↩ Der stormede en jubel ud, som slog lig mægtige bølger mod vægge og loft, og den syntes at kunne knuse alt, omstyrte alt; slag i slag kom det, og netop som jeg troede, det hade nået himlen, sank det sammen i en latter, der tabte sig langt borte. Så sprudede det op som ild, men straks sluktes igen det hele for så atter at begynde svagt og anelsesfuldt som en dulgt fryd dybt inde i et menneskes sjæl; men så voksede det med eet op til en vild begejstring, den intet menneske kan gemme tavs i sig, men må skrige ud over hele jorden, og alt, hvad der findes af livslyst i naturen, må vågne ved det mægtige kald. Således råber et menneske til den ganske skabning: Fryd dig med mig, for jeg kan ikke bære min lyksalighed alene! Stem i med mig, alt, hvad der har tunge, ti jeg har jubel i mig for en hel verden, og den vil dræbe mig, hvis jeg indespærrer den i mit bryst!