↩ I dette selskab ser Johannes Laursen mærkelig tør og mat ud, hvilket ikke udelukkende kommer af, at han føler sig hævet. Man skal ikke se på ham, at han har sviret en artig hob penge bort, for der er ingen inderlighed i hans druk. Han praler ikke, ler ikke, har ingen sovsede historier, sidder blegladen og udeltagende og fortæller noget, hvis der er ørenlyd, ellers er han ligeglad. Og dog må det vel more ham, ellers kan man ikke forstå, at den mand er halvvejs forfalden. Denne forretningsmæssige ro i solderiet har han efter faeren, men hans morskab ser noget fattig ud i sammenligning med de andres, der skråler og galer og dundrer for alle pengene. Nogle mener, at det vilde være let for ham at la være med at drikke, hvis han for eksempel hk en kone med en fast karakter, ti han synes skabt til at føre en småtærnet mands retskafne levned. Broeren er unægtelig mere stortærnet anlagt, men han er vist ikke til at redde. Han har haft mange kæresier, både faste og løse; ingen har kunnet styre ham. Han mangler karakter, og den forretningsdrift, der er i ham, har han i sinde at rydde bort 63 ved alkohol. Det er ellers ikke nødvendigt, at han drikker, han skal nok blie til ingenting alligevel.