Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Her er sække med ord, tykmavede og tyndsjælede ordbobler, som henrykker synet, indtil de brister og blir til spruttende sæbevand, der river i de opstirrende øjne. Hele læs af avisgrin fra dem, hvem det gir dagligt brød med rigeligt pålæg at ryste deres skidne lunger for hver mands øren. Poetisk gas fra digterballonen, der stiger til værs for at nedbringe poesiens ørn, og gramset har de efter den med deres barnefingre, og skreget har de: Ud til de store syners land! På jagt efter de vildeste digterfugle! Men det ublu dyr fløj højt over deres hoved, og så revnede ballonen, og digteren måtte ned på prosaens flade mark, udgivende al sin gas under sære vridninger. Og neglede han stundom en fjær, da lavede han straks deraf fem hele digterhøns.