↩ Mens jeg nu sad og gned på bassen og forlystede min sjæl med de mærkelige toner, som fremkom dær, hændte det, at jeg kom til at spille en nedadgående skala, der for mit indre blik åbenbarede sig som en nedhængende helvedestige, hvorpå der kravlede en mængde morsomme, små, sorte djævle. Jeg vendte da forundret tilbage til a-strængen, som jeg — og du med — særlig elsker, og henåndede dær en bævende, opadstigende skala, der symbolsk skulde forestille en himmelstige besat med engle, som du — og jeg altså osse — altid har foretrukket for djævlene, hvilke jeg — det vil sie: vi bægge to — i det hele taet slet ikke tror på. Alligevel viste der sig ikke noet englesyn for min sjæls forventningsfulde øje.