↩ De tos venskab holdt stadig ud, skønt deres fælles interesser stadig blev færre; Karl studerede jura og tænkte mest på embede og giftermål, efter at han var blevet forlovet med Henriks søster. Henrik kunde ikke undvære hans blide, stilfærdige nærværelse; under fire øjne med ham var han ikke højrøstet, og så småsnakkede de velbehageligtom ingenting; der var noget feminint over Karl, men Henrik kunde ikke lide, at nogen sa det. Karl måtte tit komme hen til ham om aftenen; så læste han paragraffer og forordninger ved det ene bord, mens Henrik studerede sit ved det andet, og når han fulgte svogeren hjem klokken elleve, og de passiarede om de samme æmner som altid, så syntes han, at han hade haft en udmærket aften. Skønt han ikke led ordet hyggelig, fandt han netop, at Karl var hyggelig, men flere bekendte af den slags hade han ellers ikke; Karl repræsenterede al den blidhed i omgang, han trængte til.