↩ Min sjæl er ganske gennemsigtig af ild, og melankoliens seje sod kan ikke modstå den, men brændes bort og opløses i røg. Prøv ikke på at følge med flammerne opefter, du tungsindsrøg, du kan ikke blie til flamme, din natur er at være sod; i det højeste kan du ved tilstrækkelig glødning gi din ejendommelige pestilensluft fra dig, men når du så — snart — er brændt ud, falder du ned som skidne klatter. Du tjener ikke til andet end til at dæmpe ild og lave røg; her kan du ikke dæmpe noet, og jeg skal snart være færdig med dig. Gennem lange og stille år har du lejret dig på min sjæl i en tyk skorpe; mange små og store skuffelser dryssede 39ned på mig og gjorde skorpen sværere, den blev sej af tårer og fast ved snævre forholds pres, mens alt drysset straks burde ha været blæst bort af latter.