↩ Og med samme energi afskyede hun den litteratur, som dær holdtes i ære. Hun var med at ta bøger ud til læsetasken, og det var bekendt, at hun altid holdt på de krasseste naturalister. De andre — rarmandsbøgerne — foragtede hun, de lignede hendes stakkels utålelige moer, der hade samme sølle lyse syn på tingene, samme pjat-idealisme. Hun var vis på, at moeren hade ødelagt hjemmet: En mand med karakter, der har en blød kone, blir altid hustyran. Nej hun skulde haft sådan en mand, som hendes faer var i sin ungdom! I stedet for hade hun, i sit hastværk for at komme bort, måttet gifte sig med et lammehoved.