↩ Nu blir bragene kortere som en rasendes afbrudte, stammende hyl; tæt som plejlslag på et tærskegulv falder lynene på jorden. Se, hvor menneskene hopper og springer og vrider sig! Mange af dem er blevet en hel alen kortere af angst. Ha! ha! Nu er I nok bange for jer verden! Hør! over jere hoveder styrter planeterne ned og knuses med hvinende knald mod himlens tag. Mine skyer er som ophidsede hvaler; de spyr deres ildfråde ned på jorden, deres vældige kroppe jager vildt afsted, og skum af ild sprøjter højt op omkring dem. De snøfter af begærlighed efter at knuse, og hver gang de sender en ildstråle ud, står der igen flere menneskeboliger i brand. Fy jord! du ser fæl ud i stærk belysning, dit kryb vrider sig hæslig under flammerne, og man ser grimme, rådne pletter, som aldrig burde dukke frem af deres mørke.