↩ Himlens faste bue er sprunget, og i et svimlende fald styrter den nu ned med det bål, den bær på sig; en verden af ild oplyser rummet, flammerne skinner på evighedens mørke bølger nedenunder — et øjeblik, så slår de to have sammen, ildhavet fraoven, vandhavet fra neden. Vandet tar ilden i sin favn, flammerne mørknes deri, havet koger over sine bredder og forvandles i en eksplosjon til sprudlende damp, der stiger op som en sky, bærende i sig slakkerne fra den hele ødelagte verden.