↩ Min sjæl vånder sig af foragt, jeg kan næsten ikke tale mer. Slaver, nu vil jeg kaste skarn på hele menneskeslægten, jeg kan ikke andet, der er ikke andet igen. Men alt skarnet kan endnu ikke være opbrugt. Grav ned og find noet til mig, noet, som endnu ikke har været fremme, som ligger dybsindig langt nede og gemmer på ubrugt stank, ægte, gennem årtusender gæret stank, værre end det, de nu træder i. Bring mig læs af skarn, at jeg kan øse det ud og blie helbredet for denne foragtens syge, der brænder mit hjærte som nælder!