↩ »Ja, ja, nej, jeg ved nok, faer, nu skal jeg —«. Fruen kom op og af sted. Det var ikke hendes mening at undskylde sig; hun lod sig gærne skælde ud i tavshed, hvis det kunde gå an, men hun vidste, at hun skulde sige noget. Ganske vist fik han med hvert svar en ny krog at hænge sig i, men sådan vilde faer jo ha det.