↩ Her drejer Fiskergade af ned til stranden. Dens huse minder om et farvelade: de kan være lilla, violette, chokoladebrune, røde som en tjenestepiges strømper, persillegrønne, og vinduskarmene er malede med en kulør, der skriger kraftigt mod murenes. Men ellers er de ens; døren befinder sig i den ene ende og er i flugt med muren, nøglehullet er uhyre stort, som om det udtrykkelig var beregnet til at findes i omtåget tilstand, og skævt over døren sidder et lille to ruders vindu, hvorigennem der foruden snavs kan ses en gammel oljeflaske, en ditto blikdåse, en porselænsfugl eller andre, ganske ubestemmelige genstande.