↩ Da drengen var gammel nok, blev han sat i byens borgerskole; doktoren mente, han hade godt af at lære jævne folks børn at kende, og det blev udtrykkelig sagt ham, at det var dumt at være vigtig over for dem, der var fattigere eller ringere begavede end en selv, og så faldt det heller ikke Henrik ind at være vigtig, men intet kunde forhindre, at han var på nakken af de drenge, han foragtede: de pjankede og forvrøvlede drenge med deres sødladne uselvstændige godmodighed, dem hånede han med koldblodig udsøgte drillerier, og deres latterlige arrigskab uden ævne til træffende svar, uden mod til at betale spot med prygl, det var for ham både en lyst og en væmmelse. Over for dem var der ikke noget, der hed kammeratskab; ingen, hvem Henrik hade mærket med ordet fjols, fik lov til så meget som at røre ved ham selv i en leg, uden at der øjeblikkelig vankede af hans hårde knoer, så det værkede længe efter. For de andre drenge var han en opfindsom anfører, og han lystredes gærne, han var smidig og slagfærdig, han var højrøstet, og han var den dygtigste i skolen. Henriks bekendtskaber var ellers ikke altid af de fineste; han lærte mange grove ord, som han ikke hade hørt før, og det var ikke uden betænkelighed, at han lod sig indvi i sager, han ikke før hade 14skænket nogen tanke, og de nye ord kunde han heller ikke straks genta uden hjærtebanken, men der var noget ad helvede til ved dem, som steg ham til hodet, og skønt disse udtryk jo ikke kunde bringes ind i dagligstuen, så var der dog ikke noget i vejen for at slippe dem løs i hestestalden eller i karlekammeret, og Henrik var stolt som en, der har erhærvet en særviden, som ikke er for den store hob.