↩ Hyp, alle mine skyer! Nu er vi over horisonten. Se, det er som en vældig, sort hylde, der skubbes langsomt frem, der skydes hen over himlen. Der går et langt gisp over jorden, de pontinske mennesker stinker, og som bange anelser sender blomsterne deres duft op imod mig. Det plaffer langt borte, det lyder som eks-plosjoner af små bunker krudt, der ligger på rad, og så tier det igen. Hele naturen sveder af angst. Langs horisonten ligger mine skyer som fabelagtige, uformelige dyr fra forverdenen, og når de slår deres grufulde gab op, ser I deres tænder, hvis navn er rædsel, og deres glødende svælg.