Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Et meget stort antal slaver vil jeg holde for at ha noet at skælde ud på: de skal, når jeg så synes, agere mennesker, og de må samle sig om mig i en uoverskuelig skare og la sig skælde ud, så længe det morer mig. Af dem skal enkelte udvalgte ha til missjon at skælde igen, håne mig, så vittig som muligt, og de skal i sandhed ikke spare på krudtet, hvis de ønsker at finde nåde for mine øjne. Dem vil jeg særlig elske, og hvis de gør deres gærning ret, skal de ingenlunde komme til at fortryde, at det er faldet i deres lod at forestille opposisjonen mod deres elskede herre. Andre skal spesielt bære tittel af lumpne slaver; de skal forestille de mest lusede af mine bekendte og bør i særlig grad gøre sig værdige til min foragt; for jeg kan ikke undvære menneskene, må I vide, jeg har fattet en ulykkelig kærlighed til deres små ynkeligheder, så at jeg stadig må ha noen, jeg kan gøre til genstand for min foragt; det er et pirringsmiddel, som jeg ikke vil afse.