↩ Hun flygtede ind i sovekammeret, han efter; natkjolen kom af, tøjet på. Det gjorde ham mere ond at se hende afklædt, han kresede om hende med knyttede næver og bred mund, hvæsende. Men i dag var det ikke det store anfald, og da hendes krop var nogenlunde skjult af tøjet, søgte han ud i butikken. Dær var ikke noget at se; Vilhelm stod og pakkede noget ind til en kunde. Laursen luskede omkring og snøttede, som han plejede under sine anfald. Kunden fik naturligvis et venligt godmorgen, mens Vilhelm fik et ondt, tavst øje, der bragte hans fingre til at spjætte om sejlgarnet.