Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

En skraldemand: I bøtter og tønder, i spande og kar samler til dynge jeg alskens affald; alt, hvad der sygner og falder slapt til jorden, alt, hvad der mugner, visner og rådner, og alt, hvad der var det da det blev til, alt, hvad henvejres som røg ud i luften og dunster bort til ingens glæde, alt, hvad der tabes af slatne hænder, alt det kludekram, laser og pjalter, som livets tornebusk river af mennesket, alt, hvad nødens skruestik klemmer ud af ham, alt, hvad elendigheds hvastandede igle suger ham ud for, alt, hvad den matte liderligheds glasøjede øgle gnaver bort af hans sjæl med sin klamme mund, — det skraber jeg sammen og fylder op i bøtter og tønder, i spande og kar.