↩ Hvid uld, nynnede jeg, mens jeg spillede, lammeuld, påskelammeuld, sådan er livet. Og grøn, saftig eng, hvor lange, hvide dampe stilfærdig lister sig fra tue til tue, lægger sig ned, når de har nået den ene, rejser sig op fra den igen og strækker tynde, spøgelseagtige 10tågehænder lisom bønfaldende op mod himlen, synker så magtesløse sammen og vakler hen til næste tue.