↩ Forskrækket tog jeg fat på min violin igen og begyndte på det stykke, der lovpriser livets lykkelige og skønne ordning. Det har du en gang lært mig, skønt det kneb noet for mig med at få det ind. Men da jeg hade spillet et par takter af det, blev jeg igen afbrudt af det samme ondskabsfulde grin, og det betog mig enhver lyst til at spille videre.