forrest, men gik meget langsomt og så sig om efter Mølvad. Han gik lige sådan langsomt og så sig om efter mellemdamen,

        

55 der ved en af mig ikke bemærket manøvre var kommet bagest. Folk pressede på og vilde ud. Elvira blev ført med, skønt hun ikke vilde. Mølvad holdt sig fast i en bænk, han stod som en klippe i strømmen, og der dannede sig hvirvler om ham, som dog ikke rokkede ham. Mellempigen stod mellem bænkene og havde klogt nok ikke vovet sig ud i midtergangen. Hun lod folk passere og vilde være allerbagest. Men dær kom hun i konflikt med mig, der også vilde være bagest, jeg tog min lommebog op og så i, og så måtte hun jo frem ad mod Mølvad, der også stod fast. Elvira var nået hen til døren, hun så sig desperat om, men et bredt ægtepar, der ikke kunde skilles ad, skød hende foran sig, og hun forsvandt. Da satte mellemdamen i løb og var væk mellem de sidste efternølere. Men Mølvad fandt hende igen, for lidt efter så jeg ham skubbe garderobemanden til side og selv hjælpe hende kåben på. — Å, er det Dem, sae hun, men hun rendte ikke, hun tillod ham at gå lige i hælene på sig. Uden for fulgtes de vel ad. Jeg var lidt skuffet over den slutning. Burde hun ikke ha surmulet meget længere, inden hun gav sig?

Det samme mente Elviras øjne, der stod bag ved mig. Hun kom hen til mig med kåben på armen, og jeg blev pludselig galant og hjalp hende, mens

        

56 jeg ikke kunde finde på noget bedre at sige, end at nu skulde man altså hjem.

Hjem, sae hun. Ja hvorfor skal man egenlig hjem?

Nej man kunde jo også blive her lidt, svarede jeg.

Jeg har altid haft en svaghed for at svare på hver eneste bemærkning, der blir gjort. Gamle koner har den samme ejendommelighed, de mener heller ikke, at noget ord bør gå hen uden svar. Men fornæmme folk gør det ikke, og man er-hværver sig megen overlegenhed ved kun at svare på det, der er et virkeligt spørsmål.

Men her havde jeg altså svaret, og følgen blev, at Elvira og jeg gik ind i restaurasjonen og drak kaffe. Vi snakkede; hun var meget højstemt og leende, og hun så godt ud. Det var den slags oplevelser, der gjorde hende smuk. Når hun havde altfor meget held med sig, blev hun overmodig, og det klædte hende ikke.

Jeg fingerede over for mig selv at være en objektiv og kold iagttager: Dette her er slutningen på komedien, den er ikke mindre interessant end det andet. Men en indre stemme tilhviskede mig spottende: Du blir nok gift.

Hvad synes De så om den bog? spurte jeg.

Hvad for en bog?

57

Den jeg kom med, den dag De tog krøllejærnet fra mig.

Hun lo, og andre unge så hen til os. Lidt efter havde vi en hel flok af dem ved vort bord. Da blev det livligt. Elvira lo ad alting, kun ikke af det, jeg sae. Hun koketterede med alle, men så ikke mig; hun svarede på enhver bemærkning, men hørte ikke, hvad jeg sae.

Krøllejærnet skal hævnes, tænkte jeg. Tilfældet Ellinor! — Men der var ingen indre stemme, der vilde vise mig den villighed at le.

Jeg kom misfornøjet hjem og havde ikke lyst til at læse. Jeg tænte lampe, åbnede en bog, men en indre hånd — hvis det kan siges — lukkede den igen. — Det er ganske upassende, tænkte jeg. Og at gå tur under disse forhold, er dumt. Det er det samme som at indrømme, at man trænger til at komme ud og sværme.

Men det tudede så dejligt i telefonpælene, da jeg kom ud. Stormen væltede over mig nede på broen som et læs hø, og jeg kom hjem i andre tanker end jeg gik ud. Jeg havde endda sindsro til at læse en times tid.

58

Fru Petersen, som jeg boede hos, og som var en kvik og klog dame, sae en dag til mig, at jeg morede mig ikke nok. — Dertil svarede jeg med min sædvanlige åbenhjærtighed, som jeg altid fortrød bag efter, at jeg i den tid var mere glad, end jeg længe havde været. — Hun så vist på mig og sae: Det vil jeg gærne tro, men når man er glad, skal man også more sig. De sidder altid inde og læser.

Det var en underlig logik, indvendte jeg; når man er glad, behøver man netop ikke at more sig. Det er et godt eksempel på kvindelogik, tilføjede jeg for at drille hende.

Hun lod sig ikke drille, men sae: De sidder inde og læser altid; det har man ikke godt af.

Det er det, der gør mig glad.

Å vrøvl, sa hun. Det kan ingen mennesker blive glade af.

De tillader Dem at sige vrøvl, fordi De er ti år ældre end jeg.

Havde jeg været ti år yngre, havde jeg også sagt vrøvl, for det er noget vrøvl.

59

De må ikke tale ondt om videnskaben, sae jeg, og over for sådan et svar dukkede hun sig og sae ikke mer. — Det er godt, der er noget, der imponerer kvinder, tænkte jeg, for del var ret nærgående ting, hun kunde finde på at sige.

Elvira talte jeg jævnlig med; hun havde opgivet Mølvad, men var ellers ikke ked af det, at jeg kunde mærke. Vore samtaler interesserede mig, for jeg lærte altid noget af hende. Hun havde den vane til dels at genta, hvad jeg sae, og forbedre det, når det ikke lød sådan, som hun vilde ha udtrykt det. Jeg skal nævne nogle eksempler.

Deres faer sover måske til middag? sae jeg en dag, jeg kom ind med en bog. — Ja han er ved at sove til middag, svarede hun. — Hvor har De fået den nydelige lille lampe fra? spurte hun en dag, hun kom ind for at aflevere en bog. — Den har een foræret mig, sae jeg. — Tænk De er blevet den foræret, forbedrede hun. — Hvis jeg vilde sige: Jeg læser, så vilde hun rette det til: Nå De sidder og læser. — Da jeg en dag hen på foråret kom til at sige, at jeg kunde godt lide vandet, når det var lidt koldt, så gav hun det denne form: Ja jeg kan også godt lide, når vandet er lidt koldt. — Efter hendes grammatik blir tidssætningen altså genstand for udsagnsordet i hovedsætningen. — I anledning af et muligt besøg lavede hun denne sætning: Det skal være til, hvis onkel kommer 60 her over i sommerferien. — Ja, hvordan skal man egenlig udtrykke det anderledes?

For mig var den slags vendinger noget nyt, og dog kunde jeg godt mærke, at jeg engang selv havde talt et lignende sprog. Men jeg kom tidligt i en god skole, hvor jeg omhyggeligt blev renset for dialekt, og på seminariet blev denne udrensning fortsat; dær blev vi endogså rensede for almindeligt talesprog, som vor lærer kaldte gadesprog. „Smide" for „kaste" var gadesprog; „rende" for „løbe" var ikke velset, og jeg husker ved en enkelt lejlighed, at „splejs" blev betegnet som pøbelsprog. — Og hvad vilde han ikke ha sagt om hele Elviras grammatik? Jeg er da en gang blevet rettet for „han sidder og spiser". — „Sidder" sae min lærer er overflødigt, for selvfølgelig sidder han. — Jeg troede ham, for jeg var endnu mere lettroende end letnæm, og på hans ansvar glemte jeg denne vending, indtil Elvira lærte mig den igen. Men selvfølgelig havde jeg endnu megen indpisket korrekthed at trækkes med, for mens fejl jo tit kan være vanskelige at lægge af, så er korrekthed noget, som mange mennesker aldrig blir af med. Jeg havde også mine vanskeligheder, men der var jo den støtte, at jeg var vokset op på landet og altså dog en gang, sagtens til jeg var seks år, havde kunnet tale frisk dansk, og det hænger ved. Jeg kender for eksempel en ung mand, der er født

        

61 Finne, men som fem år gammel kom til Paris. Da han i tyve års alderen kom tilbage til Finland, lærte han sin barndoms mål i løbet af få uger.

Men de, der er vokset op i en by og så i god tid er kommet under skolesaksen, de blir ikke til talende mennesker mer, selv om de nok kan blive flinke skrivere.

Jeg kom derved til at tænke på, at jeg i den tid gav mig til at studere den samtidige danske litteratur, og ikke uden en vis spænding, for jeg tænkte mig, at disse forfattere også i sproglig henseende var naturalister. Jeg blev skuffet. Ak, de havde næsten allesammen gået på seminariet med mig, de havde fået de samme røde streger under deres sprog, når de tog sig friheder. De kunde være grove, men ikke naturlige. Den eneste, der yndede at sætte markblomster i sin stil, Schandorph, havde taget dem i en have og mente vel, han kunde bilde folk noget ind, fordi han havde plantet dem mellem døvnælder. Og J. P. Jacobsen blev det mig fra den tid næsten umuligt at læse. Men halvfjerdsernes mænd var næsten alle født i byerne, og det forklarer deres stil. Den eneste, der var født på landet, Hørup, var tillige den, der skrev bedst. Man ser ellers på naturalisterne, Schandorph for eksempel, hvor langt øjet går forud for øret: han så godt nok snavset på sine folks træsko, det sorte under deres negle, men hvad de sae, hvordan de 62 talte, blev han aldrig rigtig klar over. Med Jacobsen var det noget andet: Han vilde ikke høre. Det vilde ha forekommet ham altfor fattigt at få sin stil gennem øret.

En dag da Elvira to gange i træk forbedrede mit sprog — jeg sae: Jeg kom i dårligt humør og: han satte mig i dårligt humør, og hun gjorde det til: jeg blev i dårligt humør, og: han gjorde mig i dårligt humør — kunde jeg ikke la være at gøre hende opmærksom på, hvor tit hun rettede på mig, og hvor meget udbytte jeg havde af det.

Hun blev meget fornærmet og sae, at det kunde aldrig falde hende ind at rette på en så lærd mand som mig, og hun vidste godt, at hun talte meget ukorrekt, men det kunde hun ikke gøre for, og jeg skulde ikke gøre mig vigtig, fordi jeg nu havde en stor karakter i dansk, og så videre.

Jeg søgte at gøre hende begribeligt, at jeg kun havde eksamen i bogsproget, men at jeg af hende havde lært at høre det levende sprog.

Mens jeg afgav denne forklaring, holdt hun mit blik fast med et par meget fjendtlige øjne og spurte, da jeg endelig var færdig:

Er det derfor De somme tider lige med et kommer til at se så glad ud?

Ja, det er.

Pyh, sae hun og vendte mig ryggen og gik.

Var der noget andet, hun hellere vilde ha, jeg 63 skulde se glad ud for? Hvad man dog kan blive opfordret til ad indirekte vej! Lang tid efter gik det op for mig, at dette tilfælde vilde ha moret mig, hvis jeg havde iagttaget det på en anden. Her glemte jeg at more mig. Jeg satte mig ved mit bord og tænkte over det, mens jeg fyldte margen af „Stenkøbing Avis" med en perlesnor af dødningehoder.

Hvis De ser inden for klokken tre, sae fru Petersen en Søndag eftermiddag, så skal De få kaffe.

Tak, sae jeg; så vil jeg gå en lille tur først.

Der var sket noget med mig i den sidste tid. Når jeg havde siddet inde og læst en halv dag, kunde jeg næsten ikke tåle at komme ud. Der kom ekstase over mig af tanker inde fra og indtryk ude fra det var ligesom min bevidsthed var forårsmuld, hvor det bryder fra neden og gyder fra oven. Undertiden blev jeg da hellere inde, for jeg syntes, at der af al den sindsbevægelse ikke kom andet, end hvad jeg helst vilde være fri for.

Men den dag gik jeg altså. Jeg tog mit ur op for at se, hvad klokken var, og mine øjne blev hængende ved sekundviseren, der beskrev sin lille bue nederst på urskiven. Sekundviseren, solens gang over himlen, planetsystemet, verdensrummets uendelige kvadrille og atomernes sekstur i et 64 infusjonsdyrs fimrehår — hvad er livet andet end een svimmelhed, der bekræftes af enhver nyopdaget naturlov, af enhver ny opdagelse og enhver ny oplevelse — — Jeg stak uret i lommen, men glemte tiden.

Som jeg gik ned ad gaden sprang døren op til et lille hus, og i døren stod, som et billede i en ramme, en gammel udlevet kone, hvis gule ansigt var som udskåret i buksbom. Hun mindede mig om et billede af Rembrandt, der havde ærgret mig, fordi jeg altid hørte at det var så dejligt. Hvad, der hjemme havde vi et helt sogn fuldt af gamle kællinger, og var der nogen stads ved dem? Jeg gik videre og tog billedet af den gamle kone med mig; det smæltede sammen med Rembrandts billede, men blev pludselig forjaget af Elviras ansigt, som jeg huskede fra en åben dør. Jeg havde ikke set hende i flere dage, og mindet om hendes ansigt havde undergået en forandring, ligesom et æble, der er grønt i Oktober, men dufter af modenhed i December.

Jeg kom ind i skoven. Stammerne var høje og tynde, man så himlen bag ved, og som jeg gik, vandrede også stammerne, de gik mellem hinanden, nogen frem, andre tilbage, som trådene i en væv. Ja skoven var levende, jeg glemte Elviras ansigt, men så forsvandt himlen bag ved, træerne gik i stå.

65

Der kom nogen bag ved. Det var Elvira, hun gik rask og var varm af at gå. Var det hendes mening at indhente mig? Jeg gik langsommere, hvilket jeg næste dag indså, stred mod alle de teorier, jeg havde lavet mig ved at se på andre. Men jeg var ikke vant til at blive indhentet af en pige.

Hun så for resten ikke godt ud. Det klædte hende ikke at være varm, forekom det mig. (Men da jeg senere lod den iagttagelse gå videre til fru Petersen, erklærede hun det for vrøvl, og hun rokkede mig virkelig ikke så lidt i min opfattelse).

Det første Elvira sae, var: I dag skal De ikke få noget at kritisere over.

Jeg bryder mig ikke om at få noget at kritisere over, svarede jeg. (Det har altid været min styrke at gi et dumt svar på en dum bemærkning. Senere lae jeg mærke til, at hun havde den slags små mellemværender med alle de unge mænd hun kendte; der var ved dem allesammen noget, hun nok skulde vogte sig for. Det er et meget godt trik, som dyrkes af alle erfarne piger).

Hvad er det, De er så optaget af? spurte hun efter en temmelig lang tavshed. Hun så på mig og lo, men hendes blik var bydende. Hendes latter lød ikke godt, men dog ikke så slemt, som når hun var sammen med andre.

Jeg blev imponeret af hendes pågåenhed, for jeg 66 har det ligesom firbenene, der stivner, når der pludselig gribes fat i dem, men mens firbenene mister halen, er jeg mere tilbøjelig til at tabe hodet. Jeg fortalte da alting, viserne, konen, træerne og meget andet, som jeg tænkte på, når jeg ikke netop var optaget af hvad jeg læste.

Hun hørte interesseret efter og spurte så: Tænkte De ikke på andet? De så så glad ud lige straks. Men De havde måske ventet en anden?

Den sidste bemærkning var så tydelig, at selv jeg forstod den og havde held til at la være at svare. Jeg så på mit ur og tænkte at det snart var på tide at vende om. Da blev Elvira meddelsom, hun begyndte at tale om livet i den lille by, hvor forfærdeligt det var at skulle leve under så snævre forhold, og så videre.

Jeg mente, at byen var god nok. Hvad livet selv angik, havde jeg nok undertiden en fornæmmelse af, at det kunde være bedre.

Ja men den fornæmmelse har jeg altid, sae hun. — Ja, De synes naturligvis, at jeg morer mig udmærket, men hvad skal man finde på? Vil De sige mig det?

Næ, sae jeg, det ved jeg heller ikke. — Jeg har en betydelig ævne til at finde på et træffende svar, men jeg behøver mindst fire og tyve timer til det. Derfor er den ævne så lidt kendt.

Da jeg var atten år, fortalte jeg, var der nogen, 67 der gjorde mig opmærksom på, at jeg var livstræt; det irriterede mig, men der var noget sandt i det; dog var det ikke livet jeg var træt af, men mangel på liv. Sådan har jeg det endnu. Bevidstheden om at ha ansvaret for et helt liv er tung at bære. Da man var barn og lå i sin vugge og vrælede, var livet let nok; man vrælede for at bruge tiden til noget nyttigt, og man anede slet ikke, hvor galt det var fat, og hvor meget der var at vræle for, ja man vidste egenlig ikke, hvem det var der vrælede, og først senere opdagede man til sin rædsel, at det var en selv, og da blev livet en alvorlig ting. Man skulde slet ikke ha bevidstheden om sig selv, for så var det jo ligegyldigt, om man var sig selv eller en anden, og personlige sorger vilde ikke være til.

Det forstod Elvira ikke.

Jo, sae jeg, tænk Dem, at jeg ikke var blevet født, men at der i stedet for var blevet født en broer til mig, der havde set ud som jeg, haft samme karakter, ævner og samme navn, kort sagt, havde været identisk med mig — —

Ja, men så havde det jo været Dem, indvendte hun.

Ja; hvis der ikke havde været noget selv til, men han havde netop haft et andet selv end jeg. Jeg kunde ha været født senere og set anderledes ud, men alligevel ha været mig. For andre vilde han ha været mig. Men se, havde der nu ingen selv været 68 lil, så vilde jeg heller ikke ha mærket noget, enten jeg var blevet den ene eller den anden af de to, og sådan tænker jeg mig, at hvis ingen mennesker havde noget selv, så vikle ingen ha nogen særlige glæder eller sorger, og alle vilde være lige tilfredse. Tilfredsheden vilde være noget fælles, ligesom solen og regnen. Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror også, det er rigtigt.

Elvira erklærede, at hun blev svimmel, men det var ellers interessant, og hun vilde gærne høre mer. Tiden gik, og klokken blev over tre, inden jeg mærked det.

Hvorfor ser De sådan på mig? spurte hun midt i en forklaring.

Jeg ser gærne på den, jeg forklarer noget for, så kan jeg bedre. Det er lige sådan med børnene.

Nå det er grunden, sae hun, og der gik et dirrende smil over hendes ansigt ligesom et koldt vindstød, der går over et stille vand.

Men synes De da ikke, spurte hun en tid efter, at det vilde være forfærdeligt for Dem, hvis De skulde blive her al Deres tid?

Tanken vokser over alt, svarede jeg; hvad behøver jeg mere?

Midt i al denne ubetydelige snak var det ligesom en af de store mænds tanker havde rørt ved min sjæl. Jeg følte jorden synke under mig, men 69 jeg sank ikke med den, jeg blev stående højt oppe, og jorden var borte. Jeg var alene.

Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg, at jeg så på hende, og jeg mødte et stirrende blik, der var fuldt af rædsel. Jeg havde gjort hende bange — med hvad? Jeg blev selv underlig påvirket af hendes blik, men eftersom jeg forstod fik jeg medlidenhed med hende; hun skulde ikke være bange.

Jorden kom tilbage; jeg følte den med et klap slutte til mine støvlesåler; så kendte jeg alting igen. Jeg tog hatten af og tørrede mig, og under jævn sludder fulgtes vi ad ind til byen. Elvira gik nærmere ind til mig, jeg lige sådan til hende, for hun havde jo været bange, og ved enden ad gaden mødte vi fru Petersen.

Pludselig at blive mindet om noget, man skulde huske, det er som i mørke at rende panden mod kanten af en åben dør. Briller i mas, bule i panden, erkendelsen af, at der var en dør; man glemmer den vise, man var ved at fløjte.

Fru Petersen smilede, da hun hilste. Naturligvis, kunde nogen kvinde ha nægtet sig det? At få sit smil afleveret måtte være det allervigtigste.

Ja vel, her blev jeg slæbt af sted af et pigebarn, af Ellinor nr. to. Og den sædvanlige indre stemme hviskede til mig: Du blir nok gift. — Fandens, at noget vrøvl man en gang har sagt, senere skal ta mening og få betydning i ens liv!

70

Ved vor gadedør kom Elvira i tanker om, at jeg skulde vist ha været til kaffe hos fru Petersen (det vidste hun altså), og jeg havde da også set på mit ur hele tiden, og det var da forfærdelig frækt af hende, men hvorfor havde jeg ingenting sagt, og så videre.

Jeg får nok kaffe, sae jeg, og i samme øjeblik mærkede jeg, at det var en omskrivning af: jeg blir nok gift. Det var altså en ligefrem forfølgelse fra den indre stemmes side. Jeg skar ansigt, eller smilede jeg? Jeg vilde gærne ende med at se venlig ud, men det tog tid.

Farvel, sae hun, og undskyld min store dristighed.

Jeg fik opvarmet kaffe bragt ind på mit værelse. Jeg satte mig ved mine bøger, her var jeg den store mand, jeg tændte en sigar, slog ud med hånden og tænkte: opvarmet kaffe; fin symbolik, kære frue; jeg drikker deres, men lar Elviras stå.

Da jeg næste gang så fru Petersen, drillede hun mig, men med en egen varme, der gjorde mig godt, og uden ironi. — Hvad, tænkte jeg, skulde jeg ikke ha set latterlig ud og i den grad slæbt af sted med, som jeg selv troede? Så må jeg jo alligevel ha været den overlegne, og så er der jo ingen grund til at undgå hende, som jeg egenlig havde sat mig for.

Jeg lod foråret gå og lod det virke på mig, som 71 det vilde. Hvad, foråret var morsomt, og jeg forsømte ikke mine studier. Jeg havde altså råd til et og andet, selv om det var noget tåbeligt. Foruden fransk og islandsk studerede jeg Elviras syntaks, der var meget lunefuld ligesom hun selv. Der var tre stilarter i hende. I jævn samtale, hvor hun brugte korte sætninger med mange punktummer, havde hun en meget frisk og levende sprogform. Men hun kunde også det dårligste bogsprog, der kom frem i mere højtidelige øjeblikke, og jeg erfarede lejlighedsvis, at hun benyttede det i sine breve. Men så havde hun for det tredie en vis rivende veltalenhed, hvori der ikke fandtes punktum; deraf, forudså jeg, skulde den særlige madammestil udvikle sig. Den havde ikke større grammatisk interesse, den var ret flad og upersonlig, som madamsk veltalenhed gærne er. Men i de korte replikker kommer den sproglige inspirasjon frem.

Men man måtte jo, tænkte jeg, kunne lære sådan et pigebarn, hvad der klær hende bedst.

Det var som sagt forår. Mølvad blev forlovet. Kæresten var den pige, han så meget havde sigtet efter på den omtalte konsertaften, men ikke rigtig kunnet ramme. Svigerfaeren var redaktør og ejer af et stort bladforetagende med mange aflæggere. Denne forlovelse befæstede endnu mer Mølvads stilling i byen; han stod allerede i forvejen i 72 anseelse hos dens mange alvorsmænd. Jeg kom en dag til at tale med en af byens spidser om Mølvad, han udbredte sig meget om, hvor dygtig og begavet og betydelig og så videre, Mølvad var. — Ja, sae jeg, han er såmænd ikke dårligt begavet; det er bare kedeligt, at han ikke kan lægge den latterlige bøjtidelighed af. Han havde den allerede som dreng, men nu burde han dog ha bedre forstand.

Spidsen, der selv var alvorsmand, så misbilligende på mig og sae, at han forstod ikke, hvad jeg mente, men jeg var jo endnu en ung mand. — Dermed gik han.

Mølvad skulde giftes og så snart som muligt protegeres til København. Og det var ikke mer end et år siden, at han røg så meget tobak og sparkede dynen af sig om natten, men nu havde hans nød da ende.

Mølvad, som vi som drenge ikke havde kunnet tåle iblandt os, og som vi unge mennesker havde smilet af og til dels fundet os i, han begyndte nu — ligesom kunstnere og store mænd — efterhånden at vinde den anerkendelse, der hidtil havde været ham nægtet: han havde fremgang mellem de ældre. Der var heri en lov, som jeg endnu ikke forstod, men jeg havde heller ikke tid til at tænke over det, for netop i de samme dage forelskede jeg mig — uhelbredeligt indtil videre, trøstede jeg mig selv — i Elvira.

73

Jeg udfoldede i det hele taget megen selvironi, når jeg var ene, men ironi er som is: den kan være både skarp og spids, men i varme blir den til vand.

Jeg lae sammen og trak fra med den bagtanke, at facit skulde blive nul, men der blev to øjne for meget; de vilde ikke ud af regnskabet. Jeg kunde ikke glemme det udtryk af panik, hvormed hun havde set paa mig.

Den første dag jeg blev klar over, hvordan det stod til, var jeg i et meget højt humør: hvorfor skulde jeg ikke ta den oplevelse med? Det var på tide, at jeg oplevede noget og jo desuden uundgåeligt. Det var noget andet end at være tilskuer. Jeg gik en lang tur og var næsten altfor højt oppe, da jeg kom hjem. Men dagen efter var jeg grundigt kommet ned. Jeg var syg, al hoverende selvironi var borte. Jeg sad ganske vist over mine bøger, men jeg tegnede flere dødningehoveder end læste. En kollega fortalte mig den dag følgende oplevelse:

Jeg var en dag ude på en sikletur med en kammerat. Da vi kørte ned ad en stejl bakke, kom han foran og lod siklen løbe; det var en af disse høje væltepetere, som man skal være så forsigtig med. Ved enden af bakken ser jeg ham pludselig gå for over og slå en kolbøtte ud over siklen. Jeg springer af for at hjælpe ham, men jeg ser ham i 74 det samme rejse sig op. — Nå hvordan gik det? spurte jeg. — Det slap jeg sgu godt fra, sae han med en meget høj latter, og i det samme ser jeg ham blive bleg og synke sammen. Han var død, inden doktoren kom til.

Det var en grim historie. Jeg har selv som dreng leet på en krampagtig måde, en gang jeg kom til skade, men jeg var meget dårlig bag efter. Og her havde jeg været så overdreven lystig dagen i forvejen. Det var ikke noget godt tegn.

Jeg gik op på mit værelse og satte mig til at læse. Det første, der hilste på mig, da jeg slog bogen op, var et dødningehoved. Jeg viskede det ud og sae højt: Nu skal alt det være forbi. — Foreløbig, føjede en indre stemme til.

Mine stemninger svingede uafbrudt. Een dag kunde jeg ha brug for en ballon til at bære mig oppe, en anden dag kunde jeg behøve et blylod for at holde mig nede.

På det tidspunkt lærte jeg Elviras moer at kende. Fru Petersen inviterede hende til aften, men datteren skulde komme senere.

Hun var stor og svær, og da hun satte sig til bords lige over for mig, gav det et bump, så jeg hoppede til værs på min stol. Stødet må altså ha truffet den fjæl, jeg sad på. Hun havde mørkt hår ligesom datteren, men nu var det blevet gråt, og der var ikke meget af det. Det var skrabet glat til 75 værs, og det sidste resultat af skrabningen var ordnet i en lille grå kringle oven på hodet, hvad der gav hende en pudsig lighed med en lille artig pige, der kommer i skole lige fra moers kam. Hun havde dybtliggende øjne, der kom til at se større og mørkere ud, fordi hun sad næsten under hæn gelampen. Ørene sad tæt ind til hodet, men øreflippen, der var fed og stiv, strittede lige ud og dannede en vinkel med det andet. Hun havde to store rynker fra næsen ned til mundvigene, så det var ligesom hendes mund var hængt op i to kroge, der var sat fast i næsen. Med sit store gule ansigt, hvor alle skygger blev mere tydelige under lampen, lignede hun en af de store gule stedmoersblomster, der kan se så forunderlig tvære ud.

Det er altså svigermoer, sae jeg til mig selv og kom i ganske godt humør. Godt, hun skal ikke hedde andet end svigermoer.

Hvad hun sae, husker jeg ikke, men jeg mær kede, at hun var af den slags mennesker, der kalder alting,, et mirakkel". Jeg troede ellers man sae „et under". Men hun var altså højere oppe. Med den sprogbrug berøver man sig selv ævnen til at udtrykke, at noget kan være som et under, men måske har man slet ikke brug for undere, når man er kommet dertil, at man altid fører dem i munden.

Til mig sae svigermoer to ting, men jeg sae ikke 76 godvilligt noget til hende. Det første var, at hun spurte til min lærdom, som jeg erklærede, at det gik meget godt med, og jeg måtte i den anledning udtale et par franske ord for hende, hvad jeg gjorde med rigelig anvendelse af næselyd, da jeg havde munden fuld af mad. — Det andet, hun sae, var i anledning af sovseskålen. Jeg forglemte mig selv i den grad, at jeg hældte af den.

Ta dog med skeen, sae svigermoer. — Jeg blev så påvirket, at jeg tog med skeen, skønt jeg havde fået nok.

Der var en stor steg på bordet, som hun endelig selv måtte ha lov at skære af. Det var hende øjensynlig en stor glæde. Hun kælede for den med kniven både her og dær, inden hun skar, og selv da hun var mæt, kunde hun ikke la den være; hun så på den med forelskede øjne og måtte da ha et lille stykke til. Og da det lille stykke var spist, måtte hun under mere udfoldelse af kælenskab ha et ganske lille stykke endnu. Sådan sad hun og gantedes med det stykke steg. Ved et senere indblik i svigermoers privatliv forstod jeg, at det var mange år siden, hendes mand havde holdt op at elske hende.

Hun havde fede kinder, men hen imod ørerne var der en lodret fure. Fede mennesker bruger denne fure til at vise, hvor deres kinder holder op. Mens hun spiste, bevægede hun alt det, der lå uden 77 for disse furer. Det er et andet mål for, hvor langt kinderne går.

Så snart vi havde spist, gik jeg op på mit værelse, men måtte love at komme ned til kaffe senere. På mit bord lå en opslået bog og ventede på mig som et lyst og venligt ansigt. Jeg bøjede mig over den og tænkte: Dette studium af svigermoer bar kureret mig. — Og uden en tanke mer fordybede jeg mig i læsningen.

Da jeg kom ned igen, var der samlet en del unge. Jeg fandt en pige, jeg en gang havde danset med, og slog mig ned ved siden af hende. Vi havde det jævnt morsomt, hun var meget villig til at le, men ikke kvik. Hvordan det gik til, at vi kom til at tale om gamle sagn, husker jeg ikke, men det var vel min formodede lærdom, der gjorde, at vi kom ind på Krøsus og den vise Solon. Svigermoer hørte denne lærde samtale og smilede kælent, så man måtte tro, hun elskede videnskaben lige så højt som oksesteg. — Hvad var det nu den vise Solon sae, forklarede jeg. Jo han sae: Pris ingen lykkelig, før hans svigermoer ligger i sin grav.

Der blev leet, og til min tilfredsstillelse blev svigermoer stødt og fik indrettet sig en dobbelthage mer. Elvira, der ellers morede sig godt i en anden krog af stuen, så over på mig og blev også stødt, hvad der for resten klædte hende, mens svigermoer kom til at se endnu mer grinagtig ud. Svigermoer 78 rejste sig og forlod med værdighed det videnskabelige hjørne. Da hun gik forbi os, hviskede jeg til min dame: Se hvor hun logrer ad os med tornyren.

Pigen lo, men tyssede på mig.

Ja men det er da tegn på venlighed, at man logrer, sae jeg højt.

Hvad er tegn på venlighed? spurte svigermoer og vendte sig; hun havde åbenbart fået mistanke til mig, hvad der var udmærket.

At man logrer, svarede jeg.

Hvem logrer? spurte hun.

Hunde logrer, svarede jeg.

Det er der da ikke noget morsomt i, sae hun og gik. Fra sin ny krog iagttog hun mig med øjne, der var sat i tredobbelt kødramme. Også Elvira så på mig. Hendes øjne var alvorlige, men hun passede morskaben i sin egen kres og lod ikke noget gå til spilde. Jeg havde været lystig i fem minutter, nu var jeg mat.

Klokken ni fik vi kaffe. Det var på høje tid, for svigermoer gabede temmelig højt, den ene gang endogså med knæk, og som en slags undskyldning og æmne for samtale, da æmner fattedes, begyndte hun at tale om søvn og søvnighed.

Ja du snorker, Emma, sae Elvira til den pige, der sad ved siden af mig, jo du gør, du snorker. Det husker jeg så tydeligt fra den gang, vi var til bal på Højgård og vi måtte dele værelse.

79

Emma kunde ikke finde et rask svar; hendes ansigt viste, at hun var sig sin snorken bevidst. Jeg kunde heller ikke svare noget på hendes vegne. Jeg følte mig ramt sammen med hende, som tilsigtet var. Men Elvira triumferede, ja hun strålede og hun var midtpunkt for de unges lystighed resten af aftenen. Emma og jeg var uden for. Jeg følte mig kedelig og blev efterhaanden meget nedslaaet.

Bag efter sae fru Petersen til mig, at man kunde ikke sige, jeg havde glimret. Hvorfor havde jeg også slået mig på Emma? Hun kunde naturligvis være meget rar, men hun var da ikke noget for et begavet menneske som mig.

Å, sae jeg, idet jeg takkede for den aften, min begavelse mærker man nu ikke altid så meget til.

Fru Petersen sae selv tak og tilføjede, at begavelse var jo noget, andre mennesker også helst skulde mærke noget til. Ellers var der da så meget lidt fornøjelse ved, at der var begavede mennesker til.

Jeg luskede op til min bog, ikke helt stolt, men bogen gjorde ingen angreb på min selvagtelse, tvært imod. Jeg rettede mig igen under læsningen.

Consul romanus—det er der klang i. Jeg havde næmlig begyndt at læse latin, hvad der faldt mig lettere, end jeg havde ventet. Jeg vidste ikke, at jeg kendte de fleste ord i forvejen.

80

Klokken tolv lukkede jeg bogen og satte mig op på bordet med min lange pibe mellem knæerne. Nu kunde de mælde sig. Her vilde jeg sidde og ta imod dem og gøre det af med dem.

Hvad er det for et sprog, svigermoer taler: Gyselig, forfærdelig, radsom (med a), alle de stærkeste ord og ikke en eneste stærk stemning. Den slags mennesker behandler sproget som tømreren en planke: de tar alle knaster af og gør det glat og fladt. „Gyselig" er en knast, men når det siges hver dag, blir det fladt. Elvira havde en lignende sprogbrug, men hun følte sikkert noget ved de stærke ord. Med tiden vilde det dog tabe sig, og så vilde hendes sprog og hendes stemningsliv blive lige fladt.

Godt, sae jeg og satte piben fast mod gulvet, men der er altså ingen grund til, at en mand som du så tit skal komme til kort, med den slags mennesker.

81

I tre måneder læste jeg latin uden at beskæftige mig med andet. Jeg kom igennem den lille læsebog og ind i Cæsars Gallerkrig, og da jeg var kommet igennem første bog gik de næste af sig selv. Ved slutningen af den tredie måned havde jeg så vidt overblik over det latinske sprog, at den første sult var stillet, og jeg kunde med samlet sind og frisk appetit kaste mig over det græske sprog.

I den førstnævnte periode, da det endnu var meget hedt mellem latinen og mig, havde jeg en samtale med Elvira.

Skal De noget med til håndværkerbal? spurte hun.

Hvad skulde jeg der? svarede jeg, for jeg var overmodig; jeg havde dømt hende til forglemmelse.

A undskyld, sae hun, at jeg kunde tro, at De tænkte på noget så jordisk og tarveligt som at gå til bal.

Jordisk og tarvelig, sae jeg, det var et par morsomme tillægsord. — Men skal De ikke også denne vej, for så kunde vi da godt følges ad.

82

Jeg vilde så nødig trænge mig på, sae hun, for det kunde jo være, De havde mere vigtige ting at tænke på.

End? spurte jeg. Nå, end Dem. Ganske vist, men derfor kan det jo nok ha sin interesse at beskæftige sig med det mindre interessante.

Nej, hvor De er uforskammet, sa hun ivrig, og vi kom i et slags skænderi, der gjorde at hun blev varm og kom til at se godt ud. Men det var ikke efter min beregning, derfor sørgede jeg for at falde i tanker så påfaldende, at hun måtte lægge mærke til det.

,, Hvad tænker De nu på? spurte hun.

Å det var bare et sted hos Cæsar, sae jeg.

Hvem er Cæsar?

Det er en mand, sae jeg. For det havde jeg snart følt, at Cæsars stil var en mands.

Det er nok snarere en bog, sae hun, og dermed vendte hun mig ryggen og gik.

Men forinden målte hun mig med et blik, som jeg læste sådan: Er du selv en mand eller er du en bog? Det blev siddende i mig som en indre lussing, som et sært og besk kærtegn; jeg kunde ha løbet efter hende, men —

Undertiden blir der ligesom noget flakt inde i mig; det ene stykke vil falde til den ene side, det andet til den anden, men det blir ikke til andet end en fornæmmelse af uhelbredelig indre vaklen. I 83 sådan et tilfælde gør man gærne noget dumt. Jeg gik med til det bal. —

Hvorfor skal jeg ikke kunne glemme en vis polka fra den aften? Den begyndte med en enfoldig og munter vise, jeg har kendt fra dreng, og den endte med et brasende og vulgært tsjim da da. Hvad var det for en forbandet symbolik? Den gang var jeg blidt forelsket i en lille pige, hvis kinder var mere brune end hendes hår, og under polkaen her havde jeg Elvira i min arm, tsjim da da. Hun var skingrende, men smuk. Jeg så det med rædsel, straks jeg kom ind, og vidste, at der vilde ske noget. Det snurrede inden i mig, et citat meldte sig: Quibus rebus animadvertis — — Det skulde vel forestille det latinske for: Du blir nok gift.

Den aften gik kvindens forfærdelige farlighed op for mig. Man tror, at man kender hende, og en skønne dag er hun ikke til at kende igen.

Elviras krøller var friske og sad vildt og smukt. Jeg bevæbnede mig i tanken med det bekendte krøllejærn, men der var ikke noget våben, der duede. Hvordan skulde jeg bevæbne mig mod den gysen, jeg følte, når jeg så hende kaste sig i armene på en kavaller, som var gulvfjællen et springbræt, og kavalleren havet.

Godt, sae jeg, jeg vil selv ha hende; det er ikke vanskeligt. Forleden dag afviste jeg hende; det vil 84 jeg ikke gøre igen. — Og med disse tanker løb jeg hen og bukkede.

Hun himlede højrøstet ved at se mig. — Jeg havde ikke spor af lagt mærke til Dem, og jeg kunde da ikke tænke mig, at De vilde nedlade Dem — og så videre.

Vi dansede.

Lugt af nyopvarmede krøller hører til det, jeg ikke glemmer. Hendes tempo var sat op, som det undertiden var, og da var hun ikke så tilgængelig som ellers. Det erfarede jeg, da jeg efter dansen forsøgte konversasjon. Skønt jeg senere sa hende slås med tre herrer på en gang, kunde hun godt holde mig på afstand med latter og bagvendte svar, og den samme polka, der havde gjort sit til at køre mig svimmel, den brølede nu hoverende hen over mit nederlag.

Jeg dansede et par gange med hende senere, jeg dansede lidt med andre damer, og når hun gik ud i restaurasjonen med sin herre, tog jeg en dame og gik bag efter for at se på hende. Til sidst gik jeg alene. I det hele taget var der vel ikke den dumhed, der kan gøres, uden at jeg gjorde den. Jeg indlod mig endogså i diskussjon med hende og tre herrer, for som tempoet blev sat op, kunde hun ikke blive ved at nøjes med een.

Han lægger mærke til alle de fejl, man gør, forklarede Elvira sine tre herrer, og skriver dem op.

85

Jeg slap den tændstik, som jeg havde brugt til at tegne et dødningehoved i det spildte øl med, og rykkede min stol nærmere til selskabet.

Så må De selv komme til at tale ualmindelig korrekt, sae den mest høflige af de tre.

Det må være en forbandet kedelig bestilling, sa han, der sad nærmest ved Elvira, og som hele altenen havde været meget pågående.

Det er ikke fejlene, begyndte jeg — — —

Det vil jeg nok sige, larmede Elvira, hun lo som trompetsoloen i den omtalte polka; det er næsten lige meget, hvad jeg siger, når vi følges ad, så er det galt.

Jeg trak mig tilbage til mit dødningehoved.

Den nærgaaende herre sloges med Elvira om hendes lange hanske og stak den til sidst i sin brystlomme: Nu hviler den ved mit hjærte, brølede han, det er næsten lige så godt som om det var Dem selv.

Den anden herre erobrede den anden hanske. — Men det er den første, der gælder, hævdede den første. Er det ikke?

Jo, sae Elvira. Hun var i ja-hjørnet. Vilde hun sige ja til alting?

Når mandfolket tog tag med hende, tog han hende hellere om armene end om hænderne. Hvorfor? Armen er udtryksløs al ta på; kun hænderne er levende, så meget havde jeg erfaret. Det andet 86 oprørte mig; der var en mening i det, som jeg var led ved at gætte på.

Men jeg gik ikke hjem, før jeg havde set alting. Til sidst kyssede han hende. Han fulgte hende og så hjem. Der blev mumlet meget foran hendes gadedør, men han gjorde ikke forsøg på at komme med hende op.

Jeg var halv forrykt, da jeg kom hjem. Endnu den aften havde jeg et fuldstændig klart indtryk af min egen latterlighed, men det tabte sig senere, og det var dog en slags lindring. Men hvad skulde jeg gøre? Læse, tænke, ryge? Alle tre ting forekom mig lige forfærdelige.

Men på mit bord lå en sending fra boghandleren; det var den græske grammatik. Jeg åbnede den og så i den uden håb om, at den skulde kunne hjælpe, men de græske bogstaver havde så skønne former, at jeg måtte sætte mig hen og lære dem, og da det var gjort tydede jeg en mængde af bogens lange gloserækker. De fleste var gamle bekendte: gamos, ægteskab; drama, handling. Sådan gik tiden godt, og jeg håbede, at jeg kunde blive søvnig, men da jeg kom i seng, havde jeg polkaen over mig og alt hvad den tog med sig og sådan gik min nat, i en skingrende polka, der kun blev værre, når jeg en gang imellem faldt hen.

Den skal være forbandet, tænkte jeg.

Den har også altid siden haft det forbandedes uforglemmelighed over sig.

87

Kærligheden er en forfærdelig slags gammeldags muskedonner, der sårer godt nok til den ene side, men også støder blodigt bag ud til den anden.

Siden det bal var Elvira og jeg lige forheksede af hinanden, men vi talte ikke sammen. Hun morede sig med andre, men med stadigt henblik på mig, og det polkatempo, jeg havde mærket hos hende, holdt sig stadig. Jeg var også kommet i et nyt tempo, vi var bægge to oppe, men vi kunde ikke sammen. Der var kommet et eget raseri over hendes fornøjelser; jeg så til, men jeg bar mit tempo skjult i mig ved siden af den indre stemme: Du blir nok gift, og hun så mig, hun sikrede sig med et eneste blik, at jeg var der.

Græsk læste jeg i samme tempo, og imens blev det sommer. Jeg sad ved mit vindu med udsigt over haver og vand og læste Xenophons Anabasis med en tysk oversættelse ved siden af. Jeg kunde godt nyde sommeren uden for, mens jeg sad inde og læste. Havde Elvira blot ikke været til, tænkte jeg, men mente jeg det? Man kan ønske sig sådan 88 en besværlig kvinde ud af sin tilværelse, men man ved ikke, hvad man skal gøre med det hul, der blir, når hun ikke er der mer. Og desuden havde vi jo nu et mellemværende med hinanden, og det var ikke min mening, at det skulde glemmes. Jeg havde opgivet at glemme; nu samlede jeg alting sammen og huskede.

Derfor, når jeg så Elvira gå øster på med mandfolk, gik jeg også ud og forsøgte ikke en gang at overtale mig selv til at gå mod vest. Jeg hånede mig selv, men jeg gik efter, og jeg var ventet. — Som jeg er tilredt, sae jeg til mig selv, et sår så stort og dybt og blodigt. Vulnus decorum, et prydeligt sår. Sådan en mand er jeg, at jeg kan tilføjes sådan et sår.

En aften hørte jeg hende på gaden. Det var sent, jeg sad og læste ved lampe og for åbent vindu, men med et tyndt gardin trukket for. Jeg havde ikke set hende hele dagen, så var det rimeligt, jeg skulde høre hende om aftenen. Hun lo. Hun lo som en kat leer på et plankeværk. Kendte man ikke hendes stemme, kunde man gerne tro, hun græd. Der var også en anden pigestemme, og der var mange herrestemmer. De fleste tilråb gjaldt Elvira, og hun gav igen på dem allesammen. Den anden pige samlede op hvad morskab der faldt uden for og lod vel fornøjet med det. Elvira var midt i.

Det var en dejlig sommeraften; de fejrede den, 89 som mennesker og katte og harmonikaer plejer at fejre sådan en aften, og når den stille luft fik et øjebliks hvile hørte jeg den anden pige foreslå, al de skulde gå videre, men af en eller anden grund var der godt at være uden for mit vindu, og de blev.

Jeg burde jo være med. Ja teoretisk set kunde jeg godt tænke mig at springe ned imellem dem, forøge deres kres med en hankat til, ta deres hyl op og blive regnet for en af deres, ti den hankat, der sidder tavs på sit plankeværk, han får ingenting. Men jeg hadede hende, og mit hyl vilde ikke ha fået den rigtige klang.

Pludselig hørte jeg Elvira tysse på de andre: Ikke forstyrre den lærde mand, og toget trak et andet sted hen. Elviras latter, der lød som det sidste af de tre lange hurraer, var snart det eneste, jeg kunde høre.

Et helt lag af letbenede insekter sad fast i den smule olje, der var på lampens beholder, eller havde brændt sig til aske på kuppelen og på glasset. En stor spyflue kørte i karussel inde i kuplen, hvor den havde det som i helvede, men den vilde ikke ud. Jeg blev arrig og tog kuplen af, og så kunde den ikke beherske sine sirkier, men så snart jeg satte kuplen på, foer djævlen i den igen, den havde sit helvede kært. Når den blev for hidsig, slyngede centrifugalkraften den tre alen ud i 90 værelset, men den kom igen. Javel, skæbnen er en sirkel med et bål i sentrum.

Jeg var træt af varme og sindsbevægelse. Jeg faldt i søvn og drømte om en lille pige fra mit trettende år. En gang vi legede skjul, sad vi sammen, hun inderst, jeg uden for; jeg holdt alt hendes hår i mine hænder og vidste ikke, hvad jeg skulde sige til hende. Hun var fra København og talte ikke som jeg. Hun sae „vindmølle", mens jeg sae „værmølle", og da jeg spurte, om jeg klemte hende, svarede hun: Nej du gør ikke, hvor jeg vilde ha sagt: Nej du gør ej. — Det lød underligt, men så fint. Hun sae også: koen spiser græs; det var jo til at grine ad. — Hendes hår var rart at holde på, og der var meget af det. Hun hed Karla; det undrede mig, at man kunde hedde sådan, men det faldt mig ellers ikke ind at ha nogen mening om navnet Karla.

Jeg vågnede ved en eksplosjon i min lampe. Jeg sprang op og blæste den ud. Ved en tændstik så jeg, at det var spyfluen, der var kommet ned i glasset. Den havde omsider fundet den eneste ende, der er at finde på skæbnesirklen: centrum.

— Jeg har altid haft en lidt uberegnelig form for energi. Som dreng havde jeg en løs mælketand, som jeg med tungen kunde rokke frem og tilbage, men det gjorde ondt, og jeg kunde dårlig tygge for den. En dag jeg gik fra skole, tog jeg, uden nogen 91 mig bevidst beslutning, om den med to fingre og rev den ud. Jeg kunde spytte en stor klat blod ned på vejen, hvor det tørrede ind og kom til at ligne en toøre, som en eller anden har tabt.

En dag gik jeg over gaden og friede til Elvira.

Friede jeg? Ja jeg begyndte med at sige, at hun savnede vel ham med hansken, for han havde jo ikke vist sig i byen siden den aften, men han havde vel også andre at røve hansker fra for deres bare armes skyld.

Hun svarede ikke, og jeg forklarede hende, at middelalderens mandsideal har undergået en ubetydelig forandring i vore dage. Den gang hed det: uden frygt og uden dadel; nu hedder det: fræk, men ikke uden dadel.

Hun begyndte at gå, jeg gik med. Hun drejede ind i en sidegade, og jeg sae: Jo, lad os gå ind i anlægget. — Jeg tog hendes hånd, og hun gik med. Men da jeg så hende græde, kunde jeg ikke længere være ondskabsfuld, jeg blev dum i stedet for.

Hvad græder De for? spurte jeg. Har jeg fornærmet Dem?

A lad mig gå, sae hun. Det er rigtigt nok alt, hvad De siger, men lad mig bare gå.

Jeg trængte ikke til at ydmyge hende mer; jeg fortalte hende, hvor meget jeg holdt af hende, og hvor ulykkelig jeg havde været siden den aften, og så kom raseriet over mig igen: Hvor kunde De 92 gøre det? Hvor kunde De finde Dem i, at han sad og tog på Dem?

Hun græd højt; på afstand måtte det lyde som et langt hurra. Jeg var ude af mig selv af foragt og forelskelse. Jeg greb i hende og vilde ikke la hende gå.

Det er håbløst, sae hun på bogsprog; al kærlighed er umulig mellem os.

Vor kærlighed, svarede jeg på samme sprog, har tålt så meget; jeg tror den kan tåle alt.

Jeg faldt på knæ; nu skulde det føres igennem. Jeg sae, at jeg vilde altid elske hende og fik dog tid til at høre en indre stemme, der hviskede, al det var ikke det, jeg mente. Det var det heller ikke, og da jeg holdt på hende, da jeg for første gang havde en kvindelig skabning i mine hænder, hviskede den samme stemme til mig: Det er jo nemt nok; hvorfor har Du ikke gjort det for længe siden? Det kunde lige så godt ha været dig den aften.

Endelig rejste hun sig og sae roligt: Det kan ikke nytte noget.

Det lød så tilforladeligt, at jeg lod hende gå. Og der stod jeg ene tilbage med to fugtige knæer som en anden karrikatur over ulykkelig kærlighed.

Jeg ventede, til mine knæer blev tørre; det ene var ikke så slemt som det andet. Hjemme 93 børstede jeg dem af i sæbe og vand, mens jeg tog min beslutning: Det skal føres igennem; nu véd jeg hvor nemt det kunde ha været mig den aften, og det skal blive mig.

        

94

Jeg faldt en dag på en hel mærkelig måde i Robert Burns digte. De stod i min reol, og jeg havde aldrig nået at få læst i dem, men bedst som jeg sad og læste i en avis, var der noget, der drev mig hen til boghylden, jeg tog Burns ud, og skæbnen slog af sig selv op på „Tom o Shanter". Sådan går en karl over et gulv og tar uden overvejelse og resolut den pige, som han ikke alene vil danse med, men også noget mere.

Jeg sad snart i en dans af død og djævelskab og fik ikke tid til megen søvn den nat; jeg måtte først læse alt, hvad der var om døden, ikke fordi jeg selv havde lyst til at dø, tvært imod, jeg vilde netop leve med, selv om jeg endnu havde opsat at begynde på det, men jeg trængte til at ha døden stående i min horisont. Ja for livet er en dans på skraa Brædder med dødens orkester på musiktribunen: dær trutter de på et hult lårben, slår på tromme på en hjærneskal, fløjter i knokkelfingre og spiller træspil med ribben.

I denne stemning købte jeg mig en hjærneskal, 95 idet jeg betingede mig, at den skulde være af en kvinde. Den stod på mit bord, når jeg læste, og hver aften sae jeg god nat til den, inden jeg gik i seng. Jeg havde megen glæde af at snakke til den og især af de svar, som jeg tænkte mig, at den gav, men den forargede fru Petersen, hvem jeg jo godt kunde ha bildt den løgn ind, at jeg havde begyndt at studere osteologi, men jeg sae hende, som det var, at den var min veninde, og at jeg havde megen glæde af hende.

En tidlig sommermorgen, da jeg kom ud i skoven, mødte jeg en mængde glade mennesker, der formodenlig kom fra skovbal. Elvira var imellem dem. Hun var hæslig og højrøstet, krøllerne hang som lange matte kløer og skrabede hende ned ad kinderne; øjnene var to sorte huller, for hun havde solen i nakken; det kunde se ud, som om der ingen øjne var; munden var også et sort hul. Hun lignede en underjordisk, en af Robert Burns hekse. Idet hun gik forbi mig, drejede hun ansigtet om mod solen, og det gøs i mig ved at se heksen blive til et menneske.

God morgen, sae jeg og blev forhekset stående og rakte hende hånden.

Ih god morgen, råbte hun og lo. Hendes håndtryk var varmt og fast, som kunde det være en ærlig hånd, man var vel tjent med. Hvordan skulde jeg få mig til at slippe den igen. Det afgjorde 96 hun meget let ved at rive den til sig og gå videre, og i samme øjeblik hun bestemte, at jeg ikke skulde holde hendes hånd længere, blev den slap og glat som en falsk hånd, ingen mand kan være tjent med.

Al denne dobbelthed stod jeg og bar paa, mens de andres latter efterhånden tabte sig. — Jeg er gal, at jeg ikke er med, tænkte jeg, og så satte jeg mig ned i græskanten og tegnede et dødningehoved i landevejens støv. Efter at det var gjort, gik jeg hjem.

— En morgen, da jeg gik forbi Elviras dør, kom hun ud med et meget forskrækket ansigt og bad mig gå på apoteket med en recept. Hendes moer var blevet syg. Jeg gik og kom igen med to flasker, en stor og en lille. Der var ingen i entréen, jeg gik ind i dagligstuen og satte mig. På bordet lå en kam og en hårbørste med mørke hår i, samt et stykke smørrebrød, som der var bidt af. Dette smørrebrød måtte altså være Elviras. Hendes overlæbe havde smæltet en halvbue ned i smørret. Så varm en mund hun måtte ha allerede fra morgenstunden!

Hun kom selv farende ind og tog flaskerne, takkede mig og løb igen. Jeg blev siddende, for nu vilde jeg tale med hende.

Der var så stille; heller ikke fra sovekammeret kunde jeg høre noget, men i lejligheden oven over 97 var der en hund, der loppede sig på et gulvtæppe. Når den var så heldig at ramme på et godt sted, blev den meget ivrig, og lopningen foregik med forøget hastighed. Denne dunken mindede mig for resten om en bullen finger, jeg en gang havde haft.

Elvira kom ind igen, og jeg spurte, hvordan det gik. Jo nu var det meget bedre.

Dråberne i den lille flaske, sae jeg, er vel nok så vigtige som de i den store.

Ja, sae Elvira, de små dråber får moer kun, når hun er rigtig syg, men de store får hun hver dag.

Store og små dråber, tænkte jeg; jeg kan ingenting af det danske sprog endnu.

Hvad er der? spurte hun, da jeg blev ved at se på hende, og til sidst måtte hun også smile, sådan et forlegent pigesmil, som jeg aldrig havde set hos hende før.

Det kan ikke nytte noget, sae hun og rystede på hodet, da jeg gik hen imod hende, men jeg fik uden vanskelighed lov at kysse hende.

Hvorfor må jeg så kysse Dem, når det ikke kan nytte noget?

A, sae hun og slog med hodet.

Jeg tog hende på skødet, uden at hun gjorde modstand.

Nu er du min kæreste.

Det må De vist hellere opgi, sae hun alvorligt.

Det kan jeg ikke, sae jeg, og det kan De heller 98 ikke mene, nu da det er kommet så vidt imellem os.

Hun smilede pludselig. Først længe efter fik jeg at vide hvorfor.

Hvorfor sae De nej til mig sidste gang? spurte jeg.

Hun sae, at jeg var altfor klog og fin til hende. Hvad disse to ord betød, skal senere meddeles.

Vi sad med ryggen til kammen og børsten og smørrebrødet, og efterhånden som vi sad sammen, begyndte hun at holde bedre fast på mig, til sidst altfor fast. Hun fik armen om min nakke, sådan at jeg sad og kiggede ud under hendes armhuling, ligesom et lille barn, der leger tit tit, og det passede mig ikke. Jeg gjorde nakken stiv, men hun holdt fast, så der kom en slags leg ud af det, og det morede hende. Til sidst rejste jeg mig med hende hængende ned fra mig som et andet langsjal. Sådan havde jeg set hende hænge ned fra halsen på, hvem var det nu?

Derved kom vi til at gøre front mod smørrebrødet, kammen og børsten. Hun så mit misbilligende blik og tog det straks ud.

Nu vil vi tale fornuftigt sammen, sae jeg; jeg har så meget at fortælle dig. — Men det varede ikke længe, før hun klagede over, at hun ikke forstod mig; det måtte hellere vente, til hun blev noget klogere af at høre på mig. I det hele taget 99 havde jeg mærkværdig lidt held med alt, hvad jeg sae, undtagen da jeg sae at hun i sin røde morgenkjole lignede en ung kone. Det blev hun så glad for, at hun for første gang lo, men det var i løbet af to timer det eneste, jeg havde held med.

Jeg var ikke så tilfreds, da jeg gik fra Elvira, som jeg havde ventet. Jeg havde tænkt, det vilde gi ro, men snart gav det mere uro.

Den første anledning var en bog, hun bad mig læse. Hun havde selv fundet, den var så dejlig, og var sikker på, at jeg vilde mene det samme. Bogen hørte til den nyeste litteratur; jeg kendte den godt af omtale, først nu gjorde jeg mig den ulejlighed at læse den. Den handlede om en ung pige, der er forlovet med en kapellan, og som en kort tid elsker en kunstner, der dog hurtig blir træt af hende. Men hun bær ikke nag til ham, tvært imod, det var ham, der har givet hende et minde at leve på, og så gifter hun sig med sin kapellan, der forstår hende og er ædel nok til ikke at gøre hende en eneste bebrejdelse.

Jeg var dybt oprørt, da jeg traf Elvira.

Synes du det er rigtigt af hende? sae jeg.

Det ved jeg ikke, men jeg synes det er så dejligt, at hun alligevel kom til at opleve at blive rigtig lykkelig.

Det kunde hun jo blive med kapellanen.

100

Nej, det kunde hun ikke; så har du slet ikke forstået bogen. Jeg troede dog du var så klog.

Ja men hun har dog bedraget sin mand.

Nej han har jo tilgivet hende.

Ja fordi han er et fjols.

Det var virkelig ikke videre fint sagt af dig. Jeg troede netop du havde sådan en fin tænkemåde. Du må jo være dum. Men enhver kvinde vil forstå hende og misunde hende, fordi hun dog en gang har været lykkelig.

Ja jeg vilde selvfølgelig ikke vide af hende mer, erklærede jeg hidsig. — Vilde du måske bære dig lige sådan ad?

Ja men jeg har jo dig, sae hun og tog mig om halsen.

Men du skal ikke være så sikker på, at jeg ligner kunstneren, sae jeg. Det kan være jeg ligner kapellanen nok så meget.

Det var da rigtignok din egen fejl, svarede Elvira uden betænkning.

— Vi havde mange andre sammenstød om den moderne litteratur, som jeg først da rigtig lærte at kende. Jeg stødte atter og atter på den samme elskovsfulde kvinde, der gærne gir sig hen, når blot hun må blive lykkelig, selv om det kun er for en kort tid.

Man skulde tro, forfatterne havde taget dig til model, sae jeg til Elvira.

101

Hun blev ikke fornærmet, som jeg havde ventet, men svarede blot, at ingenting kunde dog være så dejligt som at være lykkelig.

Hun lignede i den grad en af de kvinder, at jeg irriteret udbrød: Hvad vil det sige at være lykkelig? Vi er vel lykkelige, skulde jeg mene.

Som svar så hun trist ud, og jeg fortsatte: Men den aften en laban sloges med dig om din hanske, da var du måske lykkelig?

Så skændtes vi om det.

Men det skete også, at vi talte om, hvad der interesserede mig. I begyndelsen sae hun, det var nogle underlige ideer, jeg havde, men hun vænnede sig snart til dem, og da først hun var nået så vidt, var ingen drøftelse længer mulig, for enten forstod hun ikke, hvad jeg forklarede hende, og så var der jo ikke noget ved det, eller også forstod hun det straks, og så var det hende ligegyldigt. Det eneste hun brød sig om, var at blive kælet for.

Jeg har lagt mærke til, sae jeg en aften, at din fro på min kærlighed står i ligefremt forhold til len muskulære kraft, hvormed jeg klemmer dig. Så snart den ikke forekommer dig stor nok, så kommer du i tvivl.

Så blev vi uvenner om det, for det er aldrig næmt, når den ene blir træt af kælenskab før den anden, men midt i et skænderi kunde trangen 102 komme over os bægge to samtidigt, og så var alting lige med et godt igen.

Men undertiden, når vi skændtes, foreslog hun, at vi skulde opgi det; vi passede ikke sammen. Men jeg sae nej.

Jeg kender dig endnu ikke, sae jeg en gang; der er endnu saa meget, jeg venter mig af dig, at jeg ikke kan opgi dig.

Det blev hun så glad over, at hun bad, om jeg vilde bære hende et lille stykke.

Og desuden, sae jeg, mens jeg bar hende, er det nu kommet så vidt imellem os — —

Da rev hun sig løs og hoppede ned.

„Det er nu kommet så vidt imellem os" — jeg fandt udtrykket i en bog, hun lånte mig; der var lagt et rødt bånd ved den side, hvor det stod. Det kunde være tilfældigt. Der var kommet noget på den linje, hvor det stod. Det kunde også være tilfældigt.

Men sådan fik jeg at vide, hvad det egenlig betyder. Jeg var en snes år den gang; det var hun også.

103

Sommeren kom. Jeg rejste ikke bort i ferien, skønt Elvira tilrådede det; det skulde være så dejligt at ses igen efter at vi havde været borte fra hinanden så længe. Men jeg vilde ikke. Jeg kunde virkelig ikke undvære hende, og desuden var jeg bange for, hvad der skulde ske, mens jeg var borte. I en bog, hun havde lånt mig, havde jeg fundet et brev fra mandfolket med hansken. Dette brev studerede jeg meget nøje; det var skrevet i en vis flabet lyrisk stil, som den gang var mig ny, en blanding af romantiske travere fra Molbechs lid og så moderne avisstil — jeg gad vide, hvad der er blevet af den mand; jeg synes bestemt, jeg har hørt fra ham senere, jeg tør ikke sige hvor.

Elvira blev ubehagelig overrasket, da jeg gav hende brevet, men ikke forknyt.

Jeg har ikke svaret ham, sae hun, så jeg har ikke noget at bebrejde mig.

Jeg havde ikke tænkt mig, sae jeg, at det var ham, du vilde bedrage mig med.

Hun kritiserede udtrykket „bedrage". Hvor 104 kunde jeg, der var en lærd mand, bruge så forkerte vendinger? Når vi ikke var gift, hvor kunde hun så bedrage mig?

Her skyndte jeg mig at fire for hende. Det var sandt, at jeg på det erotiske område havde en fuldstændigt utidssvarende sprogbrug. Deri var hun mig overlegen. — Ja heldigvis, men hun gad for resten vide, om min sprogbrug nogen sinde havde været tidssvarende. — Hun citerede udtrykket „at det var kommet så vidt imellem os", og den ironi, hun lae i sit citat, klædte hende. — Jeg indrømmede, fra det andet hjørne af stuen, at hun havde ret, og denne afstand gjorde, at hun ikke blev så mild, som der et øjeblik havde været udsigt til. Derfor fik jeg mere kritik, mens det bag efter gik op for mig, at jeg selv havde været herre over, om jeg vilde ha haft noget andet. — Af hendes bemærkninger om mit sprog skal jeg anføre een: Jeg sagde altid „jer" i stedet for „ja". Det var sandt nok. Jeg husker som dreng, at der kom små københavnere ud til egnen og sa et meget bredt og tydeligt „ja", det lød forskrækkelig affekteret, og det kunde ikke falde mig ind at efterligne det. Senere glemte jeg det.

Så du har ikk noget at være vigtig af, sae Elvira. Du taler ikke så korrekt, som du bilder dig ind.

Skulde jeg være vigtig af noget, svarede jeg, så skulde det være, fordi der dog endnu er enkelte 105 rester af dialekt tilbage hos mig, og jeg er dig taknæmlig for, at du har gjort mig opmærksom på det lille ord „jer". Nu vil jeg netop kæle for det og aldrig gi slip på det.

Pyh, blæste Elvira, der dog var blevet opmærksom ved ordet „kæle"; du skulde hellere komme lidt hen til mig.

Jeg vil hellere forklare dig noget, sae jeg og satte mig, stadig på afstand.

Du har så mange sære ideer, mulede hun, ligesom den med dine jeg’er den gang ude i skoven.

Skønt dette var ubehageligt sagt, vilde jeg ikke opgi forsøget på at klare vort sproglige mellemværende en gang for alle, for hvis det kunde opnås, så var der dog et område, hvor vi kunde mødes uden at blive uenige, og hvilken betydning vilde det ikke ha for os, når vi en gang blev gift? — Ordet „gift", som jeg her for første gang anvendte, gjorde et godt indtryk, og Elvira hørte forholdsvis tålmodig på min forklaring, der i korthed gik ud på følgende:

Elvira var født på landet og havde som barn talt ren dialekt ligesom forældrene. Men hun var altfor tidligt kommet ind til købstaden og havde der, dels ved påvirkning fra en frøkenskole, dels ved moerens temmelig uægte fine fornemmelser, fået den forestilling, at det at kunne tale bysprog var et tegn på den højeste dannelse. Hvad der 106 kunde komme ud af sådan en misforståelse havde man et typisk eksempel på hos hendes moer, hvis sprog var en fordærvet blanding af dialekt og bysprog. Hos Elvira selv var grundstammen dog altfor sund, til at den helt kunde ødelægges af forloren korrekthed. Men jeg havde med sorg lagt mærke til, at hun så ned på „bondesprog" som hun kaldte det, og dog vidste jeg ingen, der kunde tale det med sådan en friskhed som hun. Jeg havde lært meget af hende. Ja det var hende, der havde ført mig tilbage til folkets sprog, som jeg hverken i skolen eller på seminariet havde lært respekt for. Hun havde lært mig, hvad mine lærere havde forsømt at lære mig. De var alle født midt i en dialekt og havde allesammen frivillig klædt sig af for den sprogets rigdom, der var skænket dem ved fødslen, og de havde lært os at gøre det samme. Rigssproget, sa jeg, er det stakit, som et „dannet" menneske ikke må komme uden for, men dialekterne er de grønne træer, hvormed man bøder på huller i stakittet, og hvad vil man bøde stakittet med, når der ikke er flere grønne træer? Skal vi så måske hente materialet fra udlandet, som vi ganske vist har gjort før? Men er det ikke en sørgelig måde at dyrke sit sprog på: først at fælde vor egen skov uden tanke om at bruge den til noget, og så, når vi står og mangler, forbedre vort sprog med fremmed tømmer?

        

107 Derfor burde også Elvira være stolt af sin hjemegns mål, som hun hverken havde glemt eller kunde glemme; hun burde elske det og ikke se ned på det som et bondemål, der var en mangel ved hendes dannelse.

Denne udvikling, der med afbrydelser varede et godt kvarter, gjorde ikke det tilsigtede indtryk. Elvira holdt på dannelsen og gendrev mig, efter sin mening, på ethvert punkt. Til sidst vrængede hun mig et stykke dialekt i næsen og spurte, om det lød kønt. — Nej det gjorde det ikke; jeg forsøgte at forklare mig, men nu havde jeg ikke ordet længere. — Nej tak, Elvira skulde ikke gøre sig til nar for mine ideers skyld, og allermindst kunde hun „elske" det sprog, som klokkerens Kesten og den slags folk snakkede. Nej, skulde der i det hele taget være tale om at elske, sluttede Elvira — hun havde også brugt et godt kvarter til sin gendrivelse og med kun eet forsøg på afbrydelse — så vidste hun det, hun hellere vilde elske.

Jeg forstod godt, at der i „elske" var tilbudt mig et forhandlingsgrundlag til ny forståelse helt uden om den sproglige strid, men jeg „elskede" altså noget, hun ikke elskede, og følgelig var der i øjeblikket ikke et egnet område, hvor min kærlighed kunde mødes med hendes. Derfor gik jeg uden at 108 modta hendes forhandlingstilbud. Hun holdt på døren, men jeg gik alligevel.

Jeg kom hjem i høj ekstase, stolt af mig selv, filologisk og menneskeligt — I dag klarede vi os, nikkede jeg til mine bøger. — Men så kom der til gengæld en anden dag, da jeg ikke klarede mig. Det gik op og ned.

Da jeg senere fik denne del af min ungdom lidt på afstand, blev jeg forfærdet over dens mangel på poesi. Ja, forholdet mellem Elvira og mig var som et dejligt stykke grøn mark, der er overladt en flok drenge til legeplads. Kommer man igen et halvt år efter, så er det grønne slidt af, kun den nøgne, rå jord er igen, og den er ligesom trampet til grus. Hist og her sidder endnu en tot sejglivet kvikgræs med gule rødder og lidt forsøg på grønne blade. — Elvira og jeg hjalp hinanden med at danse det grønne af vor ungdom.

Hvorfor vi ikke holdt op, mens legen var god? Det kan kun de gamle spørge om, de, der ikke selv kan lege mer; men ungdommen skal ha sin leg ført igennem; de unge er hinandens legeplads, til der ikke længere er grønt under deres fødder, og selv om de føler, at det slider, så morer de sig. Tiden går, og tid er der nok af; ungdommen slides, men der er nok igen. Det er en rå leg, endnu en grad mere hård end barnets; alle kender den, 109 og jeg tror, at de fleste har fundet den mere morsom end jeg gjorde.

Men ungdommens poesi er en ensom ting, en stor og dejlig grønhed med en selv alene midt i det hele, men hvor der valses af to i det grønne, der er det grønne snart ikke grønt længere.

Måske er det med ungdommens poesi en indbildning, der senere kommer til, ligesom barndommen ikke har andet poesi end den, man i alderdommen selv gir den. Poesi kan sammenlignes med mange ting, måske også med mos på taget af et hus: det kommer først, når huset ikke mer er nyt.

Dog husker jeg en aften, hvor Elvira og jeg opførte den komedie, at vi lå i græsset og havde det grønt sammen.

Jeg gik hen til hende, før end jeg plejede, hun var ene hjemme. Hun rejste sig, da jeg kom ind, gik mig i møde på en dvælende måde og faldt mig tungt om halsen som en ung kone, tænkte jeg, tre måneder efter brylluppet. Så førte hun mig ind i stuen og anbragte mig i sofaen med pude bag ryggen som en nygift mand, der har været hele en halv dag hjemme fra og aset to mil i våd overfrakke og snavsede støvler. Selv satte hun sig på en stol lige over for med noget hvidt arbejde, der kunde være noget med henrivende utålmodighed påbegyndt småtøj til den ventede. Hun talte 110 meget, jeg mindre, som det sømmer sig for henholdsvis en kærlig kone, der altid skal vise et glad ansigt, og for en mand, der kommer hjem fra en dags anstrængende praksis.

Efter at jeg kunde antages at ha kommet mig lidt, satte hun sig til klaveret og sang en lille enfoldig sang, næsten en vuggevise, som det falder mest naturligt i et hjem, hvor den første vugge allerede er i gang. Efter sangen vendte hun sig om imod mig; nu skulde jeg altså sige og gøre noget. Jeg rejste mig med besvær som en mand, der har været på en tre dages forretningsrejse og ikke fået megen søvn; jeg skubbede bordet fra mig, flyttede en stol og nærmede mig.

Hvor i alverden havde hun for resten alt det fra? Jeg kendte det jo altsammen igen. Sådan gik det også til i en hyggelig familie, hvor jeg kom meget som dreng og som ungt menneske. Efter visse indledende arrangementer, der altid var nogenlunde de samme: sidden i sofa, håndarbejde, lille enfoldig sang, drejning af klaverstol — — faldtes der om halsen for tilskuere ganske vist, måske ikke alene for egen fornøjelse; i unge kunde vel ha godt af at se det, tænker jeg.

Hvor havde Elvira lært hele dette arrangement? Tidligere øvelse, selvsyn, instinkt? Jeg vilde ha syntes hun var en sød pige, hvis jeg ikke havde set det for tit og fundet det mindre sødt. Dog gik 111 jeg hen og vilde kysse hende. Men fik ikke lov. Vi sloges så om det, som jeg næste aften ved samme tid indså, det var tilsigtet, at vi skulde, men jeg tog altfor varsomt på hende; jeg kunde ingen kys få.

Det var da som et eller andet, sae jeg og tog bedre fat; skulde jeg ikke kunne ta et kys fra dig?

Nej, du kan ikke, svarede hun, henrykt for slagsmål som altid.

Da mindedes jeg den anden, jeg havde set kysse hende. Hun havde bag efter påstået, at det kys var blevet hende aftvunget. Løgn altså! Dermed var virkningen af det velarrangerede slagsmål ødelagt. Jeg slap hende pludselig, og klaverstolen, der havde været det temmelig lumske grundlag for vor kyssekamp, snurrede en halv gang rundt med hende og sendte hende hen på gulvtæppet, hvor hun som en kat faldt ned på alle fire.

Der var mishag i hendes blik, da hun rejste sig. Jo for valsen havde allerede blottet, at grunden vi dansede på, var ikke grøn, men slidt. Ja men, Elvira, det var den allerede, da jeg bød dig op.

Jeg satte mig hen i sofaen. Hun var egenlig vred, men det var hendes hensigt at være sød. Vredt og sødt trak som skiftende uvær hen over hendes ansigt, men en kone bør ikke let blive fornærmet, når manden kommer hjem efter så lang tids fraværelse, derfor kom hun selv med sit kys, 112 som jeg modtog uden at gøre større anstalter ved modtagelsen. Hvad vilde røveren af hansken ha brudt sig om et kys, der kom af sig selv?

Idet mit blik fløj over hendes hoved, blev det hængende ved en sigarkasse, og nu kom Elvira i tanker om sine værtindepligter: jeg skulde ha en sigar, og jeg skulde da også ha kaffe.

Jeg vil med dig ud og lave kaffe, sae jeg.

Kaffen er det da længe siden jeg har lavet, sae hun. Den skal bare varmes lidt; den står i høkassen. Jeg har haft den lavet en hel time.

„Har haft lavet" — denne forlængede form for førnutid har Elvira gjort mig opmærksom på. Ja første gang jeg hørte hende sige: „Vi har haft tændt op hele dagen", troede jeg endogså, at det var hende selv, der havde skabt den; det har jeg senere opdaget, ikke er tilfældet, men det friske indtryk af denne både originale og simple tidsform hænger uløseligt sammen med mindet om Elvira. Den Elviraske førnutid må ikke forveksles med en formelt tilsvarende førdatid som: Hvis vi nu havde haft dækket bord — —, hvor „haft" ingen sproglig værdi har og altså lige så godt kan udelades, men Elvira kunde sige, ganske anderledes virkningsfuldt: Jeg har haft kjolen sprættet op i tre dage, og sypigen er ikke kommet endnu. — Den forlængede førnutidsform kan næppe være gammel i sproget; jeg ved ikke af, at jeg har set den 113 på tryk, og det er vel ikke en gang alle, der kender den fra talesproget.

Min filologiske henrykkelse må ha været til at læse på mit ansigt, men ikke årsagen til den, for Elvira faldt mig om halsen og erklærede mig for sød. Det samme erklærede jeg hende for, og vi gik i allerbedste forståelse tilbage til dagligstuen, hun med sin opvarmede kaffe, jeg med min forlængede førnutid.

Ved kaffen havde vi en hyggelig passiar. Elvira begynte med at forhøre sig om, hvor mange former et regelmæssigt udsagnsord har på latin og på græsk, og efter at hun havde himlet over de uhyre tal og over, at nogen kunde huske alt det, diskuterede vi, hvad kulør vore sovekammermøbler skulde ha. Jeg holdt på egetræsmaling, for hjemme havde vi haft en maler, der en gang i min tidlige barndom egetræsmalede vore døre, og finere maling havde jeg endnu aldrig set. Elvira tog egetræsmaling op til drøftelse, men kun for at afvise det, — nej lyseblåt skulde det være; det havde hun tydeligt nok tænkt over i forvejen, hvad jeg mente at kunne slutte af hendes klare bevisførelse. Fra sovekammeret, som vi drøftede længe og nødigt forlod, gik vi over til dagligstuen. — Men hvad gik der af Elvira? Hun var så hyggelig, at jeg ikke kendte hende igen. Hvor var det forfløjne og forfærdelige pigebarn henne, der lignede en Robert 114 Burnsk fantasiheks, der gjorde et mandfolk til en desperat hanskerøver og et andet til en enestående idiot, der med rystende pegefinger tegnede dødningehoveder i spildt bajersk øl? — Min Elvira havde to hager, der med tiden vilde avle to til. Jeg spejdede efter den betegnende hulning på grænsen af kinden: den skulde nok komme med tiden. Håret sad glat. For en ikke længere helt ung kone, der snart venter den tredie, er det ikke anstændigt at krølle sig.

Jeg havde indvendige fornæmmelser, hvoraf jeg søgte at beregne, hvor mange år vi nu havde været gift, og jeg havde kvalme af sigaren, der smagte som vadmel.

Da vi var færdige med kaffen, vandrede vi kærligt op og ned ad gulvet som et ægtepar, der overvejer, om det ikke snart er tid at gå i seng; jeg drejede hodet til siden og pustede min vadmelsrøg ud i luften, men da sigaren var røget ud og jeg fik lagt den fra mig i askebægeret, hvor den lå og osede som et afbrændt rakethylster, så skulde vi sidde og ha det rart. Elvira satte sig på mit skød og rejste sig straks igen, for når en pige sætter sig uopfordret, så blir hun aldrig siddende ret længe, hvis man ikke straks gør noget for at holde på hende.

Du er ikke videre elskværdig, sae hun.

115

Nå, sae jeg; jeg kan da ikke anta mer lænestolfasong, end jeg allerede har gjort.

Her var, som jeg senere indså, det øjeblik, hvor jeg kunde ha reddet min ære og min selvagtelse ved at sige farvel for bestandig og gå. Men der var en lammelse over mig; jeg blev og Elvira viste, hvilket udmærket hjærtelag, hun i grunden havde, ved at overhøre mit svar og slå ind på en anden, kærlig og skæmtende samtale, som jeg var altfor ung til at forstå, hverken som spøg eller som alvor.

Vi må egenlig ikke være sammen, når det er så sent. Moer kan ikke lide det.

Hvorfor ikke?

Ja jeg ved såmænd ikke. „Jeg kender nok ungdommen," siger moer.

Det må hun alligevel ikke gøre, i alt fald ikke mig.

Ikke? spurte Elvira med et smil.

Jeg tar ikke skade af det. Jeg ved ikke, hvad du gør.

Nej skade, svarede hun og tav virkningsfuldt.

Jeg spurte så brutalt, som jeg kunde: Hvad er du bange for, der skulde ske med dig?

Jeg er ikke bange for noget.

Det er ikke sandt, du er bange for en løs ko, og du er bange for at gå over et smalt bræt. Hvorfor siger du så det? Du mener måske, at du ikke er 116 bange for et mandfolk, selv om du ellers er bange for alting.

Hun så op på mig. Jeg havde indtryk af, at jeg imponerede hende, og jeg sae:

Men nu ham — hanskespecialisten, ham kunde du godt haft grund til at være bange for i alt fald efter mit syn på den slags ting, men måske var netop hans farlighed grunden til, at du ikke var bange for ham. Det er vel yndigt at være i fare, henrivende at komme noget til.

Elvira rejste sig: Hvad vilde jeg dog med dig? sae hun. Men nu kan det være nok.

Hvis nogen af os to skal slaa op, afbrød jeg, så er det mig og ikke dig.

Hun hørte det ikke, hun gik hen og lukkede døren op: Gå, sae hun. Ud med dig.

Gå væk fra døren, sae jeg. Jeg skal nok selv lukke den dør op, jeg skal ud ad.

Det er lige meget; gå nu.

Jeg vilde rive hende væk fra døren, men hendes øjne holdt mig tilbage. Jeg følte lyst til at slå, men turde ikke. Hendes ansigt havde det udtryk, som enhver skribent har hævd på ikke at kunne beskrive hos den kvinde, der har været skæbnesvanger for ham. Hendes træk, der havde været slappe, blev faste, hendes teint var ligesom blevet farvet op. Nu kendte jeg igen det vilde pigebarn, der 117 fik mændene til at springe om sig som tanglopper over alt, hvor hun satte sine ben.

Nu har jeg prøft på enhver måde, sae hun, men du er en tølper, og jeg vil ikke ha mer med dig at gøre.

Jeg havde lige en smule bevidsthed til overs til at sanse de to ord „prøft" og „tølper", der stod til hinanden som det levende sprog til den døde bog. Fra den fjærneste ende af stuen, hvor jeg i min protest var flygtet hen, nærmede jeg mig nu, ikke døren, men hende; jeg gik i en krum linje og med et underhandlende smil bag om døren skævt løs på hende med en hånd strakt frem. Jeg var faldet ned fra alting, var igen begynderen, og hun var den, der skulde begyndes med helt for fra; jeg var ikke kommet længere end dertil, hvor jeg havde en anden at se efter, hvordan man erobrede hansker, hænder, arme, kys, mens jeg selv, i spildt øl nedtegnede en hieroglyf, der skulde læses: kan ikke.

Med et kast af hodet verfede hun mig i retning af døren. Hvordan gik jeg ud? stolt som en mand? eller faldet sammen i ryggen?

Pjalt, hvæsede hun, idet jeg gik forbi hende.

I samme øjeblik jeg var ude, blev døren smækket i og nøglen drejet om. Det lød brutalt. Hun måtte være hævngærrig; ellers skyder man ikke efter den, der flygter.

118

Jeg kunde ikke læse, da jeg kom hjem. Jeg havde den største medlidenhed med mig selv og har det endnu. Hvorfor skulde jeg i så ung en alder ind i en situasjon, som jeg slet ikke kunde klare? Hvad skulde jeg med kvindeoplevelser, der lå helt uden for mine erfaringer? Jeg, som havde bildt mig ind, at jeg lærte så meget af tilfældet Ellinor!

Efter at jeg havde beklaget mig selv, gik jeg dybere ned. Måske var det ikke alderen; fejlen kunde ligge et andet sted. Vilde jeg med den indvundne erfaring kunne klare det næste tilfælde, lad os sige: om fem år? Jeg troede det ikke selv. Hun havde ret. Hun havde set min svaghed, og øjeblikkelig havde hun slaaet ned på den, nævnet den ved sit navn. Men det er farligt at få en halvbevidst svaghed draget frem og kaldt ved navn. Navnets magt er forfærdelig. Når man først veed navnet på noget, man hemmeligt er bange for, så kan man ikke glemme det. Denne husken er et sår, der ikke læges. „Pjalt" var mit sår. Var alt dette ikke sket, kunde jeg måske ha gået mange år med helt sind. Men det kunde vel slet ikke tænkes, at det ikke skulde ske. For det var jo ingen virkelig lidenskab, ikke en gang sanselighed, der havde draget mig ind i dette forhold. Nej der var ingen anden grund end den, at det skulde til, ligesom andet ondt, der kommer inde fra og en dag bryder ud.

119

Jeg lukkede øjnene, og mit hoved sank— det er saa komisk at sige det, men sandt — under vægten af skæbnen.

Da jeg lukkede øjnene op igen, så jeg først, at jeg under mine betragtninger havde tegnet mit symbol, dødningehodet på papiret foran mig.

120

Sommeren var ovre, og det blev efterår. Med latin og græsk gik det stadig fremad, med Elvira gik det dårligt. Vi var uvenner siden den aften, hun viste mig ud, og ingen af os vilde gøre det godt igen, ingen vilde gøre det forbi. — Nu skal hun vel til at more sig igen, tænkte jeg, men i stedet for tog hun plads som ekspeditrice hos en isenkræmmer.

Man må tænke på sin fremtid, sae hun i en af vore korte, halv fjendtlige samtaler, der gærne fandt sted på gaden.

Du duer ikke til at stå i butik, sae jeg.

Men jeg tog fejl, Elvira var flink til at tale med kunderne. Jeg kom af og til ind i butikken for at se, hvordan det gik. Når der kom landboer, genfandt hun sin egen barndoms mål, og det gjorde en udmærket virkning, skønt den var fra en anden egn. Jeg hørte folk rose hende, når de var kommet uden for. Måske var hun en ganske dygtig pige, når hun kom til noget, hvor hun passede, og fik mindre tid til fjant og herrespasering. 121 Principalen, der var ugift, var godt fornøjet med hende, lovede hende gagetillæg og forærede hende en hund, som hun med megen selvfølelse spaserede med om aftenen. Når hun havde den med, kunde hun undvære herre, lod det til. — I alt fald fremsatte jeg den formodning over for hende, og hun erklærede den for rigtig.

Hunden var en gordon-sætter, og „Gordon" udtalte hun „Gordong" (ligesom alle dannede mennesker i min barndom kaldte helten fra Kartum for Gordong). Jeg gjorde hende opmærksom på den rigtige udtale, og hun svarede med en spidsfindighed, der overraskede og fornærmede mig, at videnskabelig set var gordon nok det rigtigste, men hendes principal var nu sådan en verdensmand, og de sae altid gordong.

Verdensmand, sae jeg. Pjalt, tænkte jeg.

Så stod vi lidt og så på hinanden. Der var forsonlighed i hendes blik; jeg ved ikke, hvad der var i mit, men ingen af os kunde bekvemme sig til at sige noget, og så gik vi tavse hver sin vej.

Jo hun havde nok adskillig mere indre værd, end jeg troede, og en gang, rimeligvis meget snart, skulde det vel lykkes en anden mand at kalde det frem i hende. For mig var enhver sådan bestræbelse mislykkedes.

Lidt længere fremme blev jeg stanset af en 122 kollega, der sae: Død og pine, hvor De ser højtidelig ud! De må hellere gå med ind i pavillonen og få en genstand.

Så kunde jeg tænke mig, hvordan det blik havde været, hvormed jeg sae farvel til Elvira. Det faldt mig ind, at det undertiden er klogere at tilstå i ord, når ens øjne alligevel ikke kan skjule det, man vil fortie. Men den ævne havde jeg nu engang: af to dumheder begik jeg altid den største.

Det kan ikke andet end gi en trist ungdom, dette, at man tror, livet er værd at leve, og man erfarer, at det, man får fat i, ingenting er værd.

Jeg kom fuld hjem den aften, men hvad forslog det? Sådan sparkede Mølvad dynen af sig i en vis periode, og det hjalp heller ikke.

Nej men Mølvad han klarede sig. Havde han haft vanskeligheder, så klarede han dem som en ægte mand. Ja hvad sae ikke vor seminarieforstander så åndfuldt: Kun en ægtemand er en ægte mand. Mølvad var begge dele nu, alvors- og ægtemand.

Han blev gift om sommeren, og hans ansigt, der havde givet en af de satans drenge anledning til denne vittighed: Jeg tror, hr. Mølvad har i sinde at formere sig ved knopskydning — det blev for en tid glat og smukt, og nu kunde ingen af de store piger længer råbe til en anden: Du Olga, skal 123 jeg ta en buket af hr. Mølvads blomster med til dig?

Mølvad forandrede sig efter sit bryllup. Før havde der været noget besværligt over ham; nu kom der snarere noget løsnet, noget ivrigt og højrøstet. På en sær måde, der gav mig lede ved det også, blev vi pludselig enige om noget. Jeg havde altid følt ubehag ved den sanselighed, jeg fandt i den ny litteratur; Mølvad var forarget og talte mere om det, end han plejede. Idet hele taget var enhver form for erotiske friheder blevet ham så mærkeligt imod.

Der var ved skolen en lærer på et halvt hundrede år, hvis kone i mange år havde været svagelig. Denne mands privatliv var nok ikke helt upåklageligt, men han gik ellers meget diskret med det, og der blev ikke talt videre om det. Han var dygtig og passede sit arbejde, og folkesnakken er aldrig slem ved nogens erotik, når bare der er orden i den. Men Mølvad var indigneret og talte højt. Mølvad, der efterhånden fik buler i panden af hvedebrødsdage, han kunde ikke tåle sådan en mangel på selvbeherskelse og vilde bevirke, at manden blev afsat. Mølvad, om hvis befølinger af sin person i timerne de store piger fortalte hinanden ting, som aldeles ikke lar sig sætte på tryk, han repræsenterede den sædelige forargelse, og hans mægtige svigerfaer åbnede sit 124 bladforetagende for antydninger om sædelige forhold ved byens kommuneskole, der bevirkede, at manden søgte sin afsked. Ganske vist fik han ved Mølvads og svigerfaderens indflydelse en plads på landet, hvor, som Mølvad sae, den offenlige kontrol med hans privatliv vilde virke mere betryggende end i en by, og det fik han på en måde ret i, men resultatet blev alligevel meget trist for samme lærers vedkommende, men det kommer ikke denne historie ved.

Affæren blev bekendt og omtalt i vide krese, og Mølvad havde mange både for og imod sig, men det blev allerede sagt her, som det så mange gange senere er blevet gentaget, at hensigten var uegennyttig, og det er jeg heller ikke i tvivl om: hans hensigt var god, men hans resultater var undertiden mærkelige.

For eksempel hans deltagelse i den berømte sædelighedsprotest i 1890, der som en velgørende landeregn gik hen over hele den danske nasjon. De drev det virkelig for vidt i København med deres ny litteratur og deres blade; der måtte nedlægges protest. — „Alvorlige Mænd," skrev Mølvad i svigerfarens blad, så det kom i alle aflæggerne, „kan ikke længere finde sig i dette uvæsen; vi må i een stor protest samle den endnu sunde del af den danske nasjon; vi, der ikke er fordærvede, må finde hinanden, række hinanden hånden og 125 slutte os sammen." Mølvad var, i hvert fald uden for København, en af de første, der manede til protest, og det blev senere husket.

I ingen periode af mit liv har jeg følt det så pinligt at være dansk som den gang. To partier var i kamp med hinanden; alle tænkende mennesker stod på den ene eller på den anden side, men jeg kunde ingen plads finde. Gennem Elvira og gennem eget studium havde jeg fået uvilje mod den ny realisme, men de protesterende, på den anden side, gav mig kvalme, lige fra Mølvad og op efter til de mere betydelige. At jeg var for ung og ubetydelig til at ta del i kampen, var mig ingen trøst, lige så lidt som det, at ingen fandt det umagen værd at spørge mig, hvem jeg holdt med, men det var forfærdeligt at se hele den tænkende del af nasjonen delt i to lejre og så ikke kunne bekvemme sig til at slutte sig til nogen af dem. Fejlen måtte jo ligge hos mig. Jeg havde så at sige opdaget min samtid — den opdagelse gør man vist i reglen mellem tyve og tredve — og jeg havde begyndt at søge føling med den, og nu var jeg altså uden for den, mens en mand som Mølvad stod midt i den og arbejdede med eller imod den. Jeg havde ikke tag i nogen ting. Man kan ikke gå imod to forskellige retninger på een gang, men man kan være uden for.

Men det var Mølvads deltagelse i kampen mod 126 usædeligheden, jeg vilde fortælle om. Enhver husker den ubetydelige begivenhed, der gav anledning til den store kamp. — „Nu kan man da se, hvad der bor i disse mennesker," råbte de forargede. Ja men i efterspillet, der som sædvanligt var det artigste, fik man at se omtrent alt, hvad der bor i den danske nasjon: Hæderlighed, der vil redde livsværdier; uhæderlighed, der maser frem og hugger sig en chance; borgerlig ærbarhed, der forfærdet trækker sig ind i sig selv; højrøstet nysgærrighed, der stimler sammen og laver halløj i gaden; naiv selvtilfredshed over at ha holdt sig på den rigtige side, som drengen, der rækker fingren i været: det var ikke mig, hr. lærer, jeg var ikke med; og almindelig lyst til ikke at la et godt samtaleæmne gå til spilde, hvad der fremkalder den landesnak, der kaldes folkestemning — —. Kort sagt, hele nasjonen vågnede og gav besked om sig selv.

Mølvad — han kaldte sammen til protestmøde i byens største sal.

Den var for resten langt fra fuld. De rigtige spidser som borgmester og apoteker udeblev af hensyn til, at det var en kommunelærer, der skulde indlede. Borgerskabet var fyldigt repræsenteret, med damerne i overtal, men det bredere lag manglede næsten helt. På første række sad svigerfaeren, den mægtige redaktør, landets 127 barskeste mand, med store, næsten hårløse øjenbrynsknuder, der gav ham en mærkelig lighed med en tyrekalv, hvor hornene netop er ved at bryde igennnem. Hans bladforetagende tilhørte det moderate venstre, og hans had til de radikale var rødt og stædigt som en tyrs. Han så nok ud til at være en farlig mand, som han sad dær i spidsen for al byens forargelse. Ved siden sad hans datter, fru Mølvad, en ganske køn dame med et strængt ansigt. Jeg havde et par gange været sammen med hende og med undren lagt mærke til, at der slet ikke var noget naragtigt ved hende; hun lod noget tør og hård, men var ikke af Mølvads art. Hun var temmelig tavs i selskab, men hun fulgte Mølvad med øjnene, når han talte, dog var det umuligt af hendes alvorlige ansigt at se, om det var med beundring eller med kritik. Det første, jeg havde hørt om hende, var, at hun var en meget fornuftig pige. Måske havde hun haft vanskeligt ved at blive gift og vist større klogskab end Ellinor. Jeg forstod hende ikke rigtigt, men en pige, der giftede sig med Mølvad, måtte nødvendigvis interessere mig. Senere mener jeg at ha opdaget en lov om, at naragtige mænd har udpræget fornuftige koner, men jeg er lige så langt fra en forklaring nu som før.

Klokken otte besteg Mølvad det lille gulvtæppe, der sammen med et bord, hvorpå vandkaraffel

        

128 og glas, udgjorde talerstolen. Jeg stod i en vindusfordybning og kunde se alles ansigter.

Mølvad begyndte med et ganske nøgternt referat af, hvad der var sket, og gemte sin indignasjon til senere. Forsamlingen hørte opmærksomt efter, skønt den kendte det hele i forvejen; af og til nikkedes der, på de værste steder blev der mumlet, og da referatet var færdigt, så folk sig omkring og aflæste forargelsen på hinandens ansigter.

Elvira sad gemt et sted og holdt hodet sænket; en vippende bevægelse af hendes støvlesnude syntes at antyde manglende tilslutning. Hvad vilde hun også her? Flere indremissjonske damer betragtede hende med fjendtlige øjne. Også jeg blev målt og fundet for letsindig; øjne gik fra hende til mig og tilbage igen.

Taleren fortsatte med en vis stille ironi, som Indre Missjon meget ynder at anvende, men som ikke altid lykkes. Her lykkedes den heller ikke, men det var, som det skal ses, ikke mangel på veltalenhed, der gjorde det, snarere tvært imod. Den aften kunde man høre, at Mølvad egenlig skulde ha været præst, hvis ikke ydre omstændigheder havde forhindret det. Til gengæld følte han sig som præst; han talte som en præst, og det varede ikke længe, før han begyndte at sige I til forsamlingen, og han førte dette dristige 129 stedord igennem med en myndighed, der gav ham ret til det — det var i alt fald manges mening.

Mølvad talte spottende om kødets evangelium, som det nu blev præket i København på gader og stræder. Hvis nogen troede, han overdrev, så kunde han selv rejse der ind, og han skulde få det at høre. Elviras principal, den glade isenkræmmer, nikkede; han havde altså også hørt det.

Mølvad så dette nik, og der kom patos i hans stemme. Da var det, at han første gang sae „I", og isenkræmmeren, der følte, at han var kommet i kirke, blev alvorlig. Elviras fod vippede på en egen verdslig måde, som var det pavillonens orkester, hun sad og hørte på.

„Synes I ikke, at kødets evangelium er et dejligt evangelium?"

Her kom hans stemme pludselig til at skælve, og han famlede hen over bordet, men stemmen blev straks fast igen.

„Og hvad synes I om denne blodets brusen, som de taler så meget om? Må det ikke lyde som en liflig musik i kødelige øren?"

Han søgte at tvinge sin stemme ned på den stille ironi, men den vilde op.

„Kristendommens og moralens fjender," blev han ved, arbejder just ikke under jorden. De kommer frem i lyset og råber højt, så enhver kan høre dem. Mon de tror, at de også kan besnære os, de, 130 som selv i deres uafladelige lovprisninger er besnærede af deres eget køds skrøbelighed?"

Taleren gjorde en pause, mens han skænkede sig et glas vand, men han drak ikke, han så op fra vandglasset og fortsatte:

„Denne opdagelse har disse mennesker gjort: de har opdaget det, de kalder naturens eller det naturlige menneske, det, der i bibelen hedder den gamle Adam, og dette naturmenneske, der med sine nøgne sanser ikke er andet end en vild, det opstiller de som et mønster, som det ideale menneske, mens vi andre jo godt føler, at det er netop denne natur, vi skal kæmpe imod — —

Talerens stemme rystede stærkt. Han kom til at se på sin kone, der havde iagttaget hans mer og mer bevægede ansigt med uforandret alvor, men da hun mødte hans blik, skyndte hun sig at se ned.

Mølvad tømte sit glas, og opildnet af det kolde vand gik han over til at skildre det såkaldte naturlige menneske, sådan som det gav sig luft i vor tids litteratur så vel som de forbrydelser, der på det nøjeste hang sammen med hele den ny betragtning af livet. — „Men," sae han, „jo mer åbenlyst de brovter med det naturlige menneske, der er i dem, desto lettere har vi ved at holde os vågne i vor kamp mod dem; der er sandelig ingen fare for, at vi skal falde i søvn, mens vore 131 fjender går om og gør forsøg på at antænde lystens ild i de ubefæstede sjæle — — —

Taleren drak endnu mere vand, og hans ansigt fik en glans, som var det den kosteligste vin, han havde drukket. Hans kone så stadig ned; hun blev koldere, mens han blev hedere.

Der kom en stor nidkærhed over Mølvad. Han gav en skildring af hovedstadens letsindige liv, der på mig gjorde et meget tilforladeligt indtryk. Flere af damerne så ned i deres skød; Elvira så op, og hendes fod blev stille.

„Men," sae Mølvad, „mod kødets evangelium vil vi opstille åndens og sandhedens evangelium, for ånd og sandhed hører sammen, og der er ikke sandhed andet sted end i ånden. Andens evangelium består, mens kødets evangelium, selv om det prækes nok så tillokkende af sine præster, så — — —"

Taleren mistede herredømmet over sin stemme og blev kendelig usikker. Havde han været ved at gøre en indrømmelse? Han skænkede mere vand for at få lejlighed til at gøre en pause, og så tog han fat igen.

Han talte om ungdommens vanskeligheder. Ungdommen var i sig selv en vanskelig tid, men de ny ideer gjorde den vanskeligere i stedet for at gøre den lettere. Ungdommen tålte ikke at høre så meget om det brusende blod. — Nu vil han 132 komme med tilståelser, tænkte jeg; men han drejede af. Han udmalede med lidenskab, hvor vigtigt det er at beherske sig, netop når blodet brænder allerhedest; med en stemme, han ikke helt var herre over — så opfyldt var han af sit æmne — skildrede han, hvor svage vi i virkeligheden er, og hvor let det er at falde, men så beskrev han på den anden side selvbeherskelsens sejr og resignasjonens løn. Hans kinder glødede af forsagelse; han stod dær som en Simon Zelotes, den nidkæreste af de nidkære. Jo han vidste noget om ungdommens trængsler; godt for ham, at de var overstået, men hvorfor vilde hans kone ikke se op?

Han gik videre, idet han manede til at slå kres om de unge og hjælpe dem med at bevare deres sinds renhed; det var ikke altid så let, som man måske troede — — —

Den ånd, der var kommet over ham, vilde altså tvinge ham til at tale om sig selv; han havde undgået det en gang, men nu slap han ikke:

Jo han havde ganske vist ført, hvad man kalder et pletfrit liv, og dog kunde han tænke sig — — han kunde godt tænke sig dem, hvis tanker — — Men når Gud har skænket een et middel til at blive herre over dårlige tanker, så — —

Svigerfaeren så ud som før; der var ikke noget i vejen for, at han kunde ha forestillet en karikatur af Michel Angelos Moses. Datteren havde vendt 133 sig til siden, hun kom til sin store ærgrelse til at møde mine øjne, og hun sendte mig et blik, der for mig var en vigtig oplysning. Jeg tænkte: Hvis det var mig, der led af dårlige tanker, vilde jeg nødig haft hende til at hjælpe mig af med dem.

Efter at ha skildret tidens fordærvede opfattelse af kærligheden, kom taleren til sidst ind på den ideale kærlighed. Her behøvede han ikke at drikke vand, heller ikke at tale om selvbeherskelse og afhold. Han kunde la vandet stå og frit gi sig sine følelser i vold. Men heller ikke på den ideale kærlighed kunde han få sin kone til at se op.

Jeg vidste den gang ikke, at når en ægtemand ikke i løbet af det første halve års ægteskab er blevet opdaget af sin kone, så blir han det aldrig. (Jeg har dog endnu ikke set et ægteskab, hvor manden ikke forlængst er opdaget).

Det, der forbavsede mig mest ved Mølvad, var den dristighed, den myndige naragtighed, hvormed han hengav sig til sin patos og glemte, hvem han talte til. Han delte ved sin personlige appel forsamlingen i to dele, hvoraf den ene var forarget og den anden begejstret, men ingen undgik virkningen af den megen kærlighed: mænd og koner rykkede hinanden nærmere og lovede med øjne og miner hinanden at kæmpe så godt de kunde, mod den moderne opfattelse af kærligheden; 134 de så til hinanden og så, at de var besjælede af samme sindelag.

Luften blev hed. Jeg listede et vindu op bag ved mig og havde ondt af de gamle piger, der sad alene rundt omkring og ikke havde nogen at flytte sig hen til og dele sympati med. Mange af dem gruede vistnok meget ærligt over tidens fordærvelse og så ud som de frøs. Andre tørrede sig og rykrede i deres klæer, der vilde hænge fast til kroppen. Mølvad havde det på sin vis også ensomt, ja stod han ikke dær som en begejstret gammel jomfru, der har så meget og skal ha sagt, men ikke kan få det ene, hun tier med. Han så ned på sin kones kolde, bortvendte ansigt, og skildringen af den ideale kærlighed tog til slut magten fra hans stemme, ligesom den kødelige havde gjort.

Og så sluttede han da endelig af. Der blev ingen diskussjon ud af det. Kapellanen sae et par ord i den retning, men folk havde så travlt, de skyndte sig ud to og to og forsvandt uden at ha været inde i restaurasjonen. Fru Mølvad havde rejst sig. Hun så sig om med sine kolde øjne, passede på ikke at se på mig denne gang og gik sammen med sin faer. Mølvad skyndte sig hen og tog hendes arm. Hun vilde ind i restaurasjonen og ha en forfriskning, hørte jeg hende sige, men han vilde hjem. Adskillige af Mølvads venner kom nu og bad ham blive; de vilde gærne samles med ham 135 til diskussjon inden for en snævrere kres. Men han vilde ikke, han trippede uroligt frem og tilbage, gik små ture rundt om sin kone og trykkede med forvildede øjne sine venner i hånden. Nej han vilde hjem, og hans kone gik med, ikke uden el par dæmpede ubehageligheder, der formodenlig vilde blive mere lydelige, når de kom uden for.

Elvira var forlængst borte, så vel som hendes principal. Jeg så hans hånd nærme sig hendes arm, da de gik gennem døren. Jeg var ikke skinsyg mer; for mig var kærlighedens dilettantkomedie nu forbi.

Da jeg kom hjem, lå der brev til mig fra Peter Torsiild. Han var på kursus og skulde være student om et år. Havde jeg ikke også lyst til at blive student? Selvfølgelig. Jeg lå vågen et par timer, mens jeg lae planer. Før November kunde jeg ikke rejse, men det gik nok alligevel. Jeg vilde væk fra alting her, fra Elvira, fra Mølvad, fra bevidstheden om et års naragtighed og nederlag, og beslutningen gjorde min søvn lettere, end den i nogen tid havde været.

Mølvad var ikke kommet ud af sin affekt, da han mødte på skolen næste dag. Jeg hørte ham diskutere højrøstet med ældre lærere, der var hans venner. Jeg hørte ham sige, at han havde fået ansættelse i København fra nytår.

Hvad vilde han dog dær, Mølvad, der bare 136 gjorde idealet til hanrej, hvis han kunde komme afsted med det. København vilde dø af grin, så snart han viste sig. Jeg undte ham den samme omgang, som da han gjorde sin første indtræden i realskolens gård; den havde han ikke fået, siden han var blevet voksen; men i København var den ham sikker. Jeg vilde gærne ha et fornuftigt menneske ud af Mølvad, fordi jeg endnu den gang syntes, at det er utåleligt og unødvendigt, at der skal være narre til.

        

137

Jeg fandt et kursus i København, der vilde opta mig til November, og jeg gik op til overlæreren for at meddele ham min bestemmelse. Overlæreren beklagede at jeg vilde rejse og bød mig en sigar. Der kunde blive en flink lærer af mig, sae han; jeg var venlig og sagtmodig. — Jeg anstillede en hastig sammenligning mellem hans dom over mig og Elviras: „Venlig" var hvad hun en gang havde udtrykt sådan, at der til tider kunde være noget vist fjollet ved mit væsen, og det smukke gamle ord „sagtmodig" svarede til „pjalt".

Men jeg kan ikke nok endnu, sae jeg; jeg trænger til at lære meget mer.

Dermed blæste jeg en stor røgsky fra mig, der blev stående på skrå i luften som en kølle. Men det var jo altfor fremtrædende af et ungt menneske som mig at stille sådan en røgkølle op i en overlærers kontor, jeg skyndte mig at viske den ud igen. Jeg dampede sagte videre, idet jeg nu og da kun henåndede lige en anelse af en grå sky, mens vi diskuterede betydningen af at lære noget og slog fast, at kundskab er magt.

138

Jeg kom hjem med al den ære og anseelse, et ungt menneske kan forlange, men helt anderledes kom jeg fra min afsked med Elvira. Den kom først flere uger senere, og jeg havde egenlig tænkt, at den slet ikke skulde komme, vi var jo færdige med hinanden, hun spaserede med sin hund, sagtens også med sin isenkræmmer. Men en dag stansede hun mig på trappen og sae, at hun vilde gærne tale med mig. Derefter gik hun foran mig hen mod sin egen dør, jeg måtte altså gå bag efter. Jeg kunde ha spurt, om vi ikke kunde afgøre det, hvor vi var, men hun vilde jo ikke stå stille og la mig spørge.

Hun viste mig en stol med en håndbevægelse, som hun måtte ha lært af sin isenkræmmer, og begyndte med at sige, at hun havde hørt, jeg vilde rejse.

Jo det var sandt. Jeg kunde ikke nær nok og trængte til at lære noget mere.

Jeg synes ikke du bestiller andet end at lære mere, så man skulde ikke synes, du behøvede at opgi din plads for dets skyld. Nå men det var altså ikke din mening at komme ind og sige farvel til mig.

A hvad, mente jeg; der er jo god tid endnu.

Du har allerede begyndt at sige farvel til andre. Nå men inden du rejser vilde jeg da gærne vide, om vi er forlovede eller ej.

139

Forlovede kan du da umuligt mene, sae jeg, og mindet om den sidste scene imellem os berøvede mig enhver mulighed for at kunne være den overlegne. — Du kan ikke være tjent med en pjalt.

Det ord gjorde en vidunderlig virkning på hende. Hun sprang op, og der kom en glans over hende, som jeg troede hun havde tabt for bestandig efter sin nu øjensynlige skuffelse med isenkræmmeren. — Når det ikke var andet, end at jeg var fornærmet på hende! Men hvor kunde jeg, der var så klog, tro, at hun havde ment noget som helst med det? Hun vilde gærne bede mig om forladelse, det var da så selvfølgeligt, nu da hun så, jeg havde taget sådan noget vrøvl alvorligt.

Jeg blev siddende på min stol uden at røre mig. Jeg var træt og ked af det, men jeg kunde ikke undgå at beundre, hvordan alle farver blussede op i hendes ansigt og øjne, ligesom en af disse vidunderlige blomster, en fakir får til at springe ud, mens man ser på det. Jeg begyndte at forstå, at en piges skønhed ikke er noget, hun uden videre har, men det kommer over hende ligesom en inspirasjon ved en eller anden lykkelig påvirkning ude fra. Skulde den tåbelighed, jeg lige havde sagt, være sådan et lykkeligt ord? To eller tre gange før var det hændt mig at finde sådan et ord.

Elvira kom hen til mig, men jeg gjorde ingen anstalter for at ta imod hende. Jeg vidste kun, at 140 hvis hun satte sig på mit skød, så vilde jeg holde på hende. Jeg var måske ikke så meget forelsket, men jeg var så træt og svag; jeg var som en forfrossen flue om efteråret, der gærne vil ha en varm hals at sidde på, og som siden ikke vil derfra, men hellere lar sig slå ihjel.

Men så stansede Elvira på halvvejen og sae: Du holder vist ikke mer af mig.

Jo jeg gør såmænd, svarede jeg, men — —

Hun gik tilbage, satte sig skævt ned i en sofa og drejede sig bort fra mig; hun kom til at sidde i en utrolig opløst stilling. Og hun gjorde noget, der endnu mindre klædte hende: hun græd.

Jeg følte noget tilsvarende i min hals, men jeg græd ikke. Jeg sank med albuerne ned på mine knæ og må ha lignet en frø, der er ved at samle sine lemmer.

Gå, sae Elvira og var uventet hurtigt færdig med at græde.

Nå ja, det var jo sandt: jeg skulde gå. Selvfølgelig. — Farvel, sae jeg og rejste mig. — Farvel — — Elvira.

Jeg ønskede i dette øjeblik, at hun havde heddet Marie for eksempel. Det havde været meget lettere at sige: Farvel, Marie.

Farvel, sae hun og rakte mig ikke hånden. Jeg gik heller ikke efter den.

141

Men da jeg var ved døren, sprang hun op; der var mer endnu, jeg skulde høre.

Ja nu er det også længe nok, at du har haft mig at eksperimentere med, og jeg har været din prøveklud, sae hun.

Prøveklud, sae jeg og fik mælet igen, for skændes kan man altid, — nej jeg har været din prøveklud ligesom ham med hansken og ham med gordong-setteren, og når du synes det kan være nok, så smider du os på kludebunken og tar en anden.

Hun lukkede døren op og holdt på den, mens jeg gik ud. Idet jeg gik forbi hende, så jeg stift på hende og var bestemt på at slå, hvis hun sae pjalt.

Hun sae pjalt med øjnene, men ellers ikke et ord.

Jeg gik ned på mit værelse for at læse videre i Ciceros taler, men da jeg havde klaret en meget indviklet halv side med sædvanlig lethed, mældte der sig en tankegang, der ødelae hver smule af tilfredshed for mig: at du kan klare Cicero, det ved vi nok, men det var dær oppe, du skulde ha klaret dig, og det er kun fejt af dig at flygte tilbage til dine bøger, hver gang du har lidt et nederlag hos hende. Den, der vinder over en pige, er større end den, der vinder over en latinsk periode.

142

Men det hjælper, når jeg kommer væk fra denne by, tænkte jeg og tog min hat for at gå en tur. — Her er ikke til at være længere for mig; jeg kan ikke gøre andet end dumheder her. Af tåbelighed kommer tåbelighed, og det er sindssvagt at tro, at der kan komme noget som helst andet.

Afskeden med min værtinde, fru Petersen, var mærkværdig kølig.

Nu skal jeg altså ind og sidde på skolebænken igen, sae jeg.

De kan da aldrig få lært nok, sae hun med så dan et kunstigt smil, idet hun et øjeblik så væk fra sin lille dreng, der var kravlet op på en stol.

Jeg kan ingenting endnu, sae jeg, men om en halv snes år kan det jo være, at jeg er lidt bedre tilfreds med min viden.

Hun rystede på hodet og så igen på sin lille dreng: Men dreng dog; jeg tror virkelig du står og tisser på moers stol!

Så måtte jeg vente, til hun fik tørret det af, og hendes hænder også blev tørre.

Nu kunde De ellers ha fået fast ansættelse, sae hun, og så kunde De snart ha giftet Dem; det er ikke mange, der kommer så tidligt i stilling.

Ja tak, sae jeg humoristisk, men jeg skal nok vogte mig.

Jeg sae farvel til en hånd, der ikke var helt fri 143 for at ville klæbe fast til min, og jeg fik et misbilligende blik i stedet for svar.

Dette misbilligende blik har jeg senere mødt og altid hos kvinder. Jeg fortolker det sådan: Kvinder kan ikke beundre den egenskab hos en mand, at han glemmer livet for bøgerne, for livet, det er egenlig dem selv.

144

Jeg sad i toget og kørte ad København til. Jeg så ikke ud ad vinduet, heller ikke på mine medrejsende, men idet jeg bøjede mig for over, korn jeg til at stirre på en plet, jeg havde på det ene knæ. Den var snart gammel nu; jeg huskede godt den dag, den kom, og hvordan den havde plaget mig, fordi den var den første på det sæt tøj. Jeg bestemte at ta den af med varmt sæbevand, men opsatte det for at se, om den ikke gik væk af sig selv, men den blev; den indgik forbindelse med beslægtet snavs ude fra og dannede en brun skjold på det grå tøj og var vel ikke mere til at få af; sæbevandet nåede i alt fald aldrig at blive varmet. Så kom der andre pletter til, og jeg blev mere sløv, lod dem være i fred allesammen.

Men her var den altså, den gav ikke fred for fred. Å, den så så trist ud, og den sad skævt på mit knæ, den vendte ind ad ligesom et fingerpeg om kalveknæethed. Elvira havde en dag sagt, at jeg var kalveknæet, og for at gøre det endnu mere fint og knusende, havde hun udtalt v’et i kalve —.

145

Jeg tegnede med fingeren et dødningehoved på min plet og henfaldt i behagelig skummelhed.

Forpjusket, sae jeg til mig selv, indvendig pjaltet, pillet fra hinanden af en kvindehånd, der hverken var fin eller kyndig, ikke en gang særlig stærk, dog stærk nok til at ta min selvbevidsthed i stykker og vise mig min indre løshed — i den forfatning slap jeg altså fra det. Tilfældet Elvira var værre end tilfældet Ellinor. Mølvad er for længe siden kommet over sit tilfælde, og han vilde med samme forholdsvise lethed være kommet over mit. Han kan ikke komme i tvivl om sig selv, ikke opnå bevidsthed om sig selv, mens jeg ikke består af andet end tvivl og har den bevidsthed, at jeg er en nar, muligvis en pjalt. Hvad har jeg at prale af i sammenligning med ham?

Den mand, der er kommet til ende med sin vej og sin dag, han er lykkelig. Han kan lægge sig og sove. Det snurrer et øjeblik i hans hoved af mange forestillinger, og så er han borte. Da jeg kom til at studere igen og var fritaget for at leve, da faldt jeg ligesom i søvn. Jeg lae mig over mine bøger og sov ind med hele den del af min bevidsthed, der ikke vendte mod bøgerne. Det var en lykkelig tid, som jeg ikke husker meget af. På mit kursus var jeg den flinkeste i latin, og i græsk fulgte jeg godt med. Timerne kedede mig for resten; jeg havde lært min formlære og kunde ikke forstå, 146 at andre ikke gjorde det samme. Jeg husker ikke meget af dem. Hvad jeg derimod husker, er, hvordan jeg om aftenen skyndte mig hjem for at komme til at læse igen. Sådan gik tiden fra Oktober til Februar, een ret, uafbrudt linje ligesom de lange lodrette streger på togplanerne, der betegner ekspressens rute. I et ledig øjeblik hilste jeg på den skæve plet på mit bukseknæ; den var afbleget af regn og slid, og jeg måtte smile ved gensynet. Den gjorde ingen fortræd mer. Hvad der stod i forbindelse med den, var vel trist, men det lå så langt borte og havde tabt sin magt.

Studier læger sårende minder, og de bukser måtte desuden snart kasseres. Elvira hørte jeg ikke mer fra.

Jo jeg gjorde. I slutningen af Februar kom hun selv ind for at se til mig.

Hun var forandret. Så hun ældre ud eller finere, eller sygelig? Jeg vidste det ikke, og jeg ledte efter noget at sige til hende, men hun tog resolut ordet.

Hun havde ikke kunnet sige rigtig farvel til mig, den gang jeg rejste. Det var det, hun var kommet for at gøre; og så vilde hun sige mig tak for den tid, vi havde kendt hinanden.

Jeg returnerede takken med den tilføjelse, at den måtte vel være ment ironisk.

Hvordan skulde hun fordriste sig til at være ironisk over for mig?

147

Så må du ha glemt alting, sae jeg, der begyndte at huske.

Jeg har ikke glemt noget. Jeg har lært meget af dig og alle dine tanker.

Det sae hun i en tone, som stod hun midt i en dilettantkomedie, men jeg mærkede for resten snart, at bogsprog faldt hende ikke så naturligt som for et halvt år siden; også hendes udtale havde nærmet sig betydeligt til jævn dagligtale.

Nå har du det? sae jeg. Også den ide med jeg’et, som du en gang senere gjorde så forfærdelig nar ad?

Du må gærne drille, der bror jeg mig ikke om, men at jeg har gjort nar ad dig, det har jeg nu ikke.

Det lyder i alt fald højst grinagtigt, når du takker mig for det, du har lært af mig. Jeg forstår slet ikke, hvad du mener med det.

Det kan jeg ikke tro andet, end at du gør. Jeg er værkelig glad for, at jeg en gang har omgås sådan en klog mand som dig.

Ja en gang! Men at blive ved med det, Elvira?

Nej det kunde du s’følgelig ikke være tjent med. Jeg var også så pjanket den gang, men hvagger det, når man så får bedre forstand? Det var egenlig det, jeg vilde ind og sige dig: jeg skal ha bryllup om en fjorten dages tid.

Jeg tav et øjeblik; jeg forstod ikke 148 tankespringet: bedre forstand — bryllup. Altså fornuftgiftermål?

Til lykke med det, sae jeg. Nå så gik det dig omvendt af hende, der elskede kunstneren og siden måtte nøjes med kapellanen. Du fik dem i den rigtige orden; du tog mig, Kapellanen, først.

Elvira lo ikke. Hun smilede ligesom en moer gør, når hendes unge søn forsøger sig med sin første brander. Hun så ud som den, der har et dybere blik i tingene, mens en overfladisk fyr står ved siden af og river vittigheder.

Bare du også måtte blive lykkelig, sae hun. Så vilde jeg være helt glad.

Jeg kan ikke få det bedre end jeg har det, svarede jeg og så hen over mine bøger.

Hun rystede på hodet: ’m osse du læser aldrig så meget, så kan da ingen mennesker blive tilfredse af det.

Det ved du bedre? svarede jeg ublidt.

Går du værklig sådan helt op i at læse? spurte hun bekymret.

Ja jeg går op, og når noget går op, så blir der som bekendt ingen ting til rest.

Men Elvira var hævet over åndrigheder af enhver slags. Hun svarede: Det gør mig ondt at se, hvordan du har det. Du var dog mere tilfreds, da du var i Stenkøbing.

Da havde jeg jo også dig.

149

Mig vilde du jo ikke ha, svarede hun med samme uforstyrrelige ro. Men nogen skal man holde af; ellers kan man ikke være lykkelig. Og du har slet ingen.

Det var måske det, du skulde ind og undersøge.

Og København er dog så stor, fortsatte hun sin tankegang. — Hvad er der så ved det, når du skal være endnu mere ensom her inde, end du var dær nede?

Hør, Elvira, lad os nu gøre et forsøg på at forstå hinanden. Jeg er ikke kommet her ind først og fremmest for at gå på pigejagt.

Å, svarede hun virkelig stødt; jeg ved da nok, at en mand som dig ikke behøver at nøjes med sådan nogen tarvelige nogen, som du dær mener. Men man kan ikke leve uden kærlighed; det blir man bare melankolsk af.

Det er dog mageløst, råbte jeg. — Ved jeg ikke selv besked med, hvordan mit humør er? Hvem har bedt dig komme her ind og højtideligt udnævne mig til melankoliker?

Ja jeg kommer jo ikke for at byde mig til, det ved du altså. Men du vil ikke tro på kærligheden; det vilde du heller ikke før.

Holder du meget af ham, du nu skal giftes med?

Ja jeg gør. Vi har haft det så dejligt sammen; hvorfor skulde jeg så ikke holde af ham?

Hun så på mig med et blik, der berøvede mig 150 ævnen til at svare; jeg trak hende ind til mig og fik lov at kysse hende, men hun gav sig ikke hen i det.

Det gør såmen ikke noget, sae hun, og hendes smil var på en gang moderligt og ydmygt, som om det skulde sige, at jeg måtte vel kunne finde en bedre.

Å det er mask’ ikke så slemt med dig, som jeg troede, sae hun. Men nu må jeg nok helst gå. Hvis du synes, så skriv til mig, når du har noget rigtigt at skrive om.

Dermed gik hun. Hun vilde måske nok ha blevet længere, men hun overlod mig ædelt til en anden i fortrøstning om, at denne anden nok vilde blive fundet.

Hvad var det for en ung frue, De havde besøg af? spurte min værtinde, da hun om aftenen kom ind for at rede seng til mig på min chæselong.

Det var ingen frue.

Var hun ikke gift? Min værtinde så langt på mig, smilede og vendte sig så igen til sengetøjet, idet hun nikkede til sine egne tanker.

Kommer Deres veninde igen i morgen? spurte hun lidt efter, som om jeg var et fjog, man kunde spørge om alting.

Jeg må virkelig ha været et fjog, for jeg svarede, at det var ikke min veninde.

151

Madammen sendte mig et misbilligende blik, gjorde sig i tavshed færdig, ønskede godnat og gik.

Senere da jeg kom hjem fra en lille aftentur, hørte jeg på den mørke trappe en samtale mellem min værtinde og en kone ved siden af.

Havde hun set den dame med den grønne hat, der havde besøgt mig?

Jo det havde hun heldigvis.

Hvor langt hun troede, hun var henne?

Å, en tre måneder vel.

Det skulde nok ikke være hans kæreste, efter hvad han selv sae.

Ja men det var vel løgn.

Nå—å, mon? Februar, Januar, December, November, Oktober, fem måneder. Han kom til Oktober, og hun var ikke fra København, og hun var ikke begyndt at blive svær. Tre måneder, det kunde nok passe. Nej det måtte være en andens, hvordan det så hang sammen. Han var også en sær fyr, der ikke tænkte på andet end at læse.

Da var de rødhårede ellers ikke sådan, mente den anden. Hun havde kendt tre rødhårede mandfolk på en gang, og de var næsten ikke til at ryste af sig, da de først havde begyndt at hænge på, og det var da også noget, enhver vidste, at de rødhårede — — —

Jeg rømmede mig, og det havde samme

152

virkning, som når jeg i mine drengeår rømmede mig ned på et stykke mad med riveost; osten fløj til højre og venstre, og jeg havde det bare stykke smørrebrød i hånden.

Jeg kom ind på mit værelse i stort oprør og vidste ikke, om jeg skulde læse eller gå i seng. Jeg er fra naturens hånd rødhåret, og jeg huskede godt en gammel folketro om rødt hår og erotik. Måske Elvira også kendte den og fra først af havde taget mig på mit røde hår.

Men nu havde hun altså alligevel gjort sin erfaring; det var altså det hun forstod ved „bedre forstand", og hun var kommet ind for at se, om jeg ikke omsider var kommet lige saa vidt, men jeg var dum som før, snarere mere forhærdet i min dumhed.

Og jeg var blevet sat til vægs; så kunde jeg hæve mig så meget jeg vilde, til mine filologiske højder: hun havde været den overlegne. Det halvvilde, hylende pigebarn var faldet til ro og ikke til at rokke ud af sin ligevægt, mens min overlegenhed igen en gang havde vist sig at være uægte. Og selv hendes farlighed var ganske gået af hende, nu da naturens krav var opfyldt. Men er der noget forhold i det, grublede jeg, at et pigebarn skal være så farlig, næsten ødelæggende for en mand, blot for det kravs skyld? Naturens husholdning er vanskelig at forstå. Elvira var blevet 153 så blid; hun vilde snart afrundes til en venlig kone uden kanter, trind, godmodig, ufarlig. Men hun kunde ha ødelagt ti som mig, hvis det skulde ha været. Heldigvis havde den rette nu indfundet sig.

Hun var blevet mere ubetydelig, ja, men i vor samtale havde jeg alligevel været den lille. Jeg havde ikke i sinde at følge hendes råd, men det var tvivlsomt, om jeg blev mere overlegen af det.

Jeg var bestemt til at leve på en ø af bøger, og det gjaldt om ikke at vove mig for langt ud til nogen af siderne for ikke at falde i vandet.

For første gang i nogen tid gik jeg trist i seng, og jeg beregnede, at det vilde ta seks uger at komme over det, men jeg regnede fejl. Mit humør vilde ikke rejse sig igen; det var vel revet op så tit, at rødderne ikke vilde ta fat mer.

Jeg gjorde op med mig selv, at jeg led af kronisk underlegenhed, måske ligefrem af uduelighed til livet.

Sådan, tænkte jeg, må I. P. Jacobsen ha været til mode den gang han opdagede Det store Triste.

154

Goddag, gamle ven, goddag, goddag; hvordan har du det?

Det var Peter Torsild, som jeg endnu ikke havde taget mig sammen til at gå hen og hilse på, indtil han en dag selv stansede mig på gaden.

Jeg havde det godt, og vi fulgtes ad. Tre minutter efter talte vi om piger. Torsild havde sgu været forlovet, men det varede ikke ret længe, før han opdagede, at pigebarnet gik og flimrede med en anden.

Hvordan tog du så det?

Det tog jeg ganske gemytligt, jeg skrev til hende, nu skal du bare høre: Hvad blir man, når man vil lægge armen om halsen på sin kæreste og opdager, der allerede ligger en anden arm? Hvordan blir een til pas, når han vil kysse sin kæreste og ikke kan komme til for flaben af et andet mandfolk? Forbavset! Det blev jeg igår eftermiddag klokken tre kvarter på seks. Derfor skal du ha farvel og tak for den tid og så videre.

Torsild lo kæmpemæssigt, folk så efter ham, mændene med forbavselse, damerne med velvilje.

155

Kom hun igen? spurte jeg.

Om hun gjorde! Hun elskede mig; jeg var så morsom og så mandig, jeg havde ti tættrykte sider af udmærkede egenskaber, og hun fortrød, og hun gjorde ditten og datten.

Hvordan blev du af med hende?

A—a! brølede Torsild. — Jeg sae bare: Ja det er sgu udmærket, min tøs, men redekamme og landbørster og kærester, dem låner jeg nu en gang ikke ud.

Sae hun ikke, at du trængte til kærlighed, og at den vilde du komme til at savne?

Hun vidste nok, at jeg er mand for at skaffe mig, hvad jeg behøver i den retning.

Sae hun ikke, at du var en pjalt?

Hun skældte selvfølgelig ud, da hun havde tudt og mærkede, at det ikke kunde hjælpe noget, men det vilde jeg da ikke høre på.

Hvad er ellers din almindelige mening om kvinden?

Der er ingen humør i dem, sae Torsild hovedrystende. — Skal man skifte hver gang de har slidt humøret op, så kommer det nok til at gå tit på. — Hvordan står det ellers med humøret her? sae han i samme tone, som når man spør til et brækket ben.

Jo tak. — Nå han havde altså opdaget mig.

Ja jeg havde også troet, fortsatte han sin egen 156 tankegang, at der havde været lidt mere sjov ved dem.

Det var også en dårlig begyndelse du gjorde, Peter, med Ellinor.

Puh ha ja! Men den gang syntes man jo, at alting var grinagtigt.

Vi havde en lang samtale, hvoraf jeg så, at han ligesom jeg var blevet en tvivler med hensyn til livets værdi, men der var ingen tristhed ved ham.

Han blev student året før jeg og snart efter medarbejder ved et stort venstreblad.

Også Mølvad, der kom til København som kommunelærer, lod høre fra sig. Modstanden mod de ny ideer begyndte på den tid at blive sig selv bevidst og antog en indtil videre blot nogen forbeholden form af et tidsskrift, hvis forstavn holdt en lidt divergerende venstrekurs, men i hvis bagstavn, med hældning til højre, Mølvad sad. Hans udtalelser blev gengivet i svigerfaerens blad med aflæggere, og hans urokkelige alvor skaffede ham respekt. Fra anden side blev der naturligvis gjort løjer med ham, men jeg lae her mærke til, at voksne drenge ikke har det sikre tag på at ramme latterlighed som virkelige drenge, og grunden er vel noget den, at kun børn har den ufordærvede sans for det latterlige.

Mølvad vandt frem. Senere har han som bekendt, under megen højtidelighed, ladet trykke 157 en større del af sin modgang og miskendelse. Jeg synes for resten, at der burde være forvisning til Anholt for enhver, der skriver om den behandling, den sande fortjeneste får „her i Danmark". Hvis det var løgn, gjorde det ikke noget, men sæt, at det er sandt; så kan enhver stymper bringe denne sandhed i miskredit.

Mølvad fik beundrere. — „Ham ved man altid, hvor man har ham," sae sådan en beundrer en gang til mig, og jeg holdt fast på manden og snakkede med ham en hel time for at plukke flere danske blomster på ham, men jeg fik kun den ene.

Der var i København et lille nyt blad, der holdt sig tæt op til den store radikale retning, men det repræsenterede allerede det næste slægtled, det var ungt og desperat, havde en afgjort ulyst til at ta nogen som helst ting alvorligt. Jeg læste det hver dag, aldrig uden ærgrelse, men altid med interesse. Der var i det blad ikke en artikel, hvoraf ikke i det mindste en del kunde ha været skrevet af mig, men de, der så at sige skrev på mine vegne, stødte mig ved den måde de faldt ud af min tankegang. Her kom en grimasse, jeg ikke vilde ha anbragt, dær henfaldt min stedfortræder til en lyrik, der aldeles ikke var i min stil, men det er aldrig hændet mig før eller siden, at jeg har følt mig så åndsbeslægtet med en avis. Bladet 158 hed „Samtiden", og tidens ungdom havde her givet sig et fælles udtryk, og her kom jeg ude fra landet og opdagede, at jeg hørte med til denne ungdom. Også sprogformen tiltalte mig; den var ikke nær så bogret som hos de store halvfjerdsere.

I det andet år af mit kursus havde jeg tid til overs; jeg udformede mine ideer om livets værdi og om kvindens værdi, stak to artikkelserier i lommen og gik op til „Samtiden"s redaksjon.

Jeg blev vist ind i et værelse, hvor der allerede sad en del mennesker, der også vilde tale med redaktøren. De så alle dumme ud, som folk plejer at gøre, når de venter. Jeg satte mig og mærkede, at jeg hurtig kom til at se lige så dum ud som de andre. De fleste var halvgamle og tarveligt klædt; flertallet var kvinder, hvoraf ingen var unge, slet ingen kønne. Det var bidragydere, for alle havde et stykke beskrevet papir med. De, der havde deres i lommen, måtte hvert øjeblik trække det frem og se på det. Der var en midaldrende mand, jeg syntes jeg skulde kende; han havde en bred, lige mund og et langt, nedhængende overskæg; mund og skæg dannede et stiliseret A. Ja vel; han lignede den mand, jeg først havde hørt bruge ordet „respektere". Jeg kendte da allerede ordet „respekt" og blev så glad ved at høre, at man også kunde sige „respektere". Han sad ved den nederste ende 159 af borgestubordet, da han sae „respektere"; han var landmand den gang; måske var han nu gået fallit. Hvad kunde han skrive om?

Nå men det var altså dansk ungdom, dette her, og her sad jeg og aspirerede til at være med. Utvivlsomt var jeg ikke den, der så mindst dum ud.

Den ene blev sluppet ind efter den anden, og det varede aldrig længe, før de kom ud igen; så fløj deres øjne til højre og venstre for at undgå at møde de mange blikke i venteværelset, der straks begyndte at studere deres ansigter. Det var et meget ensformigt studium. En ung fyr i sports-skjorte blev så påvirket deraf, at han med et højlydt: N—hæ tak, rejste sig og gik uden at ha været for. Hvorfor gik jeg ikke bag efter? Men nu var det min tur. En ældre pige med et gult manuskript i silkepapir, rejste sig halvt for at snappe min chance, hvis det skulde være, at jeg forsmåede den, og den var heller ikke for god til hende, men jeg gik alligevel ind.

Redaksjonssekretæren drejede sig knirkende på sin stol. Han var heller ikke ung. Hans ansigt var af bleggråt fedt med brune pletter på; håret havde en farve som tørv, der har ligget længe i solen; læberne vare store og udkrængede, så han kunde kysse bredt uden at han behøvede at gøre større anstalter. Tænderne var gule og lange. Et par 160 fortænder ragede ud af munden og lignede to rustne søm. Han havde den vane at sutte på sine hjørnetænder, hvorved han fik et lille indsnærpet smilehul over vedkommende hjørnetand. Det gav hans ansigt et eget mislykket udtryk af skælmeri. Næsen og hagen var to fedtklumper, der lignede hinanden i størrelse og form. Hans vest var stribet og mindede mig om et dynevår, vi en gang har haft hjemme. Da striberne gik på tværs, kom hans mave til at se mere rund ud, end den i virkeligheden var. Han var rimeligvis forkølet, i alt fald knaldede det i hans hals, når han trak været, ligesom han havde en lille klatvask hængende til tørre der nede.

Goddær, sae dette menneske. — De ønsker?

Denne spørgeform, det må være oversat fra et fremmed sprog, hvor den formodenlig lyder lige så tåbelig og uforskammet som på dansk, irriterede mig, men jeg fremsatte mit ærende, at jeg ønskede at tilbyde bladet min pen. Der var måske brug for bidrag?

Gode bidrag har vi altid brug for. Må jeg spørge: Hvem kender De?

Ja jeg kendte jo ikke nogen, men jeg læste bladet hver dag.

Det glæder os. Hvor har De været før?

Ja jeg havde jo ingen steder været, men jeg følte mig åndsbeslægtet med bladet.

161

Det glæder os i høj grad. Hvad er Deres speciale?

Ja her har jeg en serie artikler om livets værdi.

Manden viftede med bægge hænder, som om han stod på en udvandrerdamper og tog afsked med kone og børn og hele sin omgang.

Dikke nikke nytte noget, sae han. Til at skrive om livet sådan og om at leve har vi „Skovsneglen", kender De ham?

Ja han er ganske vittig.

Han er udddmærket, kære.

Redaksjonssekretæren pattede på sine hjørnetænder og drak „Skovsneglens" skål, mens jeg trak et andet papir frem:

Så har jeg her et par artikler om kvinden.

Kvindedn! Det kan sle’kke nytte noget. Kender De „Baron de Himpe Gimpe"? Han skriver om kvinden. Men De er vist altfor alvorlig til vort brug. Var det skolelærer, De sae, De var? Hvorfor vil De så være journalist? Det er meget bedre at være skolelærer.

Var den mand virkelig københavner? Eller var det af ringeagt han sae skolelærer?

Jeg kender nu også lidt til kvinden, sae jeg.

Bevares, det gør vi allesammen. Ved De hvor mange elskerinder vi har en medarbejder, der har haft?

162

Nej, sae jeg med et sæt, idet jeg i et nu analyserede denne interessante sætningsknude.

Nu lo manden. — Det interesserede Dem dog, sae han med et blink, som om der ikke var noget i vejen for, at vi kunde haft mange herlige sjofelismer sammen, hvis bladet ellers havde haft brug for mig.

Næ, sae han, idet han tændte en sigaret, det at blive journalist er såmænd ikke noget, man skal være så ivrig efter. Aner De, hvor mange bidrag vi får i løbet af tre dage? Se her.

Han sparkede til en to alen høj papirkurv, så den faldt over mod væggen, og indholdet, der til dels ikke var taget ud af konvolutterne, klattede ned på gulvet. Det så ud, som om papirkurven havde fået kvalme og begyndte at kaste op.

De ønsker altså ikke at læse — — sae jeg.

Manden velsignede mig med tegn af venstre hånd: Det er utvivlsomt højst interessant, sae han, men vi har så lidt tid til at dyrke vore private interesser.

Jeg kunde ikke se på ham, men så ned i papirkurven, hvor der nu var blevet plads til lidt igen.

Farvel, sae jeg.

Favøl, sae han gennem sin sigaret.

I forværelset sad der endnu en flok ikke mindre kassable repræsentanter for dansk ungdom. Jeg samlede dem i et blik, og jeg syntes, der var 163 kommet noget til, som ikke havde været der før: bevidstheden om at være kassabel. — Hvordan mon de rigtige så ud, de, der var sluppet igennem?

Ad denne her vej når man ikke forbindelse med ungdommen, tænkte jeg. Men man kan jo også holde sig til sit eneste kunststykke: være flittig og ta sin eksamen. Men man havde jo unægtelig bildt sig ind, at det var finere at kunne noget andet.

Og efter mit nederlag retirerede jeg, som sædvanligt i god orden, tilbage til mine bøger, hvor jeg dækkede mig og holdt stillingen og tog min eksamen.

Den blev ærligt talt ikke lille. Jeg kunde ikke afholde mig fra at ryste på hodet ad mit eksamensbevis og tegne et lille dødningehoved i det nederste hjørne til højre.

164

På en forelæsning over filosofi kom der en ung mand hen og bad om lov til at gøre mit bekendtskab. Han havde blondt hår og meget af det; hans øjne var blå og ikke helt friske i randen; munden var stor og underlig løs, kæberne altfor tynde. Hans holdning var slap, men han havde fine hænder. Jeg havde godt lagt mærke til ham, med foreløbig uvilje, fordi han så så forfinet ud. Når han gav nogen hånden, dannede han en ret vinkel med sin arm, men så kunde han gå en halv snes skridt, inden han igen fik rettet armen ud, i den grad beherskede inertien hans krop.

Men hans håndtryk forekom mig sympatetisk, og hans smil vandt mig fuldstændig og så havde han en ævne, jeg altid har beundret, og som vi fra landet vanskeligt erhværver: han kunde tale dæmpet og dog tydeligt.

Han hed Erik Reedsted. Efter forelæsningen fulgtes vi ad; han vilde ned ad strøget.

Vi er jo russer, sae han begejstret.

Tja, svarede jeg skeptisk.

165

De er en tvivler, sae han. Men det ser De også ud til.

Jeg måtte le. For to år siden vilde det ha smig¬ret mig at se ud til at være tvivler.

Det er dog dejligt at være ung, sae han. — De trækker på skuldrene?

Nej jeg gør ikke, svarede jeg, for jeg veed ikke, hvordan man bær sig ad med det. — Og jeg fortalte en oplevelse fra seminariet: Jeg kom en dag lidt for sent til gymnastik, og læreren, en ung sergeant, skældte mig ud i en lang og flydende tale uden anden tegnsætning end „fanden" og ,, sgu" og „gale" og endte med at spørge, om jeg trak på skuldrene. Det kunde jeg med sandhed forsikre, at jeg ikke gjorde, men det smigrede mig unægteligt, at jeg blev mistænkt for at ha betjent mig af denne franske gestus. Jeg var den gang sytten år og havde læst talrige franske romaner med skuldertræk i.

Vi gik langsomt strøget igennem, og Reedsted sae: Jeg synes København er så vidunderlig!

Denne floskel fik virkelig klang i hans mund. Fra mig vilde den ikke ha lydt anderledes, end om jeg havde sagt: Vand gør det vistnok ikke, men — —

Især de københavnske damer er vidunderlige, blev han ved. — Enhver ung mands ideal må dog være at vinde en af dem.

166

Jeg kunde ha sagt: Det har jeg ingen lyst til, eller: Jeg har ingen idealer, men begge svar vilde ha været lige trivielle; der for tav jeg.

Det er dog os unge, der har chancerne, sae han og så strålende ud.

Nu måtte jeg også sige noget: Det klinger godt; bare det var lige så sandt som velklingende.

De har erfaret noget, udbrød han glad. — Ja det havde jeg også straks tænkt mig om Dem.

Vi var nu kommet til noget, der interesserede ham, og efter at vi havde diskuteret kvinden en times tid, blev vi enige om, at vi vilde bo sammen. Vi skulde spise til middag ude og ellers holde hus selv. Han var huslig og jeg økonomisk. Og så var han uerfaren, han havde endnu alle sine svingfjer, ligesom jeg havde mine ribber, og han hørte på mig som på et orakel, bare fordi han troede, at jeg havde kendskab til alting, mens han selv endnu var uprøvet. Jeg lod ham blive i den tro og økonomiserede med min antagne visdom. Jeg indså også snart, at den vilde hverken gøre fra eller til med hensyn til ham; han var nu en gang opsat på at vove svingfjerene.

Det var mit første indtryk af Erik Reedsted, men det varede ikke længe, før jeg af mig selv steg ned fra den overlegnes plads, som jeg fra begyndelsen af havde indtaget over for ham. Det var ham, der lærte mig noget; han bragte mig et stort 167 skridt fremad i forståelsen af den tids ungdom. Han havde en mærkelig ævne til at gøre bekendtskaber og komme i forbindelse med mænd og med ideer, og han gjorde mig delagtig i det altsammen, overbevist om, at det vilde interessere mig, og hans overbevisning smittede mig virkelig efterhånden. Han præsenterede mig for bekendte mænd, og han sad og skrev på store ark gult papir; en dag kom han hjem med en frisktrykt ar-tikkel, han havde fået optaget i „Samtiden", en anden dag kom han hjem med en pige.

Pigen hed Jacobine. Hun lignede ingen af de damer, han havde foresat sig at vinde, den dag vi gik sammen på strøget, men måske var hun bare noget foreløbigt. Hun var køn og havde et par rå, hårde øjne, der var brune og havde en glans som poleret marmor. Hun hilste hjærteligl på mig, påvirket til min fordel af Erik naturligvis, men det varede ikke to minutter, før jeg indgød hende den dybeste modvilje. Hun begyndte at tale i en begejstret stil, som hun havde lært af Erik, men som ikke faldt hende naturlig, og min stemme og mit ordvalg kom derved til at lyde endnu mere tørt end ellers, omtrent som: Vand gør det vistnok ikke, men — — og det bragte hurtigt hende ned i hendes dagligtale, der i tørhed godt kunde måle sig med min — hun var formodenlig ekspeditrice — men hun tilgav mig det

        

168 ikke. Første gang hånede hun mig med øjne, næste gang med ord. Siden så jeg hende ikke mer. Blanke brune øjne, og så Eriks tågede blå — hvad skulde der blive af ham?

Rusåret gik, og vi blev cand. philer. På den tid blev det i København mode at tale om „Det intelligente Proletariat". Erik beviste mig, at der hørte vi med, og jeg gik ind på det, idet jeg i tanken gjorde et fransk skuldertræk, men Erik tog det med humør; han fandt noget så interessant og desperat i det. Ja hvorfor ikke? Vi drøftede det ved vor aftensmad, hvad der var at gøre i den anledning.

Vor aftensmad — det var rugbrød med svinefedt. Tiderne tillod som regel ikke andet pål æg end salt. Spisebordet var en uhyre kuffert med fladt låg, der tilhørte mig; det rigtige bord var optaget af bøger og Eriks gule papirer. Over låget havde vi bredt en avis, krukken med fedtet stod imellem os, men brødet lå ved Eriks side, for, som han sae, når han en gang fik sin egen flotte villa, og kunde gøre store selskaber, så vilde han selv skære gåsestegen for; derfor måtte han øve sig i god tid. Jo, Erik havde udsigter, men jeg havde ingen; det var vi efterhånden bleven godt enige om. Det var sådan et ord, der var i omløb mig angaaende: Han er meget lærd, men han blir aldrig til noget. Til sidst troede jeg også selv på det. Og 169 nu var jeg altså proletar. Men Erik skulde skrive det intelligente proletariats roman, og jeg skulde hjælpe ham. Det blev resultatet af en af vore rugfedtebrødsaftener.

Fra den aften arbejdede vi virkelig sammen, dog foreløbig ikke på romanen, men på Eriks små artikler til „Samtiden". Arbejdet var sådan fordelt, at han leverede viddet, jeg soliditeten. Redaktøren sae, at det var godt, men jeg blev foreløbig ikke nævnt. Udbyttet delte vi, og levemåden blev lidt bedre.

Fra avisen slap vi i fællesskab, men under Eriks navn, ind i de unges tidsskrift „Bjærget". Her skulde forarbejderne til den store roman begynde. Erik skyndede på, om jeg ikke havde nogen gode ideer. — Dette her er bare en ventetid, sae han. Når blot det ikke er en varetid, svarede jeg. Det er den store forskel på alting: noget sker og noget varer. Det, der sker, forandres uafbrudt; det, der varer, er uforanderligt. Det er som verberne i de slaviske sprog: nogle betegner kun det, der står stille, andre kun det, der udvikler sig. Vi har også lidt af det på dansk, men uden system naturligvis. Sådan betegner ironisk nok „jeg lever" det stillestående, mens „jeg dør" er noget, der er bevægelse i.

Ja det er nu lige meget, sae Erik, men har du en god idee, der kan bære en proletarroman?

170

Jeg udviklede da følgende:

Vi unge har gravet os ned i jorden og er kommet bort fra det naturlige dagslys; vi er hulemennesker, vi bor i en hule, hvis indervægge vi studerer med en iver, som vidste vi allerede nu, at vi ikke mere slipper ud igen. De, der lever uden for, veed ikke af nogen hule, for indgangen er trådt til af fødder, men de udvalgte finder den altid, fordi alle deres instinkter vender ned ad ligesom muldvarpens snude. En hulebeboer må mindst være halvblind, men det er finere at være hel blind, eller han kan også lukke sine øjne og nå fuldkommenheden ad den vej. Jeg veed ikke bestemt, hvor opfindelsen skriver sig fra; her hjemme har vi vist lært det af J. P. Jacobsen. Han fandt på at lukke øjnene, og straks så han de dejligste billeder. Derfor er der ingen, der maler som han; hans sprog er hulevægmalerier. Hans sprog gløder, men vi veed jo også, at der er ingen, der ser ild som den, der har øjnene lukket. Det kender ethvert barn så vel som den, der har feber, men barnet kan lukke sine øjne op igen, og så er græsset grønt som før, men den febersyge får ikke grønt græs at se, fordi han lukker øjnene op; på hans nethinde sidder hulens brandfarver, og det grønne, som falder derpå, ses ikke grønt. Men den febersyge kan dog komme sig, det kan hulemennesket, det kan huledigteren ikke. Han ser det grønne og det 171 blå gennem sine lukkede øjenlåg, og de fremmede farver projicerer deres brand på hans syn, så at hverken det grønne eller det blå beholder sine egne farver.

J. P. Jacobsen gik hele sit liv i sin hule og bemalede sine vægge, og efterhånden som ungdommen fik øjet op for, hvor kosteligt det er at lade være at se, så fandt de med mulvarpens instinkt indgangen til hans hule, og nu er vi mange. Men Jacobsen var alligevel kun lille. I udlandet har de dem større. Har du læst Huysmans? Han har skildret Hulen, efterat han af fri vilje var gået derned. Jacobsen troede, at han levede i den rigtige verden, og han kom aldrig ud af sin illusjon så lidt som af sin hule.

En hule har sin egen atmosfære; den er sød for dem, der har glemt den anden. Når man har vænnet sig til at leve halvkvalt, så befinder man sig vel ved det.

En hule har ingen himmel, og da dens beboere ikke kan finde på at gå ud, gir den heller ikke adgang til himlen. Ellers kan den udvide sig i det uendelige, kun ikke op ad. Hulebeboeren er en rig mand, og der er ingen grænse for, hvad skatte han kan samle. Det har altid været folks tro, at de største rigdomme findes dær, hvor solen ikke når hen, og det er rigtigt, og da hulemennesket kan skaffe sig alle de syner, han vil, og høre alle 172 de lyde, han kan udtænke sig, i det lydtomme rum, så blir det ham umuligt at tænke sig, at han savner noget.

Der er mange, der lever uden nogen himmel, men der er ingen, der kan undvære den. Denne tids ungdom er bleg. Hvad den mangler i farve, tror den, at den kan erstatte ved indre farvesyner. Jacobsen selv var en bleg frådser i farver.

En hulebeboer er ensom. Ensom er nu snart mere end et kendemærke, det er en etikette, man må bær på sig for overhodet at blive regnet med til ungdommen. Jacobsen har indført det her i landet; han opfandt Det store Triste, og derpaå døde han, men han glemte at låse sin hule af, da han gik, for at ingen skulde forvilde sig derind. Tværtimod: han lod den stå åben, så indgangen var kendelig for alle dem, der ved ham havde fået deres øjne opladt og var blevet blinde.

Jacobsen og atter Jacobsen — ingen kan skildre vor tids ungdom uden at nævne ham. Og dog be¬gyndte han som de andre af halvfjerdsernes mænd sit arbejde i marken med solen over sig; men en dag begyndte jorden at synke under ham, og han var stolt, siger han selv, men man ser, at han var ikke glad. Mange af det næste slægtleds ungdom tog ham til fører, gik i jorden efter ham. De kunde vanskeligt ha fundet en dårligere fører.

Men man skal være en stor fantast for at 173 kunne finde sig til rette i en hule; man skal ha en sikker tro på, at den er den eneste eller i alt fald den bedste verden. Mange af de unge har begyndt at vakle i den tro, og de er blevet desperate, de vil ud, de råber og buldrer der nede. Nogle tror virkelig, de er kommet ud; de har lavet et tidsskrift, som de kalder „Bjærget" for at bilde sig selv ind, at de ikke længere bor i en hule, men fra toppen af deres bjærg er der ingen udsigt og ingen frisk luft. Deres bjærg vender ned ad, for jo højere man bygger op i en hule, des længere kommer man ned. En hulebeboer har ingen anden bevægelsesretning.

Det er dog godt, at ungdommen mærker, det er galt. Der er gået desperasjon i ungdommen; jeg ved ikke, om der er kraft, om desperasjonen vil fortære dem selv eller hindringen, der står dem i vejen. Der er kraftudfoldelse til stede. Aldrig har jeg hørt så megen tale om kvinder og drik som nu for tiden. Kan kvinder og drik hjælpe dem ud eller kan lovprisning deraf gøre det?

Kvinden —? Hvorfor indførte en af huledigterne lovprisningen af sminken på skøgens kind her til hulen? Er det nu ikke igen hulemandens fatale forkærlighed for de kunstige farver? Jeg tror ikke, den mand slipper ud, med mindre det ikke var ment, men bare en oversættelse fra parisisk 174 på samme måde som det ligeledes importerede skuldertræk.

Den, der har faaet fat i noget levende, lad ham holde fast og forsøge, om han på den måde kan blive slæbt ud. Jeg synes også, jo ældre jeg blir, al det er mærkværdig vanskelig at leve; man kan ligesom ikke komme til og få begyndt. Jeg har aldrig vidst af livet at sige før nu, da jeg ikke kan få tag i det. Men noget har jeg dog grebet som jeg kan holde fast i, og derfor, Erik, skal vi i vor roman, der skal foregå dels i en hule, dels i verden, ha indført to mennesker, der følges ad ud i marken for at studere livet, den ene menneskets, den anden sprogets.

Det næste halve år arbejdede Erik flittigt på bogen; jeg skød hist og her en ide til, men opgav det efterhånden. Mine ideer tog sig højst besynderlige ud i selskab med Eriks vrimmel af kvinder, der alle lignede hinanden, men ingen af dem Jacobine. — Hvorfor bruger du ikke hende til model? spurte jeg. — Han rystede nedslået på hodet.

Nogen kvinder, sae jeg, snakker lyrik, andre snakker sandheder. Jeg tror man får mest ud af de sidste, og jeg skulde ta meget fejl af Jacobines øjne, hvis hun ikke af og til siger dig en god lille sandhed.

175

Erik blev så ilde til mode, at han ikke kunde skrive mere den dag; jeg holdt da resten af min visdom for mig selv.

Peter Torsild skrev stadig i landets bedste blad. Han havde lagt sig meget efter at tale om livet — en glose, jeg senere kommer tilbage til — og stillede sig lidt tvivlende, men dog velvilligt og især belærende til de andre unge. I skal lære at leve, var hans stadige formaning til dem.

Jeg så en aften Torsild i teatret. Jeg sad højt oppe, han på gulvet. En elegant dame kom og satte sig ved siden af ham. Det var tydeligt, at de ikke kendte hinanden. Torsild skottede til hende, og hun drejede hodet en ubetydelighed om mod ham, så jeg kunde se et lille øre, der var meget velskabt. I løbet af første akt kom de bægge til at sidde skævt med hældning mod hinanden, men uden berøring. I mellemakten faldt hans program på gulvet og var ikke til at finde igen; han lånte hendes, og deres skuldre berørte hinanden ganske platonisk som tvende par læber i en af vore bedsteforældres yndlingsromaner. I næste akt lå de to skuldre ganske kærligt hos hinanden, og af visse bevægelser, som jeg kunde aflæse på deres rygge, havde jeg grund til at formode, at deres knæ også havde noget at meddele hinanden, så hurtig udviklede det sig fra en bedsteforældre- til en moderne roman. I tredie akt talte 176 de sammen. Han drejede sit ansigt stærkt, hun mindre, som en indrømmelse til kvindelig blyhed. I løbet af akten flyttede hans hånd sig ned på stolens sidelæne, formodenlig over på hendes. Hvad den gjorde dær kunde ingen se, det var sikkert noget meget moderne, som heller ikke en gang var tilladt i vore fædres tid. På en mands overskæg kan man læse mere end på en kvindes ører; Torsilds hvide overskæg rørte sig, mens han smilede.

Da stykket var forbi, stoppede jeg kikkerten i lommen og så dem se hinanden igen i forhallen, men de fulgtes ikke sammen ud, de fandt hinanden et sted ude i halvmørket.

Ja leve — der var måske noget i det. Det kunde i alt fald ingen hulebeboer ha gjort ham efter.

Nogle måneder senere forbavsede Torsild mig ved at debutere med en samling noveller. Jeg greb den med begærlighed og blev dybt skuffet over den. Det var lutter pigehistorier, men bortset fra det var der i bogen næppe een linie, hvori jeg kunde genkende den gamle Peter Torsild. Han havde aflagt sit humør og erstattet det med et let anstrøg af tristhed, som han altså havde nedladt sig til at låne af hulebeboerne; samme sted havde han bjærget sig en ensomhedskofte, der i de tider var lige så fin som i gamle dage usynlighedskoften. Resultatet af alle hans, til dels meget dristige pigereferater var, at et mandfolk til syvende og sidst 177 er ensomt. Det store Triste om igen! Jeg ventede at finde historien om Ellinor: den var der, men ikke til at kende igen; hvor var det humør, som han dengang var gået på med? Eller hende fra teatret som jeg havde haft så megen fornøjelse af? Hun var der vistnok også, men fornøjelsen blev læseren snydt for; til gengæld var der en gyselig sovekammerhistorie, der var ligeså grov, men ikke så morsom som dem, han kunde fortælle i vor seminarietid.

Torsild, der vilde lære hulemenneskene at leve, han gik i skole hos dem for at lære at skrive.

Bogen vakte opsigt og forargelse. Den bekendte Rubenson skrev en af sine begejstrede anmældelser, der som sædvanligt begyndte: Her er da endelig en bog — —

Senere førte Erik Reedsted mig sammen med Rubenson; nu havde han lært, hvordan vor store roman skulde anlægges, og Rubenson blev hans velvillige og opmuntrende rådgiver.

Rubenson var en meget elskværdig mand, let at samtale med, men vanskelig at diskutere med. Vi talte om Torsild, og jeg kom til at sige, at jeg havde altid beundret ham som menneske, men efter at han var blevet forfatter, havde jeg tabt al beundring for ham. — Rubenson svarede, at jeg forstod slet ikke at vurdere Torsild. — Jeg gik videre og erklærede, at to ting var mig imod hos 178 den litterære samtid: for megen erotik og for lidt humør. — Rubenson beviste mig, at jeg forstod slet ikke den tid, jeg levede i. — Jeg fremsatte endelig den anskuelse, at hvis ikke J. P. Jacobsen havde opfundet Det store Triste, så havde vor læsende ungdom set anderledes ud. — Rubenson udtalte sin forbavselse over at træffe en ung mand, der i den grad var uden for sin tid, at han ikke havde formået at tilegne sig J. P. Jacobsen, hvis ideer dog forlængst var blevet åndeligt fælleseje. — Siden talte vi om filologi. Det glædede ham, at jeg studerde fransk; med hensyn til fransk udtalte han, at det jo ikke var givet hvermand at fatte den galliske ånd.

Jeg kom hjem fra den samtale i en vis tvivl om mig selv. Mandens overlegenhed forekom mig så absolut, at jeg fik tilbagefald af min gamle ubetydelighed, som jeg ellers i nogen tid havde været fri for. Jeg læste alt hvad Rubenson skrev, anmældelser og artikler og bøger, men hans skrevne ord tog magten fra hans mundtlige. Han blev mindre betydelig ved at skrive. Han forstod egenlig kun to ting: det lille pigebarn og det store Triste. Han var ikke til at kende igen, når han skrev; blæk forringede ham. Senere opdagede jeg dog, at der var noget mere, han forstod: de store afdøde franskmænd. Han havde en udmærket fin

        

179 og gennemtrængende forståelse af andres forståelse af mænd som Hugo og Flaubert og så videre.

Personligt havde jeg kun een ting imod ham: han talte ikke godt dansk. Som det gærne er tilfældet med byfødte skribenter kendte han ikke for at nævne et eksempel den danske brug af stedordet „man". Han sae „Man har gjort mig op¬mærksom på — —". Men jeg har ganske vist fundet den franskhed selv hos bondefødte digtere.

Med Erik gik det i en mærkelig grad tilbage. Han faldt ligesom jeg i mine drengeår har set de unge kålrabier falde på min faers mark. Først sank et af de store yderblade, så et andet, til sidst begyndte også hjærteskuddet at bøje sig, og så kunde man gå hen og rykke planten op. Over det halve af roden var ædt bort, og der fulgte gærne en fed, hvid larve med stumpen.

Jeg ved ikke, om det var Jacobine. Hun havde dog ikke gjort andet end en dag lidt hårdt at spørge til eksamen, fremtid og bryllup, og på utilfredsstillende svar var hun gået fra ham med et par afsluttende bemærkninger, som Erik ikke var mand for at referere, men jeg kunde tænke mig til dem. Nå, hun var altså ikke af vor slags. Huleelskov er fri, men hun var ingen hulepige.

En aften foreslog Erik, at vi skulde gå en tur. Han førte mig ind i gader, hvor jeg ikke var van 180 at komme (Elvira har lært mig igen at sige „van at komme", som det hedder i min egn, så vel som i folkevisen og på islandsk), og hvor lugten vakte mindet om de første gange jeg var i København. Jeg kendte da kun lugten af en gård, der mest var bestemt af mad og gødning; nu mindedes jeg også Stenkøbings flove lugt, der var ens altid, både i regn og tørre — Rubenson rettede mig en dag, jeg sae „tørre"; substantivet hedder på dansk „tørke", belærte han mig — men denne her lugt var surere end Stenkøbings.

Da jeg var kommet til det resultat, stansede jeg; og sae: Lad os vende om.

Nej, sae Erik og trak mig med.

Han stod stille foran en lav, smal dør med en af disse høje stentrapper, der udøver en så uimodståelig tiltrækning på alle større hunde. Jeg måtte instinktmæssig se efter, om der ikke havde været en.

Ved siden af døren var der et oplyst vindu med følgende annonce på en papplade:

Her fås hver morgen sild og varme kartofler.

Tag dig en spegesild, sae jeg; det kan du trænge til, men lad det andet være.

Han vilde endelig ha mig med, og vi tog hul på endnu en diskussjon om kvinden, men det hjalp ikke. Der blev lukket vinduer op. Om lidt kom der vel nogen ned og hentede os bægge to.

181

Jeg foragter også kvinden, sae han til sidst og gik ind.

Men ikke så grundigt som jeg, svarede jeg og blev udenfor.

Jeg afkrævede ham ingen beretning, da han kom hjem. Men bladene faldt på ham, efterhånden også hjærtebladene; nu skulde der ikke meget til at rykke ham op.

Når jeg nu mindes Erik Reedsted fra denne periode af hans liv, ser jeg ham altid i een bestemt stilling: stående op mod kanten af et bord med hænderne i lommen og med fire knæk: på knæerne, på lænderne, på ryggen og på nakken.

Sådan er vel tidens ungdom, tænkte jeg, når jeg så ham i den stilling med knæk på fodfæstet, på mandskraften, på rygraden og på hodet.

Havde ungdommen forløftet sig, eller havde det forrige slægtled løftet tiden af lave, som Shakespeare omtrent siger, eller lå det i luften, som gamle koner udtrykker det — et herligt, dunkelt ord, passende fuldt af mystik, indtil videnskaben en gang påviser det ukendte medium, hvorigennem åndelig kraft og afmagt forplanter sig.

Jeg indtog selv forsøgsvis den samme stilling med fire knæk, og der kom en gysen og en forståelse over mig, men det var ligesom jeg befandt mig vel ved det. Det er ubegribeligt og lyder 182 som opspind, men måske en og anden, der har levet med i den tid, kan forstå det.

Kort tid efter flyttede Erik og jeg fra hinanden. Han skrev sine artikler alene, og de blev ikke bedre af det. Han kom på hospitalet og forsvandt siden fra København. Han må vel være død nu. Jeg har ikke truffet ett menneske fra den tid, uden at han kan berette om en halv snes tilfælde, der ganske ligner Erik Reedsteds.

Jeg vil ikke sige, at jeg sørgede over Erik, men det var som om himlen blev mørkere over mig, alting blev mere uhyggeligt, ligesom da jeg i mine unge år for første gang var i et københavnsk teater og så et stykke, hvor det skulde blive mørkt. Det blev mørkt med et ryk, så jeg kom til at gyse. Jeg tænker, de mere erfarne har smilet af denne grove teatereffekt, men på mig virkede det snarere som en forhøjet virkelighed.

Da Erik var borte, gik jeg for øvrigt op til redaksjonssekretæren ved „Samtiden". Han vidste nok, at Erik Reedsted havde haft en medarbejder, og det glædede ham at hilse på mig. Hvad honoraret angik, så var han sikker på, at vi sagtens kunde blive enige.

Han bød mig en sigaret, vi enedes om honoraret, og jeg gik.

Sk’lukke, sae manden høflig og lukkede efter mig.

183

Sådan kom jeg med. Mine artikler er der nok ikke mange, der husker nu; de var just ikke indlæg i nogen kamp, men snarere en tilskuers forsøg på upartisk at orientere sig i sin tid. Dog, når mine artikler blev altfor upartiske, blev de sendt mig tilbage med protest. Redaktøren kunde da sige til mig: Glem ikke vort parti, eller: Glem ikke vore ideer, og meningen var i bægge tilfælde lige ideel. — Vel, jeg lavede artiklen om, jeg tog mig en vis journalistisk frihed over for min samvittighed og overfor sandheden, det hjalp straks.

Hvorfor ikke tilstå det? Jeg mente ikke, at jeg havde nogen missjon; jeg levede og nærmede mig min eksamen, og desuden ved jo alligevel enhver, at den journalistiske frihed er langt vigtigere og udnyttes meget mer end den digteriske. Den vittige franskmand, der har defineret den digteriske frihed sådan: der er ingen, han vilde forhåbenlig definere den journalistiske sådan: der er intet andet end frihed. — Deraf følger, at journalisterne er større digtere end dem, vi før kaldte de rigtige, og det er da heller ikke mærkeligt, at publikum, der altid har været en hund efter poesi, nu som før holder sig til dem, der digter stærkest.

(At hele denne betragtning er ganske forkert, har jeg Rubensons ord for. Jeg udviklede den for ham en dag, og han sae: Det er mærkeligt, hvor lidt begreb De har om moderne bladforhold. Man 184 skulde ikke tro, at De nogen sinde havde blot set et redaksjonskontor).

Men tog jeg min journalistik med en vis frihed, så var Torsild i forhold til mig blevet en stor alvorsmand. Ganske vist, han lo meget som før, men der var kommet noget vist forretningsmæssigt over hans latter, ligesom en handelsrejsende, der med en rask historie eller et bredt grin tilsigter en ordre. Han var blevet vanskelig at tale med, omtrent som en meget højtstående person, hvor man skal veje en vittighed længe, før man siger den, og sørge for, at den er absolut neutral. Torsild var blevet meget følsom over for kritik af visse personer og ideer, som han tidligere ikke havde taget det så nøje med. Jeg anede, at der forestod ham en forfremmelse ved bladet. Ligesom Rubenson skyndte han sig altid med at sætte mig til vægs, når jeg udtalte en ikke redaksjonel anskuelse af tiden, af ungdommen, af litteraturen eller af bladforhold. Alle disse symptomer tydede hen til forfremmelse; det gjorde for resten ikke, at han morede sig mindre, men det gjorde ham mindre morsom.

Det tredie blad i kløveren, Mølvad, han kæmpede sig endnu fremad, og det var ikke til at se, om han virkelig kom nogen steder. Han havde kastet sig ind i de konservatives kamp mod radikalismen, og dær fandt han pladsen optaget af folk, 185 der selv levede af at bekæmpe radikalismen; de var ikke uden videre begejstrede for en konkurrent. Men Mølvad udfoldede stor energi, han skrev, og han holdt foredrag, og Indre Missjon aabnede sine rækker for ham. Han var så fremtrædende og så afstikkende med sit lange hår, sit glatbarberede, røde ansigt, der med tiden mer og mer kom til at ligne en hønes, og med sin urokkelige højtidelighed, at modstanderne snart fik øje på ham. I løbet af hans første rigtige kampår blev der sagt hundrede vittigheder om ham og lavet hundrede karikaturtegninger af ham, og dermed var han en kendt mand. Af disse vittigheder var der tre som alle kendte, og som de mindedes, så snart de hørte hans navn, og af tegningerne var der to, som enhver, der fulgte med, bar udklippet i sin lommebog. Nu behøvede man blot at hentyde til en vis vittighed eller tegning, så huskede folk ham og smilede, ja hans modstandere betegnede ham til sidst slet ikke ved hans navn, men blot ved overskriften til den bedste af de tre vittigheder.

Sådan slog karikaturen og latteren ham i knæ i første omgang. Han tog det, som venteligt var, med uhyre alvor. — Se, så mange fjender har den gode sag allerede skaffet mig, sae han. Men han tog fejl; det var ikke fjender, men konkurrenter. Folk tåler ikke, at der kommer en og

        

186 konkurrerer dem de nærende ideer ud af munden; derfor lo de også så lumskelig af ham i højres rækker, men Indre Miss jon tog ham alvorligt. Dær ler de ikke.

Da Mølvad aldrig havde været barn, var „dreng" og „drengnatur" hans bedste skældsord, og hans venner, selv om de ikke var mange, stemte i med.

En enkelt mand kan vel ikke gøre sig håb om at få indflydelse på sprogbrugen, men jeg vilde ellers foreslå, at „dreng", når det bruges om en mand, kun blir taget i hædrende betydning. Kunde vi igen blive som drenge og på ny tilegne os den friske latter over alle åndelige krøblinge, så kunde vi jo fordele sprogbrugen sådan, at krøblingene blev kaldt „mænd" og resten „drenge".

Mølvad holdt alligevel hodet oppe, selv om det bekendte fotografi af ham med hånd under kind kunde synes at tyde på det modsatte. Han gav hele Danmark skylden for sit nederlag: Her i Danmark var det altid skik — — skrev han i en af sine strøtanker. Enhver veed, at der er noget galt fat i Danmark, når en stor eller gærnestor mand bestiger denne snart folkekære traver.

Der gives såmænd endnu folk, der er så uberørte af tidens gang, at de uden ømhed bag i kan trave frem med: Her i Danmark var det altid — 187 — — (uden at nogen for resten endnu har opdaget, at det på dansk hedder: „har altid været").

Mølvad fortalte i en anden strøtanke, hvordan han havde talt med en portugiser om alt det, de engang håbede at nå dernede. — Lykkelige land, sluttede Mølvad, hvor man endnu har håb. Her hjemme håber ingen noget mere!

Så rystende kunde han tale om Danmark; det måtte være forfærdeligt at læse for den, der ikke kunde le. Jeg har både før og senere set mænd opgi hele Danmark, fordi de ikke selv kunde nå frem.

Men jeg kunde ha trøstet ham med gode udsigter: der er alligevel en forbavsende mængde „mænd" iblandt samtidens mangfoldige drenge.

188

I den kres af unge litterater, hvor jeg til stadighed kom, dukkede der på denne tid en ny mand op, der satte os alle i forbavselse.

Henrik Skage hed han. Han skulde egenlig studere teologi og blive præst, men han læste litteratur og vilde hellere være digter. Denne spaltning lå allerede som et kim i ham, den gang han blev opdaget, og hans skæbne blev afgjort.

Det var i halvfemserne, og det var svære tider for de unge talenter, der den gang vrimlede frem. De ældre af den ny tids mænd var forlængst anerkendte, J. P. Jacobsen havde endda det særligt forsonende over sig, at han var død, men det så ud til, at hverken kritik eller publikum var til sinds at tåle de ny, der nu rykkede frem, og som unægtelig var en grad mere uregerlige end de ældre.

Dette ny slægtled var i særlig grad præget af tidens vanskelighed. Det var født i asken efter de store radikale ideers bål i halvfjerdserne og gennemgående mærket af forbrændthed. Nogle 189 smuldrede tidligt hen og nåede aldrig videre end til at klage over, at de var blevet til; andre var ikke uden en vis kraft, men branden havde gjort dem tørre og hårde. De tog umildt på sproget og lavede mange knuder i det, men når man løste deres sprogknuder op, viste det sig gærne, at tråden var rykket over. På en brandtomt vokser der ikke græs, og man skulde lede længe, før man i al denne digtning fandt et grønt græsstrå. Det var da heller ikke noget under, at de næsten allesammen visnede tidligt.

I følelsen af tidens vanskelighed sluttede de unge sig sammen, dannede ligesom et forbund imod samfundet og imod al borgerlighed, som de hadede: ,, Al kunst er anti-borgerlig", det var deres kunsteriske program, og det havde de, så vidt jeg ved, arvet fra halvfjerdsernes mænd. Ellers betød de ny ideer ikke stort for dem. Politisk set var de i al almindelighed radikale, men havde ellers den sande digters mangel på begreb om politik. Sociale spørsmål interesserede dem ikke, men kærlighed så meget des mer. De havde en bestemt kafé, hvor de kom sammen og diskuterede litterære sager og læste deres produkter for hinanden. Der blev også mange af mine avisartikler til. Som digtere var de overvejende livstrætte; som mennesker var de stærkt opsat på at more sig. De tømte høje bægre, på hvis bund de fandt gode

        

190 ideer eller ny teorier, eller måske bare tømmermænd; vel, så digtede de om tømmermændene, og de vers var ikke de dårligste.

Der blev drukket meget, og mange intime betroelser passerede gennem tobaksrøgen. Mer end een dårlig samvittighed og tom pengepung blev krænget hen imod klokken tolv. Mangen hjemgang blev gjort af to og to, først højrøstet, siden trist.

Der kom også piger med somme tider. Hvordan skulde de unge ellers holde livet ud? De forbandede tiden, men pigen kyssede de. Bødede så det ene på det andet?

Sjælen i det lille samfund var Peter Torsild. Mange foragtede ham i al stilhed for hans altfor mondæne stil, men hans små lækre historier med piger i måtte enhver bøje sig for. Der var utrolig mange piger i den tids litteratur, de var enten dæmoniske eller sælsomme, altid mer eller mindre fordærvede, men det fine bestod i at se renheden netop i fordærvelsen. Ufordærvethed var ikke litterært anvenlig den gang.

Torsild var forretningsmand og satte nyt liv i de unges tidsskrift „Bjærget". Der gik grumme megen alvor ind i dette tidsskrift og grumme mange smil uden om det, men mange, som der ellers ikke var nogen chance for, havde dog den lykke at se sig selv på tryk dær.

191

Det var Torsild, der opdagede Henrik Skage. Han mødte med ham i klubben, bestilte en omgang og meddelte, at hr. Skage vilde læse noget op.

Vi andre så nysgærrigt på den ny mand. Han var lang og hul, havde en gullig, usund kulør og en højst original næse. På midten var den bred og flad som et gærde, hvor folk i umindelige tider har gået over, til gærdet næsten er jævnet ud, men næsetippen var til gengæld vippet til værs og gav indblik i to vidtåbne næsebor. Han var meget høj, men det bødede han på ved straks at sætte sig på en stol nærmest døren. Da han senere blev inviteret hen til et midterbord, gjorde han sig ikke den ulejlighed at rette sig helt ud undervejs.

Henrik Skage var ikke køn; det var straks en anbefaling. Han var mærket af sin tid, som det hørte sig til. Det så også ud til, at han havde lidt nød; han var kendelig underernæret; også det gav ham lige fra først af en særstilling imellem os, for så galt stod det dog ellers ikke til med de unge talenter, at de ligefrem sultede, hvorvel det var det fineste.

Skage læste sine gode vers dårligt op, og hans talent blev enstemmigt fastslået. En rejste sig og holdt en lille tale, hvori Skage blev budt velkommen og erklæret for at være en af vore. Skage 192 tømte sit glas, takkede med utydelig stemme og så ned for sig. En anonym beundrer sørgede for at hans glas straks blev fyldt igen.

Skage drak godt. Hen på aftenen blev han begejstret, han stemte sine knyttede næver ned mellem to glas, hejsede sit udhulede kadaver to alen op over bordpladen og holdt med hul og råbende stemme en lang tale, hvori han lovede at ville blive en stor digter. Det var et gyseligt og profetisk syn. Håret faldt ham ned i tindingerne, og hans kinder blev endnu mere hule, idet han lukkede munden højt op. Men vi troede på ham. Kun en stor digter eller en stor nar vilde vove at profetere sådan om sig selv. Vi hørte på ham i største alvor. Selv jeg følte mig ikke fristet til at smile. Det latterlige havde her en dimensjon, der hævede det op til det sublime.

Henrik Skages blomstringstid begyndte først rigtigt med hans indtræden i vor klub. Vi kunde med stolthed sige, at vi havde betydet noget for hans udvikling. Han drak mere end vi andre og tog imod alt, hvad der blev budt ham. Torsild, som en af de mer velhavende, optrådte som hans mæcen, trakterede på ham og lånte ham penge. Skage drak meget. Når jeg fra min nuværende respektable stilling ser tilbage på den tid, må jeg kalde det, at han blev forfalden, men det var en 193 borgerlig glose, som vi den gang ikke fandt det passende at benytte os af.

Den, han sluttede sig nærmest til, blev mærkeligt nok mig, og anledningen var en krans af dødningehoder, jeg havde tegnet på etiketten af en tom flaske. Skage opdagede min dekorasjon henne fra et andet bord. — Hvad er det? skreg han, nej hvad er dog det? Og han rejste sig, fægtede med sine lange arme og slog sig på lårerne, hvorved han kom til at ligne en gorilladreng, der fra at gå på fire, øver sig på at gå på to og har fundet en overgangsstilling ved at lægge hænderne på knæerne.

De har jo et udpræget makabert talent, skreg Skage. Har De aldrig prøvet på at sætte det dær på vers?

Det havde jeg ikke, men vi fulgtes ad hjem den aften, i samtale om døden.

Det var mig, der gav Skage ideen til hans store digt „Brandtomten". Jeg udviklede for ham min opfattelse af forholdet mellem halvfjerdsernes mænd og halvfemsernes ungdom, og jeg tør nok sige, at min ide slog ned i ham. „Brandtomten" var et betydeligt, brændende og bittert, hårdt og svovlet digt. „De hærgede grunden for os, der skulde komme efter," hed det; „de har givet os ild for regn; aske for græs."

Der blev læst i klubben under stor begejstring, 194 men Torsild rynkede redaksjonelt på panden. Det var jo et angreb, en udfordring til de mænd og de ideer, hans blad levede på. Sådan noget var ikke tilladt. Torsild var meget forbeholden resten af aftenen, som en majestæt, i hvis nærværelse der er falden en ukonstitusjonel ytring.

„Brandtomten" kunde ikke optages i Torsilds blad, men han kunde ikke hindre, at det blev trykt i „Bjærget". Som det var at forudse, kastede de konservative blade sig med begærlighed over det og citerede stykker af det: det kunde altid bruges som bevis på begyndende frafald i den radikale ungdom. De mærkede sig Skage som en mand, i hvem der er konservativt stof.

Nogen tid efter læste Skage for os det meget smukke digt „Græs", der gav løfter om en ny art fremtidsdigtning; heller ikke det vilde Torsild anbefale til redaksjonen. Skage var blevet ham mistænkelig. Så gik jeg med ham til mit blad, hvor disciplinen var mindre stræng, og Skage blev antaget som medarbejder.

Og nu optræder pigen i denne historie. Hun hed Gudrun. Hør, hvor navnet er buttet, og hvor det lyder rundt og fuldt i ens ører! Gudrun kom et sted ude fra landet, hun skulde lave kaffe, men undertiden vartede hun også op.

Gudrun vakte opsigt. Hun lo meget, når hun færdedes imellem os, hun forstod at sno sig 195 mellem de hænder, der blev strakt ud efter hende, og hun var flink til at vikle sig ud af en krum arm, der forsøgte at vikle sig om hende. Torsild var sædvanligvis ejeren af denne krumme arm, men den blev i hele Gudrun-perioden ved at være lige så tom, som den var krum.

Mange lod deres egne piger blive borte og sad og faldt i staver over Gudrun. Vi var ikke van til piger af hendes slags. Det var skik den gang mellem de unge at betragte kvinden som et dæmonisk væsen, som det var farligt at nærme sig, og af de talrige betroelser, jeg fik, så jeg, at det var gået dem alle, omtrent som det var gået mig selv: de havde vovet sig for tidligt til det, og af deres erotiske nysgærrighed havde de ikke andet udbytte end det, at være blevet dygtigt forpjuskede. Det, der var hændet dem, var i virkeligheden så hverdagsagtigt, at det måtte være krænkende for undtagelsesmennesker, øg det var nødvendigt, at det blev digtet om. Intet af det, der er blevet mig betroet, afviger dog i væsenlig grad fra scenerne mellem Elvira og mig.

Men Gudrun syntes at være af et andet stof. Hun var så sorgløs, og efterhånden som hun kom til at færdes mere og mere iblandt os — sagtens fordi værten så, at hun trak folk til huse — blev hun ligesom en af vore egne. Hun hørte med 196 alvor på, at der blev læst vers op, men måtte dog le, når de gjaldt hende selv.

Henrik Skage besang hende, men det stødte hende at blive sammenlignet med en polyp med sugekopper. — Det var ellers aktuelt den gang at ligne kvinden ved et sugedyr af en eller anden slags, men det vidste Gudrun vel ikke. — Og Skages andet digt til hende: „Idyl" formildede hende ikke. Det handler om en barfodet pige, der sidder ved stranden, og det skildrer hendes nøgne fødder. — Jeg spurte hende på Skages vegne, om hun ikke syntes, det var kønt, men hun svarede kun, at han skulde ikke stille sig så hellig an.

Skage sad og stirrede på hende inde fra dybden af sine hule øjne, mens han røg sin sigar, som han aldrig lærte at holde utvungent mellem to fingre; han talte kun lidt men drak alt, hvad der blev budt ham. Han skrev mere end nogen sinde, men havde ikke fler af sine højrøstede øjeblikke, for Gudrun havde en gang leet ad ham.

Kvindens luner er som solskin i et værelse mod nord. Solen skinner på genboens hus, og et tilfældigt, halvåbnet vindu kaster solen ind i ens værelse, og man kender det ikke igen.

Hør her, hvor ubegribeligt begivenhederne kan kæde sig sammen. Gudrun var fynbo, hun og jeg drøftede fynsk med hinanden, og det førte os sammen. Eller var der en anden grund? En aften 197 smilede Gudrun pludselig til mig. En anden aften stillede hun sig op mod en arm, jeg havde lagt langs kanten af et bord; hun blev stående der mens hun modtog bestilling på kaffe med konjak.

En tredie aften — men der lå mange dage imellem, — stod hun iblandt os ude i entreen for at lukke efter os, når vi gik. Der var mange arme ude om hende og mange skønne snoninger fra hendes side. Jeg fulgte hende med øjnene, og hun så tit hen til mig som naboens vindu, der slår i vinden og sender solglimt ind i værelset mod nord.

De fik efterhånden armene til sig og gik. Idet Gudrun kom forbi mig, rakte hun op efter min hat og kyssede mig i tindingen. Jeg stod dær overvældet som en frimærkesamler, der en dag ser sig i besiddelse af et frimærke, der tilsyneladende er ganske almindeligt, men hvis påstempling har den særegenhed, som en samler forstår at vurdere.

En fjerde gang — jeg havde imidlertid nået at ta min eksamen — fulgtes vi ad fra kafeen. Mens vi talte, stak hun hånden ned i min lomme til min hånd, og sådan gik vi videre, lidt mere tavse. Jeg holdt fast på hendes hånd og mindedes en af min bardoms idyller. Jensine hed pigen, hun var fjorten år, og jeg var femten. Hun var fra København, hun lærte mig at udtale „du" uden stød, efter at hun havde leet ad mig, fordi jeg også udtalte „De" med stød, og al den filologi gav måske 198 anledning til, at vi blev dus. Vi gik en aften sammen ad en markvej, og hun stak lige sådan sin hånd ned i min trøjelomme. Hun havde fregner, men de var finere end dem, pigerne på landet har. Hun kneb mig i lillefingeren, og jeg skulde vel knibe igen, men jeg overvejede, at jeg rimeligvis vilde knibe for hårdt, derfor gjorde jeg det ikke, men vi blev ikke mindre gode venner for det. Jensines hånd var blød; jeg fortalte hende, at hendes fingre var ligesom en redefuld små museunger, hvad hun gav et stort latterhyl over, for hun var så bange for mus. Idyllen blev afbrudt, da vi kom nærmere til gården, idet jeg gjorde hende opmærksom på, at folk kunde se os. Hun rykkede da sin hånd til sig og sae, jeg var et fæ. Jeg var ked af, at jeg havde ødelagt det, og mente, at det sagtens kunde fortsættes, efter at vi var kommet ind, men det kunde det slet ikke.

Jeg var altså femten år, da jeg gjorde den erfaring, at en idyl, der er slået istykker, ikke lar sig sætte i stand igen.

Jeg holdt på Gudruns hånd, mens vi talte om absolut ingenting. For mig var dette den rene idyl, som da jeg var femten år. Det var jo idyllen, vi tørstede efter allesammen, og her gik jeg og holdt den i min hånd.

Gudrun stansede ved sin dør, og vi så lidt på hinanden. Hendes ansigt syntes næsten sort i 199 mørket, dog var øjnene endnu sortere end det øvrige ansigt.

Hun sae godnat, fik sin hånd op og vilde rykke den til sig, men jeg fulgte med.

Ja, jeg fulgte med.

200

En dag leverede jeg bladet følgende historie:

Stormagter.

Tre redaktører gik ud i verden for at søge støtte til deres blade. Den ene gik til magthaverne og fik løfte om privilegier; den anden gik til de gode hoder og fik tilsagn om deres medvirkning; den tredie gik til folket og fik dets tilslutning. En dag mødtes de tre mænd foran et stort hus, hvor mange gik ud og ind; det måtte være en mægtig mand, dær boede, men ingen kapitalist, alle forhold var store, men enkle og uden al udsmykning. Han syntes at være en godgørende mand, men vanskelig med sine gaver, ti vel kom mange glade ud, men overmåde mange gik nedslåede derfra. Mange vendte sig imod huset, truede med knyttede næver ad det og svor på hævn og forfølgelse ad lovens vej, men han var heller ikke ganske uden venner, for mange priste ham, mens de gik bort.

Det må være en betydelig mand, sae den første redaktør, for han fører et stort hus.

201

Det må være en mand, der siger sin mening, sae den anden, for jeg ser mange gå vrede bort.

Det må være en folkelig mand, sae den tredie; det er sjældent at se så mange småfolk gå ind i at så stort hus.

Og de tre redaktører, der endnu aldrig havde været enige om nogen ting, sae med een stemme: Lad os gå derind.

Der var ingen tjener ved døren til at spørge, hvem han måtte mælde; der var ikke så meget som en klokke at ringe på; man gik lige ind.

Husets herre var en gammel mand med hvidt skæg, men hans øjne var klare og straalende, som kendte han ikke til alder. Han nikkede alvorligt til dem uden at spørge, hvad de ønskede, han nøjedes med at se på dem.

Han er utvivlsomt adelig, tænkte den første redaktør, men af hvilken familie?

Han ser intelligent ud, tænkte den anden, men hans blik er usympatetisk.

Hvem kan det være, grublede den tredie; jeg troede ellers, jeg kendte alle landts magthavere. Men hvem han end er, så skal jeg i hvert fald skrive en artikkel om ham og bringe hans billede.

De nævnte deres navne.

Jeg kender jer allerede, svarede han.

De blev forundrede og ventede at høre hans navn, men det kom ikke.

202

Så sae den første redaktør: Støt mig og mit blad! Støt de bevarende kræfter, tronen og alteret! Kom det besindige fremskridt til hjælp! Frels samfundet fra de omstyrtende magter!

Støt det sande fremskridt! råbte den anden. Hjælp mig at omstyrte de døde tradisjoner, og bryd dig ikke om, hvad han siger. Tro ham ikke, når han taler om fremskridt! Hans fremskridt er ikke andet end en tilsnigelse. Tro ham ikke!

Støt demokratiet! skreg den tredie. Demokratiet er det eneste sande fremskridt; alt andet er ingenting eller kun halvhed, der er værre end ingenting. Bryd dig ikke om, hvad de siger! De lyver bægge to. Jeg er det store, det mægtige, det fattige folks ven. Jeg har de fleste bag mig, jeg har størst ret til støtte. Jeg har fundet tidens tre største ideer og sat dem i mit skjold.

Nævn dem, sae den gamle.

Frihed!

En god ide, der aldrig blir gammel, skønt den er ikke ny.

Lighed!

En god ide, men vanskelig at gennemføre.

Broderskab!

Godt, men har du ikke glemt een?

Ingen fattigdom! Ingen kapitaltyranni! Lige ret for alle til alle livets goder.

203

Ja, men har du alligevel ikke glemt endnu en ide? Tænk dig om.

Den tredie redaktør tav og tænkte sig om. Imens sa den første:

Jeg har egenlig de samme ideer som han, men med forbehold af en langsom, naturlig udvikling og under hensyn til alles rimelige krav.

Han lyver, råbte den tredie; han kommer al¬drig længer end til forbeholdet og hensynene.

Jeg har de samme grundanskuelser som han dær, sae den anden redaktør, men jeg tar folk i en videre betydning og vil ikke ha det begrænset, som han gør det.

Løgn, sae den tredie, han vil blive slikkende i sin undersøgelse af begrænsningen.

Alting er relativt, bemærkede nummer to, også begrebet folk.

Men det sande folk dør af sult, sae den tredie, mens han grubler over det relative. Folket kan ikke ha tillid til ham; hans parti tæller altfor mange lærde blandt sine mænd. Jeg kæmper for de allersimpleste sandheder, som enhver kan forstå.

Jeg synes også, sae nummer et, at han dær har altfor mange doktorer på sin side. Samfundets bevarelse er ikke de lærdes sag, men et rent praktisk spørsmål. Det er for mig den vigtigste af alle 204 sandheder, og derfor støtter jeg mig mindre på lærdommen.

Ja han der, spottede den anden redaktør, har altid anset dumhed for det klogeste, det er den største sandhed, der kan siges om ham.

Hver gang ordet sandhed blev nævnt, nikkede den gamle med hodet, og alle troede at de havde ham på deres side.

Støt derfor mig! råbte alle tre på en gang.

Men jeg savner endnu en ide hos jer alle, sae den gamle, og jeg kan kun støtte dem, der bekender sig til denne ene ide.

De tav og kunde ikke finde på den, og dog havde de alle i deres spalter forlængst løst alle samfundets og de fleste af livets store spørsmål.

Tænk jer godt om, sae manden. I synes jo dog hver især at være godt nok på det rene med, at de andre lyver.

Det gør de også, skreg de med een mund.

I har altså god forstand på løgn? Den tar I ikke fejl af.

Det gør vi ikke, svarede de i kor, idet de tilkastede hinanden triumferende blikke, og straks begyndte de højrøstet at ramse op, hvad løgne de havde fundet hos hinanden.

Da der på den måde var gået en halv time uden at nogen af dem endnu var halv færdige, sae 205 den gamle mand i en pause, hvor de tørrede sveden af deres ansigter:

Da I kender løgnen så nøje, som I siger, er det mærkeligt, at I ikke kender mig.

Hvem er du da? spurte de.

Jeg er en magt, som ingen kan forvanske, skønt det forsøges hver dag. Jeg er altid den samme, jeg kan ikke købes eller lokkes eller trues.

Den slags har jeg endnu aldrig hørt tale om, tænkte den første.

Aha, en moderne kristusskikkelse, tænkte den anden. Altså gal med andre ord.

Jeg skulde da ikke være død og kommet til doms, tænkte den tredie lidt hed om ørerne. Det er jeg sgu ikke rigtig forberedt på.

Hvem er du? spurte de igen, for ingen af dem turde gætte.

Jeg er sandheden.

Der blev en pause.

Sandheden! skreg nummer tre, rød i hodet. Hvordan vil du bevise, at du er sandheden?

Det skal jeg sige dig: T din avis, som for øjeblikket er ved at blive trykt, står der en historie om en rig kulhandler, der mældte en fattig kone til politiet, fordi hun havde stjålet af hans kul. Jeg skal fortælle dig den virkelige sammenhæng, der for resten ikke er dig selv ubekendt— —

Du er fanden ikke sandheden, skreg den tredie 206 redaktør endnu mere rød i hodet. Du er en eller anden kapitalist, men jeg skal sætte dig i mit blad med billede og alting. Jeg har allerede artiklen færdig i mit hoved.

Dermed gik han.

Den anden redaktør dvælede endnu et øjeblik, for det har altid sin interesse selv for en redaktør at stå ansigt til ansigt med sandheden; så trak han på skuldrene og sae:

Hvad er sandhed? Lad os ikke glemme, at alting er relativt.

Et interessant ansigt, mumlede han, idet han gik.

Nummer et var nu ene med sandheden.

Vil du ikke skrive i mit blad? sae han. Jeg betaler godt, og jeg har indtryk af, at du er fattig, selv om du fører et stort hus. Jeg kan godt bruge dig til medarbejder, men det er en selvfølgelig sag, at ingen artikkel kan gå i bladet uden at være læst og billiget af redaksjonen.

Men der kom ikke noget svar på hans tilbud, og han gik som de andre to uden at ha erhværvet sig sandhedens medarbejderskab.

Næste dag bragte alle tre redaktører er referat af deres interview med sandheden, og det var ikke væsenlig forskelligt fra deres andre interviewer. Hvis en ikke-journalist havde været med ved mødet, vilde han ikke ha været i stand til at 207 genkende sandheden gennem noget af de tre referater.

Sandheden er en stormagt, sådan sluttede den første redaktør sin artikkel.

Sandheden kan søges, erklærede den anden; den kan aldrig til fulde findes.

Sandheden beror hos folket, forkyndte den tredie. Det sande demokrati det er den eneste sandhed, tiden har brug for.

Men senere, når de blev uenige om en eller anden løgn, glemte de aldrig at fortælle, at de havde været hos sandheden, og at de hver især havde sandheden på sin side.

208

Kvindens luner er som dunfjer, en mand henlægger på åben mark. En tosse går ud næste dag for at se, om de ligger der endnu.

Da Gudrun en dag fortalte mig, at hun holdt ikke så meget af mig, som hun fra først havde troet, tog jeg det som et varsko, der måtte tages hensyn til. Vi to skulde ikke valse græsset af ned til det bare grus, som jeg og Elvira havde gjort.

Gudrun betroede mig, at jeg var alligevel som de andre, hvilket hun ikke havde ventet. Hun havde lært ordet „filolog", og en dag, da hun dog ikke var egenlig vred, sae hun mig rent ud, at jeg var en filolog. Hun havde den sproglige finhed, at sætte ubestemt kendeord foran, ligesom man gør forskel på at være jøde og at være en jøde. Dette træk glædede mig som filolog; som menneske gjorde det mig ondt. Jeg elskede ikke Gudrun, men jeg havde et øjeblik troet på idyllen. Jeg lignede mine samtidige, alle var vi trætte af at ha levet for lidt i virkeligheden og for meget i indbildningen, og allesammen var vi store narre 209 efter idyllen. De, der ikke kunde andet, digtede i alt fald om den, men fandt den heller ikke ad den vej.

Da Gudrun endelig en dag, fra at kalde mig ,, en filolog" skred til en mere omfattende undersøgelse af min karakter, foreslog jeg hende, at vi skulde skilles. Jeg havde ventet, at hun var blevet vred over afbrydelsen og havde krævet at gøre sin undersøgelse færdig først, men hun var i virkeligheden en god pige, og hun sae straks ja og gav mig et venligt farvel. Jeg tilbød hende, at vi giftede os; vi kunde jo søge skilsmisse med det samme, men det afslog hun, idet hun anerkendte min tænkemåde. Hun kyssede mig, og jeg måtte ganske vist smile, men jeg takkede hende oprigtigt; det var jo også et sjældent mærke, jeg her indlemmede i min lille samling.

Sådan endte mil livs anden idyl. Den første varede et kvarter, den anden et kvartal.

Torsild, redaksjonssekretær ved det snart mæg¬tigste blad i byen, gik foran mig ned ad gaden. Dær mødte han min redaktør, som han stansede og talte med. Da de så mig, gik deres samtale et øjeblik i stå, og jeg havde indtryk af, at de skiftede æmne, idet jeg gik forbi. Torsild gav mig en høflig og udmærket hilsen, omtrent som en 210 demokratisk minister hilser på en jævn mand, han en gang har talt med.

Kort efter mistede jeg min stilling ved „Samtiden". Historien om sandheden havde vakt altfor meget bifald i de konservative blade som „mere frafald i den radikale ungdom", og den havde fornærmet socialdemokraterne, som det på den tid var yderst vigtigt for venstre at holde gode miner med.

Henrik Skage blev afskediget sammen med mig; han havde angrebet de radikale ideers mænd, og dær stod vi brødløse på gaden bægge to. Jeg havde fra et par latinskoler tilbud om timer, der blev betalt med fem og halvfjerds øre, men hvad skulde der blive af Skage, som jeg havde medansvaret for at have draget bort fra hans studium? De konservative blade vilde ikke ha ham; de havde kun kunnet bruge ham som frafalden radikaler.

Rubenson, som jeg en dag i min nedslåethed betroede mig til, lod meget overrasket, trøstede mig med stor dygtighed, som om det var noget, han var vant til. Jeg kom nok over vanskelighederne; min lille historie havde vist, at jeg var krigerisk anlagt, jeg forstod kun ikke at slå eller ramme; den, der slår til alle sider, rammer slet ingen, og så videre.

Om Skage kunde han kun sige, at der var en 211 højere retfærdighed i, at han var blevet sat uden for. Han forstod jo ingenting og var altså i forvejen uden for.

Forstod, sae jeg irriteret. Må jeg ha lov til på prosa at udvikle en ide for Dem, som Skage har givet på vers? Vor kultur har haft sine betydelige mænd, og nu da de er gamle, laves der katekismer på deres ideer. Snævre hoder fyldes med et dusin ideer og er derefter ikke til at komme nær, men i virkeligheden er disse kateketer lige så døde som alle andre dogmatikere. Hvorfor har vi fået den slags kulturbærere, som der kan laves katekismer på til glæde for alle pedanter? Hvornår kommer den mand, der kun er et stort, grønt træ, hvor man kan gå hen og skære sig en grøn gren? Vi har fået nok af at sætte problemer under debat; vi er sorte i næsen og i hjærtet af problemernes støv. Hvornår får vi lidt grønt?

Rubenson trak på skuldrene; han havde vel været i Frankrig og lært det:

Ja, dær har vi det! Det er stadig disse gæve folk, der kommer ind fra provinsen og vil bedømme alting. Men de forstår ingenting.

Dermed hilste han venligt og gik.

De unges tidsskrift gik ind. Torsild vilde ikke længere være forretningfører; tiden var løbet fra det, sae han, men han tog de bedst egnede af medarbejderne over til sit blad. Det var måske 212 i den hensigt, at han fra først af var gået ind i vor klub. Han ragede alligevel et hodet op over os andre: han tilhørte den ny tid og var forretningsmand.

Klubben gik i stykker, og medlemmerne havde ikke længer noget, der holdt dem sammen. De spredtes til alle sider. Nogle forfaldt, andre slog igennem, men det var meget få; nogle gik over i det borgerlige liv, som de havde foragtet; andre giftede sig, hvad de havde forsvoret, men for dem alle, tror jeg, står dette afsnit af deres liv endnu levende i sine rå, sælsomt ufriske, men strålende farver.

Kun to måtte endnu en tid vente på deres skæbne, var hverken gået under eller kommet oven på: Skage og jeg. Måske var det dette fællesskab i uvished, der holdt os sammen.

213

Vil du med ud og gå en tur? sae Henrik Skage, for nu er det endelig en gang blevet snevær.

Ja det sneede. Sneen snoede sig i lange fine striber hen ad gaden. De toppede brosten i den lille sidegade, hvor vi boede, viste sig ganske tydeligt i indramning af sne.

I lang tid havde himlen hængt over os som bunden af en uhyre skarnbøtte, og vi havde vadet i dens indhold. Vi havde ikke haft nogen sommer det år, men et vedholdende efterår, der var blevet mere og mere mørkt og vådt, men nu var det altså blevet vinter.

Skage lavede en fold på sine frakkeærmer og stak armene dybt ned i lommerne, så savnede han ikke hansker.

Det er dejligt, blev han ved at sige.

Sneen flagrede ned fra himlen som lange bru¬deslør, og folk begyndte at få hvide striber ned ad sig, men damernes hvide boaer så grimme ud mod sneen. Skage lavede et spottevers om dem.

Når sneen falder, må alt det ringere hvide 214 holde sig hjemme! Til sne hører brunt.— — Else! — Skage løftede sit hoved, idet han udtalte navnet, og sneen stod ham i stråler ind i munden.

Det er jo lige meget, hvem Else var; hun hed altså Else og var fra landet som Gudrun.

Skage forstod ikke sig selv: nylig havde han opgivet Else på skønne vers, men det var måske værets skyld. Han vilde ta hende tilbage i endnu skønnere vers.

Else havde en lille brun pelskrave; der vilde sneen nu fyge ind mellem hendes hage og pelsværket; hun vilde le, fordi det kildrede, men sneen vilde straks smælte til små varme, søde dråber.

Nu skulde Else komme. Hun vilde springe i hans favn, og han vilde kysse de små snedråber af hendes hals.

Skage havde med det samme et vers om Else og fremsae det for mig.

Skage trak armene op af lommerne, for det var varmt at gå.

Else havde et lille rundt hoved og gult hår, der sad glat og gjorde hendes hoved endnu mere rundt. Det lignede en engblomme. Ingenting er så sødt og rundt og gult som engblommen om foråret.

Engblommen er sjælden, men jeg ved et sted — — — Skage havde pludselig et vers om 215 engblommen, der lukker sig og gemmer sin fineste duft inde i sin lille gule kuppel og ikke vil gi den hen til solen eller den altfor stærke forårsvind.

Vi kom ind i mere befærdede gader, sporvognen hylede forbi os, og hestenes hovklapren begyndte at lyde anderledes mod sneen, der beklædte brolægningen som et filttæppe.

Else — — sneen fyger ind i snørehullerne på hendes støvler. Jeg vil trække støvlen af hendes fod; på den lille varme strømpe føler jeg to rækker af små våde pletter, men på et øjeblik er de varmet bort.

Sneen føg. Den stod ned over husene som hvide forvredne skypumper. Folk kunde blive helt borte i en af dem. Den løb hen ad gaden som bølger på en flad strand. Hestene stampede den til hvide hårde klatter, og et hushjørne og en lygtepæl stod tæt sammen og hjalp hinanden med at holde på den farende sne: snart dannede der sig en lille fin snemur imellem dem. Ingen kunde komme dær imellem, men en dreng satte sin støvlesnude ind og trådte et hul i muren, så nu kunde det se ud, som skulde der anbringes en lille dørkarm.

Else, sae Skage, hun skal være min, og nu vil jeg skrive noget, der er større end alt, hvad jeg før har skrevet.

Ja, sae jeg. — Sneen stod mig ind mellem 216 tænderne, det isnede som at bide i et frossent æble ved juletid.

Jeg behøvede ikke at svare noget; Skage hørte det alligevel ikke. Lidt efter fremsae han et vers for mig.

Skriv det op, sae jeg.

Dette her er kun forspil, svarede han; lad os ikke stå stille.

Vi gik ind og spiste frokost et sted. Vi sad ved vinduet og så folk blive borte i snetykningen. Gaden var et maleri, der ligesom blev gået over med en uhyre kalkkost. Figurerne myldrede og sprang inde på det spraglede billede, men kalkkosten var efter dem, fejede lange striber over dem på langs og på tværs; vilde de nu snart la sig stryge over og blive der?

Skage skrev vers på bagsiden af en papirsserviet.

Det er en stor dag for dig, sae jeg.

Ja nu er den endelig kommet; der skulde et års modgang og nedgang til, før den kunde komme. Sådan modnes ens store dage, de kommer først, når man har opgivet håbet.

Vi gik videre med vinden i ryggen. Sneen stod hen ad gaden som lange hvide snore, der løb ustanselig og aldrig bristede, ja som remme, drevet af uhyre hjul et sted langt uden for jorden.

Vi kom ind i en anden gade, der gik på tværs 217 af vinden; her hvirvlede sneen rundt, faldt og blev støvet op igen.

Else fryser om sine smalben, sae Skage; hendes ører er røde og fugtige, men hede af kulden. Jeg har aldrig turdet røre ved hende; hun ler så meget. Hun vilde le, hvis hun vidste, hvad jeg har gået og skrevet i det sidste år. Men nu vil jeg skrive noget, der er muntert.

Piger skulde ikke le så meget, sluttede han, og lavede en grimasse, som om han selv følte, at han i snevær var endnu mindre køn end ellers.

Mine hænder er så hede, sae han og tog sne af en tom trækvogn og krammede sammen. — Se, sådan nogen plejede jeg som dreng at lave af frisk ost. Å de var så søde. Vi kaldte dem ostemus. Men jeg måtte ikke for pigen. Hun havde røde arme, men de var ikke meget tykke; jeg kunde spænde om dem med min drengehånd. En dag da jeg klemte hendes arm dygtigt, fik jeg alligevel lov at lave en mus, fordi jeg var så stærk.

Skage lo ved mindet om klemte pigearme, og hans næsebor udspiledes under latteren. Hans næse lignede en hæslig, flad øgle, der rejser hodet og vejrer.

Nu er Else gået hjem, sang han, men hun er blevet våd. Hun sidder med bare fødder foran kakkelovnen, hun strækker foden ud mod varmen, huden over vristen blir hvid og blank, men 218 på siden af foden ligger årerne blå og skære som i hendes tinding. Der er lige så mange rynker under hendes fodsål som på en gammel kones ansigt, men rynkerne på Elses fodsåler er bløde og buttede. Hendes tæer er som små pæoner, der lige er skudt frem af jorden; den lille tå sidder sammenkrummet og søvnig på sin plads, den vil ikke til at vågne, men tommeltåen ser frem for sig med sit runde ansigt, helt vaagen.

Vi blev ved at gå. Nu var vi i udkanten af byen. Vinden faldt efterhånden, og sneen var ikke så fin som før. Den faldt ned i store, tunge klatter, der blev liggende på ens frakke; spidserne rundedes øjeblikkelig til små dråber. Det var blevet tøvær.

Jeg blir tørstig, sae Skage.— Vi gik ind og drak øl.

Lige over for os tændte en herre sig en sigaret. Han tog et eneste sug, idet satsen blussede, og kastede straks tændstikken fra sig; træet var knap nok svedet. Skage forsøgte at gøre det samme, men det mislykkedes to gange, så opgav han det. Vi så på hinanden og tænkte bægge på det samme: Torsild. Ja han forstod at tænde en sigaret.

Hvis Torsild kendte Else, sae Skage, så vilde han ta hende fra mig, ligesom du tog Gudrun.

Han vinkede ad en kelner: portvin.

219

Men Else er bedre end Gudrun, og ingen af jer kender hende.

Han lavede med sine lange arme en stor fugtig sirkel på bordpladen og sad en stund og stirrede grublende ned i centrum af denne sirkel.

Det sneede stærkt og stille; sneen faldt lige ned, det var som om et hvidt gardin med storklattet mønster var hængt for vinduet.

Skage skilte sine hænder ad, så hans arme kom til at ligne to havnemoler. Inde i havnen sejlede to flasker og to glas. Han slog resten af øl og portvin sammen i et glas og drak.

Så går vi, sae han.

Vi var snart helt ude på landet. Sneen faldt som efter en snor. Når man trak været hårdt, fløj snefnuggene lige i næsen på en, og dær sad de og ar¬bejdede og kunde ikke komme ind.

Else — hun skal være min, sae Skage, og det blev til et digt: Kærligheden er som en palme, der hæver sig med sin stamme lige op af jorden, og når den har nået sin naturs højde, breder den sin krone ud, op mod himlen, højt over jorden.

Det var et ædelt digt, sae jeg.

Hold mund, afbrød han; jeg kan noget, der er meget bedre. Hør: Elses legeme er et hav af blide bølger, men hendes to små stejle bryster er brændingen, og dær vil jeg tit omkomme — — — 220 Hvem der havde lignet Torsild noget mere, den bandit, føjede han til på prosa.

Det begyndte at blive mørkt; lygterne blev rødlige i sneværet, og sneen blev lidt efter lidt til regn. Skage sank i ryggen, og hans hænder var rødblå og klamme. Han klagede over, at hans frakkelommer var våde.

Jeg vil forære dig et par jerseyhansker, sae jeg, da vi kom igennem en forstad.

Han tog imod dem uden nogen anden bemærkning, end at han var blevet tørstig igen.

Men denne gang skal det være whisky, sae han. Vi må følge med tiden.

Den pige, fortalte Skage, hvis arme jeg klemte til hendes tilfredshed, hun havde det også med at le ad mig; hun var tyve år, og jeg var femten. Men hun fik alligevel respekt for mig til sidst.

Han drak, ræbede en sky af kulsyre ud af sig og fortalte som så tit før om sin barndom. Hvor alt, hvad han fortalte dog var klamt og fordærvet! Men der var kulør på det, eller måske den skyldtes hans fremstilling. Var det en jordbund for poesi?

Poesien vokser bedst på en mødding, sae Skage kort og råt. Ligesom kærligheden. Jeg har aldrig set kærligheden vokse andre steder; for mig er den aldrig blevet til en palme. Jeg har drømt meget om palmer. Men jeg vil ikke digte om drømme mer. 221 Men Else er dejlig. Tror du hun vil ha mig? spurte han og så mig lige ind i ansigtet. Han lugtede ikke godt.

Nej men jeg havde altid meget bedre held med mig, da jeg var ganske ung. Det er endelig nok til at forstå, men den gang troede jeg, det skulde blive sådan ved. Men — —

Han strakte armen ud, vinkede med en lang jerseyfinger ad en kelner: en whisky til!

Til helvede med de skønne palmedrømme, sae han. Jeg har levet, og jeg vil skrive om livet. Jeg er blomsten på møddingen; så kan den, der kommer efter mig, flytte fra møddingen ned på grønsværen. Dær hvor jeg står, skal jeg gøre mine sager så godt, at der ikke skal blive noget at finde efter mig.

Han trak hansken af, og jeg så et digt blive til, der senere vakte så megen opsigt; jeg læste det med beundring og forfærdelse, som mange har læst det efter mig.

Det er der sgu ingen, der gør mig efter, sae han den ene gang efter den anden.

Men vi skal hjem, sae Skage; jeg er træt.

Han satte næverne i bordpladen, og hans gule ansigt med de mørke hårtjavser begyndte at stige op langs væggen; den lille kelnerdreng så bestyrtet på ham og målte med øjnene afstanden til 222 loftet, som han var bange for, at manden skulde gå igennem gibsen.

Vi slog ind på en marksti, der hurtigere vilde føre os tilbage til byen. Det regnede småt og fint, sneen blev til sjap.

Sådan endte altså den vinterdag. Og som den vilde der komme flere. Vi skulde vel ingen vinter ha, ligesom vi ikke havde haft sommer. Jeg mindedes den kendte formel: Her i Danmark — — men øjeblikket var ikke sådan, at det fristede til munterhed. Vi pløjede os tavse frem ad den sølede markvej, tog af den alt hvad vi kunde bære på støvler og tøj; vi flyttede en del pløre den aften, om vi ellers ikke gjorde nogen gavn. Vi kom forbi gamle fordærvede huse, som fremskridtet endnu havde ladet stå, de var sært bugtede hen ad ryggen ligesom en gammel arbejdshest, og skeløjede på vinduerne. I en krog, hvor to stumper huse stødte sammen, havde et lille das trykket sig ind; det stod dær ligesom det var ved at forrette sin nødtørft, og vendte meget anstændigt ryggen til forbigående.

For ude stod den første lygte og ventede på os. Jeg stansede og så mig om efter Skage, der arbejdede sig tungt af sted på lange, krogede ben. Synet af lygten satte mere fart i ham. Han sae:

I nærheden af den lygte må der være en beværtning. Jeg er sulten.

223

Vi fandt en ikke for fin kafé, hvor vi gik ind. Dørtrinnet flød med snavs som den sti, vi havde gået på, men derfra delte det sig som en flods delta i forskellige arme ind over gulvet; hver af deltaarmene førte hen til et bord. Skage og jeg holdt os et øjeblik flydende midt i hovedstrømmen, så mundede vi ud ved et bord, der kun var halvt besat. Vi satte os med et plask på hver sin træstol og bestilte så smørrebrød, øl og snaps.

Vandet drev af os, snart havde vi som alle de andre et lille havnebassin under stolen. Skage stak smørrebrød i sig uden at mæle et ord, men da vore bordkammerater igen sejlede op ad deltaet og forsvandt, begyndte han at tale om piger; han spurte mig ud om Gudrun, forlangte alle slags enkeltheder, som der ikke kunde være tale om at gi ham, og da jeg ikke svarede, tog han selv til at fortælle. Det var skildringer af ringe værdi. Inspirasjonen var gået af ham. Hans sjæl viste sin rå, flade bund; jeg kendte den godt. Nogle mennesker kan dog tie eller søge ensomhed, når muldlaget for en tid er skrabet af deres sjæl; andre må tale og blotte sig.

Det var fuldstændig aften, da vi kom ud. Skage gik ujævnt på benene, skønt han ikke var egenlig fuld, men da han ikke altid rettede bægge ben lige meget, så fik han en usikker gang. Det gjorde, at han en gang rendte ind på siden af en 224 dame, så den herre, hun fulgtes med, måtte gribe i hende, for at hun ikke skulde falde. Damen gav et skrig af sig, da hun lige straks troede, det var et overfald, men så snart hun fik set på Skage, der uden nogen undskyldning sprang til side, brast hun i en hjærtelig latter, og herren lo med. Deres latter lød så frisk og fornøjet, men jeg følte den som en ydmygelse, der også ramte mig. Snavset, uhumsk, skubbende til hæderlige borgere — var det ikke sådan, den ungdom endte, som jeg ikke kunde sige mig fri for at høre med til? Og borgerne ler og går videre uden at komme ud af deres humør for et skubs skyld.

Halløj, sae Skage pludselig; der er noget for mig. Godnat!

Jeg så ham dreje ind i en anden gade og skynde sig efter en kvindeskikkelse, hvis art jeg var for nærsynet til at kunne bedømme. Jeg blev stående, hvor jeg stod, jeg ved ikke efter hvad. En herre, der gik forbi, kastede en glødende sigarstump ud på gaden; der lå den og drak af sølen, til den blev sort; så havde jeg det at se på. Skage havde vist nået sit pigebarn, men jeg kunde ikke skælne dem fra de andre, og her stod jeg og blev ligesom til et med sølen. Mine fødder blev kolde, og jeg blev stiv i mit våde tøj; om lidt vilde jeg vel blive forvandlet til en meget passende statue over snavs og tristhed.

225

Jeg hørte en høj og hæslig latter nede fra sidegaden, og jeg begyndte at gå. Skage kom mig i møde. Jeg forstod, at det var pigebarnet, der havde leet.

Kan jeg ikke gå med dig hjem? sae han. Jeg har ingenting at lægge i kakkelovnen hjemme hos mig selv.

226

Jeg sad ved morgenkaffen, da min værtinde lukkede en fremmed kone med en lille dreng ved hånden ind til mig. Drengen var min og Gudruns søn; Gudrun var blevet gift og var nu på vej til Amerika sammen med sin mand, der ikke vilde vide af drengen, og så var jeg vel nærmest til at ta mig af ham, mente konen og lae yderligere en dåbsattest foran mig.

Jeg så bestyrtet på konen og på attesten, hvor mit navn stod, anerkendt af mig selv. Jo, jeg var nærmest til det, det indrømmede jeg. Jeg betalte konen for rejse og ulejlighed, og hun takkede og gik.

Jeg så på drengen; han var omkring ved to år; han havde rødt hår og kunde for så vidt være ægte nok. Han målte mig med et fast blik og så ikke ud til at være bange.

Det første møde mellem min søn og mig faldt sådan ud:

Goddag, dreng, sae jeg.

Da' ikke, svarede han afvisende.

227

Henrykt over denne sproglige sindrighed tog jeg et stykke sukker og sae:

Vil du ha et stykke sukker?

Ha hukker ikke, erklærede han bestemt.

S i forlyd blev hos ham til h ligesom i visse tilfælde på oldgræsk.

Jeg lae sukkeret til ham på kanten af bordet, og han rykkede baglæns under protest. Vil ikke; mo ikke.

„Mo ikke" gjaldt formodenlig mig. Jeg vendte ryggen til ham for at se, hvad han vilde gøre: han nærmede sig sukkeret i en stor bue, men da han opdagede, at jeg så det, flygtede han hen i den fjærneste krog:

Nej! Vil ikke ha hukker!

Jeg vendte nu for alvor ryggen til uden snyderi, og han nærmede sig lydløst. Lidt efter så jeg ham stå i en krog og spise sukkeret.

Nå, du vil alligevel gærne ha sukker, sae jeg.

Vil ganne ha hukker, bekræftede han og kom uopfordret nærmere, fedtet og formildet.

Mens jeg tørrede hans fingre af, så han forholdsvis venligt på mig.

Jeg er din faer. Kan du sige faer?

Waer ikke, benægtede han. Ganne ha hukker mer. Ganne ha lille mule.

Men nu kom pædagogen op i mig: Du kan ikke tåle mer sukker. Du får dårlig mave.

228

Dolle mave ikke, forsikrede han. Han stod nu mellem mine knæ og så op på mig. Han havde Gudruns øjne, forekom det mig. Jeg tog ham på mit skød og undersøgte ham nærmere.

Lille dolle finger, viste han.

Ja der var virkelig en rift på den ene finger. Han gav sig til at undersøge mine fingre meget omhyggeligt.

Hwur æ dolle finger — — henne? spurte han. Det sidste ord kom drattende lidt bag efter.

Jeg var så heldig at ha et par rifter at vise ham, som han blev henrykt for.

Dar æ dolle finger, skreg han henrykt. Men da de var set nogen gange, begyndte han at sparke og svaje ryg. Op, sae han.

Jeg forstod, at det betød „ned" og lod ham hoppe ned.

En høj stabel bøger, jeg havde taget ud af en reol, tiltrak sig hans opmærksomhed så han måtte hen og undersøge dem.

Ikke røre faers bøger, formanede jeg.

Gør ting ikke, svarede han og blev ved sit.

Lidt efter kravlede han op på stabelen, der var omtrent en alen høj. Dær stod han et øjeblik på alle fire med bagdelen højest og søgte efter ligevægt, så rettede han sig langsomt, men fik et ulykkeligt ansigt på ved at se sig selv så højt oppe.

229

Falder ned, sae han.

Gør ting ikke, svarede jeg.

Gør ting noget, påstod han.

Jeg rejste mig og rakte en hånd ud imod ham: Skal faer hjælpe dig?

Waer lælpe dig, svarede han ivrigt og greb efter min hånd. — Hopper så!

Jeg støttede ham, mens han hoppede ned. Han var straks oppe igen: Mer hopper!

Den leg drev vi så i nogen tid. Mit stille værelse genlød af latter og barneveltalenhed. Men da der ikke kunde fås mere morskab ud af at hoppe, tog han en bog og begyndte at rive blade ud af den.

Ikke rive faers bog i stykker, sae jeg.

Og lydigt repeterede han: Ikke live waer bog — — økker. — Men straks efter, med et ubeskriveligt gavtyveansigt, tog han en anden bog:

Live den økker?

Må ikke, sae jeg.

Han tog en tredie: live den økker?

Må ikke.

Han lod til at være en fyr, der kunde komme gennem mange fornøjelser på kort tid, for snart kom han farende hen og tog mig i hånden: Dasse, waer, sae han.

Jeg så uforstående på ham.

Dasse, waer, gentog han.

230

Du er et lille vrøvlehoved, sae jeg.

Vølhod ikke, forsikrede han. Dasse, waer, hva—a! Og han forsøgte at rende rundt med mig.

Nu forstod jeg: danse. Vi begyndte at danse, det vil sige, jeg svingede ham rundt. Hvor han jublede, især når det gik så hurtigt, at han næsten hang i luften ved min hånd.

På den måde gik tiden hurtigt for os bægge to. Vor sidste leg bestod i, at han sad på mit skød og spyttede mig i ansigtet. Det var næsten den leg, der tiltalte ham mest, men han blev fornærmet, da jeg til en begyndelse ikke vilde spytte rigtigt på ham, men nøjedes med bare luft.

Denne for mig enestående formiddag endte med en tur i Frederiksberg Have. Vi lå i græsset og trillede, og jeg gjorde forsøg på at fortælle ham en historie om en hund. Men dær lykkedes det mig ikke at finde hans nivo.

Jeg tror også, at det for hans vedkommende var en god dag. Senere når han kom ind til mig, og vi havde gennemgået vort repertoire af lege, endte det altid med, at han tog mig i hånden og sae:

Ud tilli gasset, waer, hva—a!

Dette faste tag af min søns hånd i min, var noget, jeg altid længtes efter og aldrig kunde modstå. Jeg elskede ham for den munterhed, han bragte med sig ind i min tilværelse, og for 231 hans vidunderlige sprog, der igen for alvor bragte mig tilbage til det danske sprog, og hvis næste virkning var mit arbejde ved den store danske ordbog, der endnu sysselsætter mig. Barnet og det danske sprog har på ny bragt det grønne ind i min tilværelse.

Min historie er for så vidt forbi, og for mig er der kun en arbejdsdag igen. Historien overlader jeg til min søn, til denne lille grønne sjæl, der er skudt frem på en slægt, der var mere grå, end den næste tegner til at blive.

Om mig er der altså ikke mer at berette ud over, at det kan formodes, at jeg engang blir til titulær professor eller virkelig dr. phil., men en grundig filolog må føre alle sine påbegyndte afhandlinger til ende, og det vil jeg også i al korthed gøre.

232

Halvfemserne nærmede sig deres slutning. Det radikale læs blev højere og bredere, men der var også flere til at trække det, farten tog til, ikke af. Dog, hvor mange trækker sammen, blir der snart nogen uvillige. Der var dem, der syntes, at det gik for hurtigt; andre mente, at leverandørerne af den radikale vare var altfor mange og forskellige, kvaliteten var dem snart ikke ren nok. Nogle følte det som en ubehagelighed stadig at skulle gå i samme flok og følge, andre blev i al almindelighed gnavne, da de opdagede, at den radikale vogn godt kunde gå, måske endogså virkelig gik uden deres hjælp; der var ikke den tilbørlige brug for dem, de holdt i stilhed op at trække, og det mærkedes ikke.

Så skete det da, at de misfornøjede en dag fandt hinanden, de gik pludselig fra og spændte sig for den anden ende af vognen og trak dær.

Det var da endelig en ide, der kunde begejstre de uvillige. Det var smukt at se, som de faldt til i seletøjet, hæderlige folk og gavtyve, gode og onde, 233 og der var ingen, der græd, de lo allesammen. Det at spænde sig for den modsatte retning af flertallets, har altid meget, der taler for sig. Der er ideer at tjene, og der er penge at tjene; der er samfund at redde og magt at erhværve.

Mølvad — den fra flere sider omsmilede mand — fik her sin chance. Han forlod sin plads langt ude til højre og nærmede sig midten, hvor han fandt optagelse. Hans tid var kommet.

Store kunstnere og store narre har altid meget at kæmpe med, men når de holder ud og blir ved at være sig selv, så kommer anerkendelsen til sidst.

Mølvad, der allerede i skolen var en kærlig sjæl, der gærne vilde gå med en kammerat om halsen, men sjældent fik lov, han sluttede sig tæt og varmt til sine nye venner. Han blev også snart redaktør for den ny avis, der blev frugten af denne sammenslutning. Det er sjældent man træffer en kres af mænd, der i den grad er forenet af samme atmosfære, som tilfældet var med dem, der udgjorde Mølvads avis. Da de havde arbejdet sammen blot et år, havde de deres særegne luftkres om sig, ligesom en række huse i en provinsby, der efter nogen tids underhandling blir enige om at lugte på den og den bestemte måde. Man kunde straks kende Mølvads folk igen, når de færdedes i et tidsskrift eller i andre blade; de 234 lignede altid sig selv, og de holdt altid sammen. De havde en egen høj, blomstrende stil, der var ganske blottet for lune; den stammede ned fra J. P. Jacobsen. Det vilde ha tjent hans eftermæle og det danske sprog bedst, om han også efter sin død havde fået lov til at være så enestående, som han var.

Sammenhold er noget meget moderne, men der var i det Mølvadske sammenhold tillige noget gammeldags. Tænk på hvor folk i gamle dage spiste af samme fad, drak af samme bæger, sov bunkevis i samme seng. Hvor må de ikke ha følt, lugtet, smagt, ja næsten spist hinanden! Det er ikke tidssvarende mer, men Mølvad var en mand, der kunde holde den diæt ud, skønt det snart kan blive lige så uappetitligt at søbe ideer af samme fad som at søbe gule ærter.

I denne tætsluttede kres slap Henrik Skage ind, hvordan det så gik til. Han blev udnævnt til kresens geni, og hvad der forbavsede mig var, at han viste sig at fortjene sin udnævnelse. Han tilegnede sig den Mølvadske ånd, sagtens fordi hans ævner var brugt op, og i nogen tid var han en stor mand, der med mange og lange trompetstød blev stillet op mod de radikales store mænd. Det var også ham, der blev lederen af den store avisfejde mod de radikale. Avispolemik minder mig altid om min forlovelses tids kævlerier; den er 235 just heller ingen dans i det grønne, og man kommer forpjusket ud af den. Men den underholder publikum, og mens bladene skændes, sælges de. — Nå, er det det samme kævl endnu, siger folk og lader, som om det ærgrer dem, men de griber dog efter den avis, hvor kævlet er længst.

Torsild førte kampen på de radikales side, og han gik ud af den med en tilvækst af tusende abonnenter.

Vor tids aviser har sat reklamen i system, sae jeg en dag til Rubenson, da vi talte om bladforhold. — En avis vil i vore dage frem for alt læses; om den bliver troet, er mindre vigtigt, ligesom manden, der averterer: Min kaffe er den bedste, blot venter, at hans annonce skal ses. Alt hvad der står i aviserne, er egenlig bare annoncer: man kan just ikke sige, at det er sandhed, men man har heller ikke lov til at påstå, at det er løgn. Det har annoncens hensigt: det vil vække opmærksomhed. Derfor mener jeg, at begreberne løgn og sandhed ikke bør bruges mere, når der er tale om aviser; man bør kun tale om mer eller mindre velskrevne og vel anbragte annoncer.

Rubenson gav mig ret, ja han gjorde mere: han overbød mig, og jeg stirrede forbavset på ham. Hvad gik der af ham? Senere fik jeg at vide, at han var brudt ud af bladet; han kunde ikke sammen med Torsild, der mere og mere følte sig 236 som en mægtig mand. Rubenson fandt plads ved et tidsskrift, hvorfra han fyrede flittigt på sit gamle blad, og så skete det da igen, at vi blev uenige, næmlig når jeg syntes, at hans angreb var overdrevne, og så hed det som før, at jeg forstod ikke forholdene her inde. København var for mig som for så mange, der kommer ude fra, et fremmed land og et lukket land. Jeg stod ved stranden og så der ind, men jeg kom aldrig længere, og skønt jeg troede at ha opdaget meget, så havde jeg i virkeligheden ingenting opdaget. — Denne påstand om umuligheden af at lære København at kende, har jeg også hørt af andre Københavnere.

Sådan har jeg også en gang besøgt en mand i Sæby. Jeg beså byen og omegnen og gjorde mine bemærkninger, der ingenlunde var nedsættende, men manden rystede smilende på hodet af alt hvad jeg sae: Ja jeg bildte mig jo nok ind, at jeg havde set en del, men hvad der var det særegne ved Sæby, det var slet ikke gået op for mig, men det skulde jeg ikke være ked af, for der var ikke ret mange fremmede, der havde øje for det.

Det er vel også en form for selvfølelse.

Det var da kun en kort tid, at Rubenson og jeg var enige om noget. Jeg lae mig da efter at tie og lod ham tale. Når han talte, var det som jeg hørte tiden selv, for Rubenson er en mand, der 237 følger med tiden. Det er hans styrke at forstå, det siger han også selv. Denne forståelse gik i lang tid ud over aviserne.

Fra halvfemserne, tror jeg, blev det højeste mode at skælde ud over aviserne. For mange var det et middel til at vise, at de var offenlige personligheder, hvis ord og handlinger der blir lagt mærke til, også i aviserne. Sådan ved jeg en præst, der af naturen var en ret fredelig mand, men han kom en dag i en situasjon, der medførte en uskyldig, men ikke ganske sandfærdig notits i et blad. Der var måske ingen der læste den lille notits, men næste søndag fik præsten,, de forbandede aviser" med i sin præken. — Alt hvad der skriver, skælder ud over aviserne, om man så ikke har skrevet andet end en fortale, som ingen har tænkt på at læse. — Endelig er det hver mands hellige ret at læsse sit dårlige humør af i avisen; hvad er den ellers til?

Jeg ved heller ingen tid, hvor der blev skældt mere ud i danske aviser end i slutningen af halvfemserne, og det var trist at se, hvor dårligt det blev gjort. Oven i købet skældte folk ud, fordi de var gnavne, og ikke, som det burde ha været, fordi de var i humør.

Kan man tænke sig et mere sørgeligt misforhold?

Det prægede allerede halvfjerdsernes mænd, at 238 de havde mere vrede end begejstring, mere forbitrelse end humør. Var de ikke besjælede af kærlighed til noget nyt, så mødte de i alt fald med had for noget gammelt. Disse svagheder var især fremtrædende hos retningens mindre betydelige repræsentanter, og det endte altsammen i en større eller mindre mangel på humør, en mangel, som grinet altid, men forgæves vil søge at dække over.

Nu er tendens vist heller ikke noget, man blir lystig af, og jo mere det nittende århundrede nærmede sig sin slutning, des mere tiltog den almindelige gnavenhed, den blev til en nasjonal syge, der uden forskel viste sin smittefarlighed til højre så vel som til venstre.

Der blev ellers gjort meget for nasjonens sundhed; der blev bygget hospitaler og sanatorier, men ingen tænkte på at bygge et sanatorium for helbredelse af den nationale syge, gnavenheden.

Se her fører jeg den kendte gamle traver frem opsadlet, så enhver, der lyster, kan bestige den:

Her i Danmark var det altid skik — — —

Men folket, så lidt eller så meget der nu er tilbage af det, det brede lag, der ikke just følger med tiden, men er et lille stykke bag ved eller snarere uden for, folket, der ikke er romantisk, fordi hovedstaden finder på at være det, og ikke bekender sig til realismen, fordi det blir skik at gøre det 239 i hovedstaden, folket, der ikke bekymrer sig om tendenser, det har ikke tilsvarende svingninger i sit humør, for så vidt det får lov at stå uden for og være sig selv; folket alene, det kulturløse folk, kan gi en nasjon det humør tilbage, som kulturbærerne har sat til.

En dag i nærheden af århundredskiftet fik jeg fat i en lille bog, som ingen mennesker talte om, og hvis forfatternavn var mig ubekendt. Den indeholdt en halv snes små fortællinger fra landet. Jeg begyndte halv adspredt på den første fortælling, og da jeg var færdig med den, læste jeg alle de andre. Næste dag læste jeg hele bogen en gang til.

Jeg var forbavset. Denne bog var åbenbart skrevet af en mand, der kom fra en afsides egn, og som ikke fulgte med sin tid, for ingenting af alt det, der flød oven på i tiden, var blevet hængende på ham. Måske var han brudt på tværs igennem tidens strøm og havde dannet sig en ny til sit eget brug. Sproget var nyt. Forfatteren havde altså besigtiget alle de sproglige galosjer, som små og store skribenter havde efterladt sig, og han havde undladt at træde i nogen af dem. Ved ideerne var der det ny, at ikke en eneste af tidens ideer fandtes i bogen. Humøret var nyt, ja humøret var egenlig det mest afgørende. For en almindelig betragtning var der ikke meget 240 humør i bogen, men der var ingen tristhed eller nogen af tidens mangfoldige varianter deraf. Forfatteren syntes slet ikke at vide om tidens tristhed; bogen indeholdt ikke en gang en reaktion der imod. Han reagerede overhodet ikke mod noget af det, der var i tiden, men mødte med sit eget.

Senere så jeg af hans andre bøger, at tiden også havde haft tag i ham, men han havde altså ævne til at stille sig helt uden for den, hvad der vel er nok så vigtigt.

For at gøre kontraprøven på tidens forhold til den lille bog, nævnte jeg den over for Rubenson. Han trak på skuldrene med den skepsis, som fra firserne — tror jeg nok — var blevet det fineste af alting. „Klædelig skepsis" hedder det i journalistsproget, og det var en meget efterstræbt vare, især blandt journalister. Se „skepsis" er græsk, og skuldertræk er fransk, og jeg synes ikke, at et skeptisk skuldertræk sidder rigtigt på en dansk krop; dog skyldes denne smag måske min landlige afstamning.

Rubenson vilde altså ikke anerkende den ny mand, Torsild heller ikke. — Lad os vente og se, hvad han blir til, sae han, ganske som en forsigtig forretningsmand, der ikke tar en ny vare hjem, før han ser, den går.

Men den lille bog, så vel som de, der kom efter, 241 viste sig alligevel at være tegn, der bebudede en ny tid. Der er efter århundredskiftet kommet et andet humør ind i tiden. På humøret kender man de ny fra de gamle.

Jeg skal ikke i disse mine filologiske betragtninger forsøge at gengi en karakteristik af den ny tid; det kan først gøres om en menneskealder, men overgangen har jeg set, og den var mærkelig ved sin hurtighed og ved det skarpe skel, den satte.

Det er karakteristisk for firserne og halvfemserne, at de tog så megen ungdom i brug, brugte dem op og knækkede dem. Ungdommen var ivrig efter at komme med, men skør. De begyndte med at stramme sig op med stive paradokser, ligesom en dårlig arbejder strammer sig op til dagens arbejde med stive dramme, og de holdt ikke ud til middag. Mere karakteristiske end de, der gik under, er de, der er blevet stående. De fulgte jo i skarevis med halvfjerdsernes ideer, men mange gik i stå, og de står endnu dær, hvor de i sin tid stansede. Det kan være nødvendigt og sundt at mælde sig fra en bevægelse, men disse her havde det til fælles, at de blev gnavne. Ser man nu tilbage, har man for sig en række af mænd, i alderen fra fyrre til halvfjerdsindstyve år; de står dær som en række sure milepæle og betegner de forskellige steder, hvor vi andre en 242 gang har været. De, der fulgte med, var ingenlunde bare lystige folk, men de, der blev stående, er værre. Dog har de fleste af dem en flok samlet om sig; de repræsenterer ikke glade oaser i dansk åndsliv. En af de større oaser er Mølvads. Han har fornæmmet den ny tids humør og reagerer imod det ved at være endnu mere glædeløs end før, for når lystigheden pludselig stiger i et selskab, blir de, der ikke følge med, en grad mere sure. Og sådan står der mange. Forhåbenlig blir deres samlede historie skrevet, når de en gang alle er døde.

Men der er mange, der stadig følger med. Rubenson følger med. Han har opdaget at tiden er blevet stemt på en anden måde end før, og nu simulerer han humør, fordi man ikke har lov til at være trist. En vis gnavenhed skinner vel igennem nu og da, i hvad han skriver, men jeg tror, at han med tiden vil få held til at skjule det. Han er i så henseende langt mere smidig end mange betydeligere mænd, der også hører hjemme på den anden side af århundredskiftet. Forleden dag så jeg ham i en bogkritik udtale sin lede ved altfor megen erotik. Det er fuldstændig tidssvarende; også opfattelsen af forholdet mellem mand og kvinde er blevet en anden, og en forfatter holder ikke længer sit indtog i litteraturen med en særk hejst som banner. Før, når en gjorde det, lød

        

243 ufravigelig Rubensons kampskrig: Her er da endelig en bog — —! Men man skal følge med sin tid og fornægte sin natur. Rubenson blir en stor mand. Han blev det ikke på den forrige tids ideer, men han vil blive det på den nye tids. Han forstår alting. Han forstår også den ny glose „livet", han var en af de første til at høre den ny klang i det gamle ord. „Livet" er blevet et meget fint ord, langt finere end i sin tid „virkeligheden" var. Hvordan er „livet"? Da jeg var i tyverne, var det ganske almindeligt at sige og skrive: Livet er trist, livet er uudholdeligt. — Det kan man ikke sige mer. Nu må man sige: Livet er dejligt, og ingen, der følger med, er så slet underrettet, at han begår den fadæse at sige: Livet er trist. — Det gør Rubenson for eksempel ikke mer. Man må ikke.

Torsild følger med tiden. Han har også opdaget den ny tid, han ser, at varen er god og at den går; følgelig holder han den vare. Hans blad går udmærket — hvad siger jeg? Hans blad er udmærket.

Tristhed er gået af brug, skepsis er i miskredit, og alvor er ikke velset. Aviserne har sandelig forstået den ny tid, om ellers nogen har det. Aviserne har slået sig på „livet", journalisterne har ganske forpagtet dette ord og taget det ud af munden på digterne. En journalist han står midt i livets brænding, i det brusende liv, ved livets 244 hjærte, for livets ansigt. Han står midt i livet, og nærmere kan man ikke komme, for livet har kun een midte, og når en digter nu vil lægge sin arm om livets liv, så opdager han, at der ligger allerede en anden arm, og den tilhører en journalist.

Så inderligt er den ny tid gået over i aviserne.

Jeg gik en dag og anstillede betragtninger over samtiden, som jeg gærne gør, når arbejdet på min danske ordbog ikke optar mig, og mine betragtninger var, som det nok kan ske, lidt mistrøstige.

Ikke for det: tiden er god, og meget tyder på, at den kan blive relativt udmærket; vi er virkelig på en sund og god vej, vi er i færd med at trække kulturens læs bort fra stenbroen og hjem ad grønsværet til, skønt hvert år mer og mer grønsvær må gi plads for stenbro; vi studerer med lidenskab, hvad der er igen af almue her i landet, men der er næsten ikke mer igen; vi har begyndt at hæge om vore dialekter, hvoraf skole og jærnbane hvert år tar et stykke bort; glosen,, folket" har en stigende magt over sindene eller i alt fald over sprogbrugen, og dog blir de efterhånden færre, der vil kaldes sådan. Vi vender vort søgende blik til alle sider, om det ikke skulde være muligt endnu et eller andet sted at finde det 245 primitive, men det primitive, der findes, er sjældent ægte. Vi jubler, når vi en dag kommer over et stykke folkekultur, der er forblevet uden for tiden og ikke er fulgt med, men om lidt følger alle med. Vi føler, at det er det yderste øjeblik, om vi skal kunne finde noget, der kan vise os den glemte vej tilbage. Alle vil følge med; det er just ulykken. Og dog har vi tabt noget, dær hvor vi en gang var; hvem skal vise os, hvor det ligger? Vel, men vi er vist alligevel på vej tilbage til æventyret, almuen, det jomfruelige grønne land.

Ja måske er vejen den rigtige; i alt fald følger snart alle med. Det er jo det første bud i kulturens katekismus: følg med tiden! — Prøv derimod at kalde det: følg med strømmen! Så vil alle vifte afværgende med hænderne: nej tak, vi er ikke af dem, der følger med strømmen. Folks følelser over for ord kan tit være meget stærke; over for ideerne står de meget mere uklart og vagt.

Vist er det en ulykke, at alle følger med. Vi har samtlige snobber og forretningsmænd med i følget. Se, folkets humør er fundet igen; i byerne øver folk sig i at se glade ud, og ordet „festlig" trædes nu fladt af alle og enhver. Der har stået et skrig efter solen siden nitten hundrede, og kulturmennesker sminker sig nu åndelig solbrændte. Tænk på „livet". Digterdamer falder i hysteri 246 over „det dejlige liv", for det er nu det sidste ny skrig, som det hedder.

Forretningsmændene har vejret tiden og vender nu gesjæftsnæsen i den ny retning.

Tilbage til folkets humør og ubevidste optimisme! — — Hør snobbernes bragende akklamasjon! Kun hist og her kan man i en avis finde en forsinket laban med skuldertræk og klædelig skepsis; hans flabede smil lyser fra en forsvunden tid; han ser ud til at være glad, ja men han er ikke tidssvarende.

Næsten alle er med. Det er let at følge med „tiden", bare man siger „strømmen" for „tiden", og tiden er jo ikke andet end en strøm.

Dog er der altid nogen, der ikke kan eller vil være med; de skydes op på bredden; dær står de. Hvor de ser ud, behængt med al slags, som strømmen også skyder af sig. De ser sure ud.

Men der gives dog også noget andet. Man kan gå på tværs af tiden, gå sin egen vej. Naturligvis er det en egen sag at skrå over skinnerne, ta det uendelige jærnbanetog i et af vognhjulene, holde det og sige: Hov, mit gode tog, vent et øjeblik, mens jeg går over — men det ser godt ud, når det blir gjort.

Følge med tiden, gå op i tiden, drukne i tiden — en meget naturlig udviklingsgang.

I hovedsagen er tiden på den rigtige vej. I 247 spidsen går Torsild og tuder i sit horn; i midten rager Rubenson op. Han forstår, han følger med, han præker. Tidens snob er blevet tidens profet.

Hvad har den, der ikke gør andet end følge med kulturen, ud af kulturen? Prøv at tale med et gennemsnitsmenneske fra en fjærn egn, og som ikke veed af hovedstadens tid. Det er sandt: han har ikke meget indhold, og han gir ikke meget. Han er dog et stykke natur; jordens grøde er i ham, varmen af en gang at ha vokset sin lille vækst. Han er et menneske. Tal så med et gennemsnitsmenneske fra en storby. Han har andres indhold i sig, og det gir han fra sig. Han har måske læst en mængde bøger, han har muligvis selv skrevet en bog om dem. Som sandormen sluger et læs sand i sin levetid, sådan sluger han et læs bøger, og han gir det slugte fra sig med en lille krusedulle, der er hans personlige særpræg. Man mærker på ham, at han har læst, ikke at han har vokset. Vækstvarmen er ikke i ham. Skylden er just ikke kulturens, men ligger især i den omstændighed, at han var for lille. Hvor muldlaget i et menneskesind er tyndt, dær harver kulturen det væk. Det gir en art kulturmennesker, der er i en forfærdelig grad bundskrabede, og det er dem, man må kalde ubetydelige. Den sande ubetydelighed kommer først frem ved at kultiveres. Selv

        

248 på landet ser man det meget tydeligt, så meget mere da i byerne.

Men hvorfor skal vi ha ham med i toget til naturen, snobben med den forlorne solbrændthed? Og hvorfor skal vi høre på forretningsmandens reklamebrøl? Vil han ikke gi det hele en skæv retning ved at slå det op til en gesjæft?

Sådan grublede jeg. Det var en varm sommerdag. På en grøftekant sad tre børn; deres lyse hår var falmet, og det stod mærkeligt til deres brune ansigter. De blev tause, da jeg nærmede mig, og småfniste, som om de var i skole.

Goddav, sae den første forsøgsvis.

Goddav, sae jeg, så godt jeg kunde i samme tone.

Goddav, råbte den anden opmuntret.

Goddav, sae jeg.

Godda—av, hylede den tredie.

Goddav, sae jeg.

Og alle tre i munden på hinanden: Goddav, goddav, goddav, og så lo de. Da latteren omsider var stilnet af, hørte jeg den ene sige: Han sae goddav.

Og så lo de igen, så længe jeg var inden for hørevidde.

Mit mismod var som blæst bort. — Jeg har jo selv et barn, tænkte jeg, og jeg skyndte mig hjem ad; jeg længtes efter ham. Fyren var da 249 fyldt fem år og havde allerede givet mange vigtige bidrag til min forståelse af sproglig udvikling.

Han modtog mig i entreen med bebrejdelser over, at jeg var gået ud uden at ta ham med, og jeg måtte gi ham ret; mine betragtninger fik jeg nok tid til at anstille.

Vi legede, og jeg viste ham billeder, og til sidst tegnede jeg et rigtigt fint dødningehoved til ham. Det morer ham. Mit symbol er på den måde endt med at blive til et slags legetøj for min søn; jeg ser ham ikke an for, at han nogen sinde kommer til at se nogen personlig symbolik i det, sådan som det har været tilfældet med mig.

Da jeg havde underholdt ham en times tid, kunde han igen lege selv, og jeg tog mine lapper frem for at arbejde på min ordbog. Imens tænkte jeg:

Det er farligt at se på en åndelig bevægelse med altfor ensidig idealisme. Snobben og forretningsmanden gør også nytte. Lad kun Torsild handle med den ny tid. Når folk ser denne vare i alle vinduer, så vil der blive forøget begær efter den, og der vil altid være ærlige folk, som mærker, at de er vel tjent med den. Lad Rubenson simulere jubel; der skal nok findes naive sjæle, der vil ta ham alvorligt. Hvor tit kan ikke en vantro 250 præst, blot fordi han veed, hvad der skal siges, ha været til velsignelse for en søgende sjæl?

Og selv Mølvad, kan jeg se på med en vis optimisme. Han holder den sure syge ved lige i landet, og hvor et slægtled er blevet inficeret af den, dær vil det næste blive klogere og søge helse imod den. Den vil således udrydde sig selv.

Jo, tænkte jeg, idet jeg ordnede mine lapper, mon der dog ikke fra disse tre mænd: Torsild, der fører an, Rubenson, der følger med, Mølvad, der holder igen — udgår en ånd, som på en eller anden måde kommer tiden til gavn.

Henne fra en krog af stuen, hvor min dreng legede med at stable klodser oven på hverandre, lød der et dæmpet, meget eftertænksomt lille prut.