↩ Rød var lidenskab fordum som det friske blod, klarsort var sorgen en gang, gennemsigtig som vinternatshimlen uden skyer, livet hade alle regnbuens farver, som det gik ud fra skaberens værksted, men ingen var som blækkets. Ingen ny farve har du kunnet føje til livets regnbue, digter, ingen anden end blækkets har du beriget den med. Med dine blækkede fingre har du rørt ved glæden, så den blev grumset, ved sorgen, så den blev blakket, ved melankolien, så den blev grå. Du udgir livet tilklattet, og så er der en gang en begejstret tilhænger, som lever det, lider det og føler sig stolt. Den enkle sandhed, det usammensatte liv kan ikke længere bruges, men fortrænges af det kunstfærdige, der til en begyndelse var løgn, men som vi nu må kalde sandhed, fordi der ikke er andet, og selve skaberen kunde ikke genkende sin oprindelige hensigt, hvis han nu vilde se ned på jorden.