↩ Men Sandøre har været en stor by — dengang da store byer kunde nøjes med at ha tre tusende indbyggere. Havnen skaffede den vidtløftige forbindelser, og desuden var oplandet fedt. Byen fik latinskole. Da hade den svære købmandshuse af sten og egetræ, hvis vantrevne efterligninger ligger der endnu. Sandøre lå som i en stille, fiskerig dam og erhværvede sig rigelig levemåde. Men en dag kom der en vældig strøm gennem den fredelige park; der blev stor forskrækkelse i den rolige befolkning, og da de fik klaret synet igen, så de, at den nye strøm hade skåret omtrent det halve af næringen bort. Det var jærnbanen. Dette slag gjorde byen lam i den ene side, og den kastede sig så over vandet for endnu at svømme ovenpå. Men kornet stoppede, flæsket gik en anden vej, og byen fik samme tilfælde i 10 den anden side. En ny omgang fallitter, og den visnede langsomt hen. I de gamle købmandsgårde flyttede detaillister og små håndværkere ind, som lod bygningerne forfalde og dø ud. De fleste gamle huse, der nu står, er nye; de har fået alderdomssvækkelse før tiden.