↩ Jeg gik ned ad bakken med min violin, men da var det, lisom alting blev levende rundt omkring mig. Jeg hørte mumlen som af en tusendtallig menneskeskare, der bifalder, og jeg hørte fjærn sang, jublende og lokkende, og enkelte hastige stemmer, der råbte til hverandre i stor forargelse, og så hørte jeg en enkelt stemme, en kvindestemme, som — men så svulmede sangen op og slettede den helt ud, og den kom ikke mer igen. Da jeg kom ned på engen, hørte jeg en uhyre skare bagved råbe på mig. Jeg vendte mig om, og da så jeg et syn.