↩ »Ja—a?« tvivlede konsulinden, og efter denne sidste knusning sluttede hun sig til fru Lind, mens moer og datter kom bagefter, den sidste dog et lille stykke forud. Fru Laursen hørte de to andre damer passiare livligt. Tænk, kan konsulinden virkelig være så medgørlig? Hvad mon de talte om? Fru Laursen følte sig så ringe, hendes fyldige, røde ansigt hade et inderlig solgt udtryk.