↩ Henrik satte sig på stolen og gennemgik stødets teori, Karl lå på den ene albu og så op på hans profil: opstrittende hår, svagt hvælvet pande, kort, lige næse, smalle lukkede læber og en stærk hage uden kløft — det var godt, de blev gode venner igen! Stødet tog et helt kvarter, Karl trak det ud med spørsmål; klokken var halvtolv, da Henrik rejste sig; Karl rakte hånden frem, for det tilfælde at Henrik skulde blie usædvanlig hjærtelig, men det blev han ikke.