Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Højere op! Jeg vil ikke se mennesker mer. Jeg vil oven for dem. Jeg kommer dybt nede fra og kan ikke stanses. Jeg mærker jer godt, I, som griber og må slippe mig igen, jeg kender jere greb, jere hårde hænder, jere bløde hænder, jere valne hænder, jere forfærdede hænder, som gærne vilde holde fast og dog ønsker, at de ikke kan, jeg kender jer, I med jer modstræbende glæde over at blie af med mig. Højere op! Jeg hører dem nok; det er det samme om igen: barske og bløde stemmer, vrede og skrækslagne stemmer, jeg gider ikke høre på jer.