Knudsen-Hjortø, Knud Uddrag fra Folk

Men alligevel: optimisten, der kommer trillende på sin sikkel lige ud af nutidens kultur og er lækkersulten efter små provinsbyers idyl, han behøver ikke at trille Sandøre forbi. Han styrer ud langs fjorden og trækker med sin maskine op på den højeste bakke, hvor forskønnelsesselskabet netop har anbragt en bænk til hans personlige afbenyttelse. Det skal være en sommeraften. Han ser byen ligge i en dis så blå som røgen af den fineste havaneser; fra fabriksskorstenene ligger en lang fjerbusk strakt hen i luften, og de private huse ryger sig også en aftensigar. Toget løber ind og støder klumper af snehvid damp op, som straks fortæres af luften og forsvinder, men længere tilbage, over jærnbanen — på det sted, hvor fyrbøderen sidst la i maskinen — dær ligger et stykke langagtigt, isoleret kulrøg, som en sort larve, der kravler langs ad horisonten. Hele byen ligger for ham med varme, røde tage og kolde, blå tage; stakke af grønne træer skubber deres brede rygge og deres spidse hatte op imellem. Byen er god nok fra denne bænk; man får den oven i købet to gange, ti den står på hodet i fjordens silkeblå vand, og det firkantede tårn synger med sin stærke metalrøst: Kirkeklokke, ej til hovedstæder — —