↩ »Mæ—n, alt hvad der tilstræber vor materielle opholdelse, opfindelser, de såkaldte fremskridt — jeg siger såkaldte — kort sagt alt det nyttige, det åndeligt dyriske kalder jeg det i modsætning til sanselig nyden, det indeholder ingen opstandelseskraft; den må vi søge i den verdensflyende trang, det såkaldt unyttige, altså religion og poesi. Disse to — — faktorer har i sig opstandelsens mulighed, og man tør vist ikke påstå, at det menneske, i hvem blot poesien er levende, vil gå fortabt, ti poesi er dog en art religion, et ædlere hedenskab, som vistnok i sig gemmer en spire til salighed. Ja, jeg ved godt, at jeg her kolliderer med — naturligvis med Indre Missjon —«