↩ Orkaner farer hen over himlen, kometerne hvirvles om i dem som brændende halmstrå i blæst; de spruder ild rundt omkring og fejer med deres glødende haler planeterne ned til alle sider. Solen rokkes løs fra sin plads, den ruller ned over himmelskrænten og drypper fra randen som en vældig dråbe ned i det skrækkelige mørke derude, hvor kun skaberens tanke tør færdes. Sydende og hvislende falder den ned i det sorte osean dybt under, hvis bølger lukker sig kogende over den faldne sol, der straks efter driver om på dem som sorte slakker.