↩ Derovre flyder solen frem som en smæltet klat gult, hun har tid at se på det. Her er så hyggeligt, her og rundt om til en vis bredde og længde, næmlig gennem kabinettet, kontoret og butikken på den ene side, spisestuen og køkkenet på den anden. Dær er fredlyst, lige til sovekammerdøren. Den lister man sig tavs forbi, og gennem gangen, som den støder op til, må der ikke tales højt. Man skal ikke vække den slumrende løve, siger sønnen, der er vittig, den slubbert. Han kniber sig en bitter sammen med en kunde ude i butikken, alt imens han holder øje med døren i baggrunden af kontoret, ikke den ind til kabinettet, den anden. Han kniber sig måske to bitre, skal man se. Der snakkes og les dæmpet. Den sidste fælleskæfert (som endnu ikke er debatteret) hentes frem til gennemsyn, jeg din, og du min — hæ, hæ, hæ, med salig fryd i baggrunden af sjælen. Man begynder med begyndelsen: and, dram, bajer. Dernæst kaffe med hennesy, bajer, toddy, bajer, whisky, bajer o. s. v. i metodisk fremskriden, lige til rinskvinen, den man som sædvanlig først får, når man er fuld. Det bedste og dyreste 38 til sidst, når man har drukket for meget og giet for meget ud, svirens logik. Man drøfter benenes vrangvilje, overkroppens buer og halsens knæk; man diskuterer spørsmålet om overlastet bæreævne, og andre mindeværdige kæferter fremdrages til sammenligning.