↩ Hun ventede ham ude på promenaden den aften. Om han var vred? — Næ. — Så fik hun mod til at forsvare sig, hvortil han bare sa: Ja vel. Hvorefter hun hævede sig til at rette bebrejdelser imod ham, men da brød han kort af, og efter at han hade døjet en større blød og våd forsoning, spaserede han lettet med hende og sa ingenting. Hun gjorde ham frygtsomt opmærksom på sang ude fra fjorden — den kendte hun — på den røde aftenhimmel, på fru Mikkelsens nye hat, og på hvor godt det er at holde af hinanden. Han fik lyst til at slå hende, men mandede sig op til forståelsen af en smule egen uret, og betvang sig. Sådan’ gik der en fordringsløs aften uden rivninger.