↩ Vognmandslæs af hjærter! Af dem går der flest til. Her er et: dettes ejer slog sig ned i ægteskabets lænestol, lod sig pleje, blev før og doven og tabte været af fedning. Mager er lidenskab med kinder efter strygmål, men fed er dorskhed med topmålte kinder, hvide som ister og røde som skært studekød. Her er et hjærte gennemprikket som en nålepude, ti det har løbet mange følelsers 57spidsrod, meget har det banket for, både lavt og højt, men intet kunde dette danaidiske kar holde: det var en stadig siven ind og siven ud. Her er et sålelærshjærte, ægte tykhudeskind; som en mumie har det ligget i hans bryst, et gavnløst kar. Og hvad der var i det — om der var noet — kom aldrig ud til andre, og hvad der vilde ind, fandt aldrig indgang. Og her: bævrende lindt som et blødkogt æg, ti over hærdende ild har det aldrig været, og aldrig kendte det den prøvende frost; beskyllet af blide stilleværsbølger, vugget som en rullesten ved medgangens strandbred, sådan har det altid ligget og rokket: ingen fandt det hverken koldt eller stanset, men aldrig har det ringet eller kimet til højmesse, det var klangløst som bly og ler. For enhver stod det åbent på vid gab, men hjærterummet var kun en dør — så snart man var inde, var man ude igen; dette hjærte hade ingen kamre. Og se! et svalekar er dette, har aldrig været varmt, kunde ikke blie det, men mange har søgt det, for under den hvideste sne aner man den rødeste vulkanild, men her frøs deres elskov, og de gik bort med dødens kulde i deres sjæl. Men se så dette her! For mangen ungersvend, der ledtes vild af sit raske blod — skævt hænger hjærtet i vort bryst, og skæve bugter lærer det at slå på livets bane — for mangen en har dette opfyret en kærlighedens gloende ovn, af hvilken han ikke er kommen uskadt ud, var han end nok så stor en vismand og profet.