↩ Ja, det kunde jo gærne være, at hun blev en ensom kvinde midt i en kreds af vantro. (Ja, det var netop en ensom kvinde, hun var.) Men også en sådan fik af Gud 243 en vidunderlig kraft til at bære det, der tidligere hade været uoverkommeligt. Måske kunde Gud ikke vende de andres sind til det bedre, så de viste hende mere kristenkærlighed end før, men han kunde gi hende større bæreævne. Var ikke allerede denne gave vidunderlig nok? Desuden, selv om denne verdens børn forstødte hende, så var der en kres, der altid vilde modta hende som en kær søster i Herren; hun hade ikke nødig at frygte ensomheden længere, hvis hun blot selv vilde være den søster i Herren.