↩ »Småpigerne« forsynede de fremmede, mens moer blev siddende. Charlotte var den sødeste af dem, hun hade himmelblå, åndsfraværende øjne, en fyldig mund, der så ud, som den altid lige hade fået et kys (hun var forlovet), og en lille knold til hage, der var dobbelt. Hun var lidt tung og kunde ikke let finde på noget at tale om, men 86 hun smilede godt for sig, og det var det smil, hun var blevet forlovet på.