↩ Johannes Levison søgte ikke Henriks venskab, han forstod straks, at dette var et fjendtligt element, og omfattede ham med en mands uvilje, men engang inviterede han ham dog til sold hos sig sammen med nogle andre. Henrik tog i overraskelsens øjeblik mod indbydelsen, fortrød det straks, men var altså nødt til at komme. Naturligvis — sådan lød hans fnysende ærgerlige betragtninger næste dag — naturligvis hade han fået for meget, medens den anden kun var halv fuld og viste sig som en overordentlig behagelig vært. De følgende dage så Henrik ikke derhen, hvor 34Johannes smilede; dær kunde han gærne ha pådraget sig et venskab med en sovset fyr! Så gik den pinlige tid, indtil soldet og erkendtligheden passende kunde være glemt, og siden den tid stod de atter mod hinanden som før: det blødeste kaninskind mod det krasbørstigste pindsvineskind.