↩ Realskolebestyrer Hørslev kom ud fra »Dania« med sædvanlig travlhed; den sidste mundfuld morgenkaffe, 22 som han sank undervejs, kom i den gale hals og måtte hostes tilhage på den rigtige vej. Børn gik til skole gennem sne og pløre; langstøvlede drenge sparkede fra sig med skridt, der var særlig beregnede til skaftestøvler; små piger løftede op i deres korte kjoler og viste den større halvdel af deres stribede stilke. Hørslev drejede ned ad strædet, hvis jordvej lå i en syndighed af mudder, der fik yderligere forstærkning af spildt halm og gødning; det hele udgjorde et dybt ælte, der var så lindt, at det ikke engang kunde danne hjulspor; kun nogle svage fordybninger i overfladen viste, hvor en vogn hade gået. Fortovet var bedre, det var belagt med et lag mørkebrunt creme, der intetsteds var over en tomme tykt; når man trådte i et af de nævestore huller med den ene fod, kunde man lave det nydeligste springsprøjt op ad det andet bukseben.