↩ Johannes vender lidt på det ene øje, da fabrikanten kommer, og bestiller et glas til og en halv madera. Han er nu færdig med Europas skjultheder, og dermed er han færdig i det hele taet. Så griber Vilhelm konversasjonen i hodet og fører den ind på byens skandaler; det er de allesammen med på, rivende råt, kun Lind gør en noget fersk figur og hånes indirekte af brødrene Laursen. Fabrikanten skynder sig at drikke. Han har allerede 60 lagt et godt grundlag ved aftensmaden, så han indhenter snart de andre; flaskerne tømmes, og da de ikke har haft whisky, gir han en whiskyomgang. Den river velgørende i svælget, der er sødt og klistret af madera, og rensningen gør smagsnærverne følsomme. På dette første stadium af rusen ser man tydeligt forskellen på disse unge mænd, som med tiden ikke skal blie til noget, og de røber deres udygtighed til livet hver på sin måde. Lind vrøvler fladt og vammelt; der er ikke noget ondt i ham, ikke engang noget sjofelt, men Vilhelm Laursen er nu blevet den store mands søn, han berømmer den gamles vældige spekulasjoner, som han ikke engang kender, og taler derefter om, hvad han selv har i sinde at lave, men der er ikke meget ved det; det meste er hulslidte eder og billige slag i bordet midt i pladen. Ved næste omgang begynder han at bekende synder, som han ganske vist har en del af; ligheden med moeren er nu næsten komplet, og han nyder en tilsvarende behandling: Fanden med det sludder, det vil vi sgu ikke høre på! Umiddelbart derefter glider han over i fedtede historier, der minder om dem, Mikkelsen foredrager på den anden side af bordet, men Mikkelsen er mindre i stilen og vil gærne turnere sine fælheder æstetisk; hans selvros er også svagere: Hade jeg bare tre fusende kroner! Mens Vilhelm kun kan udrette noget med tyve tusende. Man har dog en fornæmmelse af, at Mikkelsen vil komme længst med de tre tusende.