↩ Johannes er på et apotek, med en ussel eksamen. Han kneb sig akkurat igennem i sin tid og fik endda foræret et plus af nåde og barmhjærtighed. Siden praler han altid af, hvordan han drev: Jeg bestilte sgu ingenting, det ved jeg nok, men hvad fanden, en eksamen er jo en eksamen, og jeg kan jo sagtens få mig et apotek engang. — Sandt er det, at han drev; at han manglede ævner, er også sandt, men det siger han ikke, skønt han godt ved det, for man vil jo altid hellere gælde for en løjser end for en dumrian. Derfor — til dels — dækkede han over sin ævneløshed ved at svire og skabte således en grund til næsten-dumpning, som toges for gyldig, især af hans moer. Laursen erklærede kort og godt: Vil du ikke blie til noget, min dreng, så kan du la være. Nu får du en plads, og så klarer du dig selv. Du får vasket hjemme, din moer holder dig med undertøj, men ikke en øre ser du fra mig. — En sådan erklæring agter en bestemt faer selvfølgelig at holde, men der indtræder dog en modifikasjon, når han får sendende regninger på tøj, i alt to hundrede kroner, fra den by, hvor sønnen 58 er, og hvor faerens navn er kendt. Selv en bestemt faer betaler den slags regninger, alene for sit eget navns skyld. Ligesådan er beslutningen vanskelig at overholde, når der en dag kommer følgende telegram: Send straks pr. telegram 300 kroner, ellers sker der en ulykke. Johannes. — Der er ikke tid til at rejse ned og undersøge sagerne; en bestemt faer sender de tre hundrede, og med samme post et brev fuldt af spørsmål og skældsord, hvori der kun er to ikke fjendtlige udtryk, næmlig: Kære Johannes, som indeholder en løgn, og: din gamle faer, som er en sørgelig sandhed. Men nægtes må det ikke, at den slags påfund ikke tåler gentagelse.