Hjortø, Knud Uddrag fra Kraft

Og den, som Henrik foragtede fremfor nogen

        

32 anden, det var Johannes Levison, den ældste i klassen. Der var gammel kultur i hans familie, og han så finere ud end de andre drenge. Håret lå friseret hen i en blank, brun kage, hvori skilningen gjorde et langt snit, han hade en moden alvor i sine mørke øjne og glat, fejlfri hud. Han lo sjældent og aldrig mod sin vilje, men han smilede desto mere; han var ingen munter kammerat og var hellere spydig end vittig; de naive var imponerede af ham, de modneste søgte hans venskab og blev behandlede med en gentlemans høflighed, og de drillelystne lod ham i fred, de hade færten af finere blod end deres eget, men de yndede ham ikke, han var upåklagelig nok, men han var ingen god kammerat. Han var den eleganteste i klassen; man kunde ikke se, hvor tit han tog rent kravetøj på, for det var lige hvidt altid, ligesom hans skilning altid var uforanderlig den samme, morgen og aften, som om han var født friseret. Henrik betegnede ham straks som den friserede lus, væmmedes over hans smukke hænder og sa pyh! ad den vellugt, der stod omkring ham. Alt hvad der var af godt, groft bondeblod i Henrik, oprørtes ved synet af dette stykke forfinelse, hans smil, hans altid ensartede overlegenhed irriterede ham dybt. Når Henrik var grovkornet, og de andre lo, pointerede Johannes sin finere dannelse ved aldeles ikke at more sig, han stirrede ligegyldig ud i luften, som om han hade opdaget en myg eller et andet uvæsenligt kreatur, mens Henrik følte sig stemplet, tavst men eftertrykkeligt, som rå og alt andet end morsom. Det var harmeligt, og der var ingen lejlighed

        

33 til at gi igen, det var værre. Henrik mærkede, at han her stødte sammen med en kultur, der i visse henseender var hans overlegen, og det glædede ham ikke. Men hans forståelse udvidedes betydeligt, da han en dag — de gik dengang i femte klasse — fik en gengivelse af en historie, som Levison hade fortalt en af de mest udviklede i klassen, en rigtig historie for den moderne ungdom, med pigebørn i, en sovset historie, erklærede Henrik opbragt, udgået fra en sovset fyr, og fra det øjeblik kunde han forstå sin instinktsmæssige modvilje overfor Levison: han var ingen frisk dreng, han var lummer og sødlig på bunden, han var behersket, fordi han var lunken, han var ens altid, fordi han var grå, han kunde aldrig blie hidsig, fordi han var klam, hans dannelse var frisyre, der skulde pynte på nedarvet slaphed, han var en friseret lus og en sovset fyr, han var uld og flæsk på en anden måde, gud fader bevares, hvor Henrik afskyede ham!