↩ Næste gang han kom, gjorde han hende opmærksom på, hvordan hun var en søgende sjæl, der med al sin grublen kun arbejdede sig ud i en stedse voksende uklarhed og tvivl. Det hade hun også nok selv haft en anelse om, hvis uklarhed ellers mægter at forstå sig selv. Men dersom hun ikke vilde ud i fortvivlelsens yderste mørke, så var der kun een endegyldig slutning på hendes spekuleren, næmlig den treenige Gud. Begreb hun, at hun aldrig var nået til en forståelse af det, hun grublede over? — Det gjorde hun. — Så var det udmærket; her skulde hun heller ikke forstå, men tro. Kunde det nu gå op for hende, at det, der klarede alle spørsmål, det var Gud? I hendes forhold til sin mand, til sine børn, 242 til andre mennesker hade der altid været noget i vejen, ikke sandt? Jo. Hun hade ikke haft Gud med, det var sagen. Hvor Gud var med, dær var alting fuldkomment. Nu kunde hun tænke over det.