↩ Henrik vågnede op og så ud efter været, det var den ønskeligste maj morgen. Han trak knæerne op til brystet, stemmede fødderne mod lagen og 37overdyne, og med en rask strækning kastede han det hele ud over fodenden af sengen. Så sprang han selv den samme vej og dalede i en stor bue ned på dynen. Vinduerne måtte op, for Henriks hvidhårede hoved og hvidskjortede overkrop skulde straks ud i solskinnet og morgenluften, indtil han foreløbig hade fået nok og kunde begynde toilettet. Sinkballen blev halet ud og svampen hentet fra servanten. Han hade den ide, at stedet omkring mellemgulvet skulde blødes først, derefter blev den øvrige krop vædet, for at vandet skulde falde bedre til, og så kom det rigtige øjeblik med karaflen i nakken; vandet spændte sig over huden som et koldt trikot, dog måtte siderne, fra armhulerne at regne, ha en særlig omgang, for dær vilde vandet ikke ind ellers. Da så badehåndklædet var brugt, kom turen til håndvægtene, de blev jaget omkring i underlige buer af to stærke hænder, indtil det blev for varmt; så gik håndvægtene i gulvet med en behersket buldren og fik hver sit spark af en nøgen fod, den ene flygtede ind under sengen, og den anden brasede på et skrivebordsben. Henrik satte sig ned i dynen og begyndte en yderst grundig undersøgelse af sine tæer; de var sgu ikke synderlig græske, syntes han, når man sammenlignede dem med de klassiske statuer. Lilletåen var væmmelig oppustet på midten og tilskåret i spidsen, med et ynkeligt stykke flis af en negl; de to næste tæer hade form som kogte rejer og pukler på ryggen men den store tå, det er en karl, den lar sig ikke klemme eller krumme, Henrik hade megen sympati for den store tå.