↩ Hos os har den ganske slægt slået rødder — se kun vore urskove! Nede på bunden, under de slanke stammer, der vokser om kap mod lyset højt op over vort rige, nede under blomsterne, der strides med hverandre om at fange sol, der ikke trænger ned til os — nede på bunden, og den ejer vi, dær er det vildende mørkt, dær gærer den sorteste råddenskab, og midt i stanken vokser der gule svampe, og hvide maddiker trives fedt, men over dem hæver sig 52blomster med forfærdelig, usigelig duft, og i deres døvende ånde raser insekter om på deres vinger, indtil de styrter ned og rådner mellem det rådne. Dernede vokser, hvad lyset ikke ser, lianer snor sig tykke som slanger, de strækker deres blomster helt op til lyset, men en gang knækker de alligevel på deres stilke og falder ned i det ukendte mørke.