↩ Jeg foragter dig, som kunde du være en lus. Du er en lus, rent ud sagt, af tænkemåde næmlig. Hvad bilder du dig ind? Skal du gribe forstyrrende ind i litteraturhistorien? Kunde du måske ikke tåle at høre din usle mave rumle af sult et øjeblik, uden at du straks, som om det gjaldt livet, skulde forgribe dig på mine inspirerede lægge? Gid fanden hade dig, vil jeg nok sie! Kend dine folk, og se dig for! Man skulde ikke tro, at dit forbandede insekt 66vidste, at der er forskel på mennesker. Andre kan du måske skaffe en kærkommen adspredelse med dit sjofle madstræv, med mig ikke, når jeg er begejstret da. Skal du være mere fræk end andre! Tror du, der er noet tænkende væsen med begreb om poesi og med interesse for åndslivets udvikling, som tør afbryde mig, når ånden taler til mig? Men du er lige glad! Du vilde måske erhværve dig en herostratisk berømmelse ved at knække min inspirasjon over!