Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Og vel når de stolte stammer op i en anden luft, og de herlige blomster praler en tid i solskinnet med deres farver, men en dag styrter træet og forsvinder, blomster knækker af og forsvinder — hvorfor? Hvad foregik der nede i mørket? Rådnede træet over forneden? Gnavede maddikerne stilken over på den skønne blomst? Ned i mørket går det; det ene falder, og det andet falder, og de spør efter det, men ingen ved, hvor det blev af, eller hvorfor det faldt.