↩ Løndrup gik ind til de kolde drikke. Der er sgu ikke noget ved ungdommen alligevel; de vil ikke længere betro deres glæder til en, de glor surt på en, når man vil være imellem dem, de interesserer sig ikke for ens historier, for det, de selv oplever, er jo langt varmere; ak ja, erindringen er alligevel en kold ting, det er varmere at se andres elskov end at huske sin egen. Men ungdommen vil ikke tillade, at den gamle får noget at høre og se af deres elskov; det er sgu ikke ens moralskhed, de er bange for, næ, man er ikke længere noget menneske, man er et tilkommende lig. Så snart ens elskovstid er ovre, så glor de unge på en, som om de vilde sige: »Hvad fanden, er du ikke død endnu!«