↩ Ja, jeg må ha noet godt at lugte til, jeg må op på høje bakker. Pust I kun på mig, mine gode vinde; jeg er ikke noet spædelys, jeg er heller ikke noet bål, f. eks. ikke et osende elskovsblus på grønne kviste; mig kan I ikke blæse større, liså lidt som I kan slukke mig. Jeg er en glødende jærnstang, jeg blusser ikke, gnistrer ikke, jeg går bare og gløder for mig selv, solo, for min egen fornøjelse, uden spræl og sprutten — indtil noet griber mig, en hånd kaske, der udgår fra en krop, jeg ikke har set — når den griber mig, svinger mig og slår med mig, ja så står de lyslevende gnister spragende ud af det, jeg tørner imod.