↩ Hvert øjeblik, når jeg går og tænker på ingenting, farer der noet op og glor mig lige ind i ansigtet, så jeg kommer til at stå stille. Eller det kan være, jeg ligger i en båd på en sø, der kun kruses af noet, der ligner et lille smil; jeg døser hen og synes, at jeg lisom slukkes ud — og så dukker det op af vandet: et ansigt gennembryder fladen, jeg ser et uundgåeligt, forskende blik, der venter på svar, en finger lægges på to tæt sammenpressede læber, og jeg føler noet hoppe inden i mig, ryste sig, som kunde det være løsningen på spørsmålet, som vil gøre sig fri. Men om natten er det værst. Saa sidder der noen langt nede i mig og stirrer op på mig, altid.